Som ateister bør vores fineste adelsmærke være evnen til at tænke kritisk og insistere på, at virkeligheden skal forstås gennem observation og videnskabelig metode. Vi har historisk set været de første til at udfordre uunderbyggede dogmer. Men i dag står vi over for en ny form for metafysisk overlord, der truer med at erstatte logik med ideologi: Den radikale kønsideologi.
Det er smerteligt at observere, hvordan Ateistisk Selskab herhjemme, med den selvudråbte empat, Anders Stjernholm i spidsen, komplet har tabt deres ateistiske skepticisme på gulvet. I stedet for at agere vagthund over for irrationelle påstande, virker det, som om man har valgt at indrette sig efter de nyeste sociologiske strømninger uden at stille de nødvendige spørgsmål. Når vi holder op med at kræve evidens, holder vi op med at være skeptikere. Sociiologien må underordnes naturvidenskaben, hvor det giver mening.
Mellem biologi og frihed
Lad os tale om køn med den saglighed, det fortjener. Naturen er ikke altid binær i sin udførelse; vi må anerkende interkøn som en biologisk realitet, hvor kroppe ikke entydigt passer ind i de gængse kategorier. Men herfra og til at påstå, at køn er en ren social konstruktion, er der et videnskabeligt svælg. Det skal kort nævnes, at der er utroligt få af de her biologiske variationer – vi kan sagtens fejre den biologiske mangfoldighed uden at falde på knæ for oplevet tolerance, der synes at sige “stop volden eller vi smadrer dig” – eller “Inkludér eller bliv ekskluderet”.
Jeg er dybt kritisk over for det socialkonstruerede køn. Det som briterne kalder “gender”. For selvom vi skal kunne udfordre snævre kønsstereotyper, må vi respektere det biologiske fundament. En biologisk kvinde kan leve præcis, som hun vil, men det gør hende ikke til en mand. Transmænd er et begreb, der forudsætter, at man kan føle sig til en anden biologi, end man er født med – en påstand, der minder mere om troslære end om biologi. En troslære, som hvis man går den imod, i store dele af den politiske virkelighed i vesten kan få en udskammet og tæt på kølhalet.
Det skal understreges: Alle skal have lov til at leve, som de vil, klæde sig, som de vil, og elske, hvem de vil, så længe de ikke gør skade på andre. Jeg har støttet Prideparaderne i både København og Malmö, men din frihed slutter, hvor min begynder.
Individet over gruppen
De vestlige frihedskonventioner tog oprindeligt udgangspunkt i individuel frihed. Det handlede om at beskytte den enkelte mod overmagten og give plads til det unikke menneske. Desværre har store dele af den moderne LGBTQIA+ bevægelse misforstået dette fundament. Hvis gruppen er alt, bliver individet ligegyldigt og kan ofres. Filosofien bag er, at rettigheder er medfødte og universelle. De er ikke noget, man får tildelt af en gruppe eller en stat – de tilhører dig, blot fordi du er et menneske. Det beskytter netop den, der er uenig med flertallet. Men et flertal, der beskytter en minoritet må i mine øjne aldrig trumfe individets medfødte ret. Vi må og skal afgøre, hvad der er bedst for os som individer, grupper og samfund ved at have respekt for målbare fakta over oplevede socialkonstruktioner.

I dag ser vi en bevægelse, der i stigende grad handler om gruppeidentiteter, som udskammer de individer, der vover at være uenige. Hvis du ikke køber hele den socialt konstruerede pakke og de nyeste begrebsdefinitioner med tilhørende prnominer, bliver du stemplet og frosset ud. Tal om social kontrol og dogmatiske træk i store dele af islam som en besynderlig modpol, tak! Det er en kollektivistisk tilgang, der står i skærende kontrast til det individuelle frisind, som regnbue-bevægelsen oprindeligt sprang ud af. Og det burde for skeptiske ateister være et rødt flag, når retten til individuel frihed grupperes og finder vej ind ad frihedens bagdør på en måde, der udsætter kvinder i kvindesport for mænds styrke eller udsætter kvinders safe spaces for potentielt farlig trespassing.
I Freedom from Religion Foundation, der er gennemsyret af wokeness og politisk korrekthed, finder man også et eksempel, der trækker tråde til Ateistisk Selskab i Danmark. I et indlæg skrev Jerry Coyne for nogle år siden, at “Biology is not Bigotry”, hvor han holder fast på den ateistiske og skeptiske tilgang. Coyne blev kritiseret for at fastholde, at biologisk køn (sex) er binært og fundamentalt (det er det beviseligt, hvis man ikke forveksler variationer med kategorisering). Modstanderne mente, at han dermed var “ekskluderende” over for transpersoner og de såkaldte non-binære, da han nægtede at sidestille socialt køn (gender) med biologisk køn. Herhjemme bakkede Anders Stjernholm censuren op (se screenshot):

Budskabet fra de woke venstreaktivister i ateistiske kredse er pakket ind i frihedsbegreber, som altid, men ind ad bagdøren sniger sig en dybt dybt dybt bekymrende holdning om, at legitime indlæg skal fjernes fra den ateitiske debatsfære, som flere medlemmer i Ateisterne har oplevet det ske i Ateistisk Selskab. I FFRF fik det flere prominente navne til at sige farvel og tobak, herunder evolutionsbiologen, Richard Dawkins. Og måske endnu værre mener Stjernholm noget i retning af, at udsatte kvinde individer, der er blevet voldtaget skal finde sig i vejledning fra mænd, der tror, de er kvinder, fordi den hellige lgbtqia+-ko ikke må slagtes til fordel for invidets sikkerhed. På den måde minder wokeness som en trojansk hest for mennesker, der i lige så høj grad som religiøse fundamentalister sniger deres magt ind uden at bestå det ateistisk, skeptiske vibecheck (lad os kalde dét det, når vi beder om evidens, som vi også gør ift. gud(er))
Virkeligheden som anker
Som ateist må man anerkende, at vi alle er født med eller får tildelt forskellige begrænsninger og fordele af naturen. At lade som om, vi alle er ubeskrevne blade, der frit kan definere vores biologiske virkelighed, er en illusion. Men i disse år tvistes og fordrejes alt fra folkeret til menneskeret af mennesker, der ikke kan se længere end dem selv eller deres politiske projekt. Eller endnu værre – bevidst undlader det!
Vi skal kæmpe for et samfund, hvor vi kan være forskellige uden at blive undertrykt af hverken religiøse eller woke dogmatiske. Vi må aldrig ofre den videnskabelige sandhed for at opnå en ideologisk harmoni. Lad os få skepticismen tilbage i Ateistisk Selskab, i dansk ateisme og debatten tilbage på det biologiske fundament. Det er den eneste vej mod ægte oplysning.
Det skrevne er udtryk for skribentens egne holdninger og perspektiver.
Journalist, ateist











