Ateisten bringer her kunstner, Firoozeh Bazrafkans, nytårstale for 2024/25.
2024 blev et år, hvor maskerne faldt. Men også et år, hvor jeg fik nogle varme klap på skulderen, som jeg er meget taknemmelig for.
Niels Frid-Nielsen valgte at interviewe mig til sin bog ‘Provokunst’, der handler om, hvordan kunstnere i 100 år har provokeret, udfordret og konfronteret samfundet. Jeg var med ham i Go´Aften Live på TV2, hvor Niels blandt andet sagde:
“Den rigtig gode provokunst, den stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved vores liv.”
Dansk Folkeparti tildelte mig den nyindstiftede Pia Kjærsgaard-pris, og Pia Kjærsgaard skrev dette:
“Det er simpelthen sådan en ære for første gang at kunne uddele ‘min’ pris, Pia Kjærsgaard-prisen, til en så modig kvinde som Firoozeh Bazrafkan. Meget, meget fortjent. Tak, fordi du er, som du er”
Lars Vilks Mindesfond tildelte mig fondens årlige legat. Begrundelsen lød sådan:
“Truslen om vold fra en fremmed magt bliver nu brugt til at begrænse vores ytringsfrihed. Den danske kunstner Firoozeh Bazrafkan minder os om, hvad der er på spil – og hvordan verden hænger sammen. I efteråret, da Danmark vedtog en lov mod utilbørlig håndtering af religiøse skrifter, rev hun koranen med et rivejern foran Den Islamiske Republik Irans ambassade i København. Kampråbet lød: ‘Kvinde, liv, frihed’, Firoozeh Bazrafkan virker helt i Lars Vilks ånd.”
De fire folketingspartier Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Konservative hjalp mig med at installere værket ‘Danmark anno 2024’ på Christiansborg. De fire partier har alle stemt nej til koranloven, og mit værk var et forsøg på at få justitsminister Peter Hummelgaard til at klargøre, hvad koranloven rent faktisk indebærer.
Jeg fik klar besked, men ikke på den måde, jeg havde håbet på. Justitsminister Peter Hummelgaard svarede:
Du skal lade være med at lave noget kunst overhovedet, som kan risikere at fornærme islamisterne.
Faktisk svarede han ikke selv, og det svar, som jeg fik fra hans ministerium, var formuleret på en lidt anden måde. Men meningen var den samme. Jeg fik et ikke-svar, som sagde alt det, som en minister ikke kan tillade sig at sige højt. Masken faldt. Den sniksnak, jeg tidligere havde fået, om at loven ikke var tænkt at skulle ramme mig, faldt fra hinanden.
Med hjælp fra Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Konservative fik jeg placeret de syv kunstværker, som udgør ‘Danmark anno 2024’ på Christiansborg. De stod i lukkede kasser på de fire partiers kontorer. Jeg sendte et brev til justitsministeren om alle syv værker med en række konkrete spørgsmål for at få belyst muligheden for at arbejde med koran-kritisk kunst i Danmark. Jeg sendte ham fotos af værkerne og skrev, at han kunne besigtige værkerne fysisk, eftersom de blev opbevaret på Christiansborg. Det gad han ikke.
Måske havde han for travlt med at skrive på sin nye bog om en voldsbefængt barndom, som lærte ham den indlysende lektie, at det er forkert at slå børn. Justitsministeren mener også, at det er forkert at slå på koranen.
En mand blev i 2024 idømt et års fængsel for igennem længere tid at have mishandlet sine to børn i forbindelse med koran-læring. Han er sandsynligvis fri igen efter otte måneder. Hvis han havde slået koranen, var han blevet dømt for landsforræderi. Koranloven er nemlig placeret i straffelovens kapitel 12 om netop landsforræderi. Ironisk nok er titlen på Hummelgaards bog ‘Der er noget vi skal tale om’.
Justitsministerens arrogante håndtering af mine syv værker gjorde det endegyldigt klart, at formålet med koranloven er at stoppe enhver offentlig fornærmelse af koranen. Knæfaldet for de islamiske slyngelstater er med andre ord langt dybere, end politikerne har påstået. Vi har fået fortalt, at loven blot skal sørge for, at ingen brænder koraner på gader og stræder, men det passer ikke. Danmark anno 2024 er et stækket demokrati underlagt censur. Det beviste jeg – desværre – med mit værk.
Jeg ville i øvrigt gerne have haft et af de syv værker stående hos alle de partier, som stemte imod koranloven, men Enhedslisten, SF og Alternativet ville ikke være med. Her faldt der så også nogle masker, kan man sige.
Min rivejernsperformance foran Irans ambassade i 2023, som koranloven gjorde ulovlig, skulle i øvrigt have været vist i 2024 på Polens center for samtidskunst i Warszawa. De købte i 2023 min fotoserie ‘Women’, og museumsdirektøren inviterede mig til at lave en soloudstilling i 2024. Men hans appetit på politisk kunst var for meget for Polens nye regering, der fjernede ham fra posten og dermed annullerede min udstilling. Jeg kan i det mindste glæde mig over, at Museet STORM på Frederiksberg har haft rivejernet udstillet i hele 2024.
Tidligere i år opførte jeg en ny performance: ‘Gulvtæppescenen’. Den handler om, at vi ikke har fået sandheden om, hvorfor koranloven skulle indføres. Før eller siden begynder nogen forhåbentligt at tale.
Koranloven har ødelagt mit kunstneriske virke, for jeg kan ikke udstille min kunst, men den har også ødelagt noget i vores demokrati, og den truer med at ødelægge endnu mere. Derfor er jeg nødt til at kæmpe imod loven og de kræfter, den beskytter. Det kommende år bliver ingen undtagelse, planerne er lagt.
Husk de 94 politikere fra Socialdemokratiet, Moderaterne, Venstre og Radikale, som vedtog koranlovens censur i strid med Grundloven. Jeg har foreviget dem som syltede gulerødder på en plakat. Med gulerødder kan man få det, som man vil. Guleroden kommer forresten oprindeligt fra Mellemøsten, ligesom koranen – og pitabrødet, det flade, luftige brød som kun smager af det, man vælger at proppe i det.
For et år siden skrev jeg, at 2023 blev ‘Gulerodens År’. Jeg vil give 2024 titlen ‘Skammens År’. Næste år venter der muligvis et opgør.
Talen er udtryk for kunstnerens egen holdning. Læs mere om det omtalte værk her.
