Martin Heidegger (1889–1976) var en tysk filosof, kendt for sit hovedværk Væren og tid. Han undersøgte menneskets forhold til væren og tidens ontologi og skrev i et ofte kryptisk og poetisk sprog. Hans tænkning har haft enorm indflydelse, men hans tilknytning til nazismen kaster stadig en skygge over hans eftermæle.

vs

Karl Popper (1902–1994) var en østrigsk-britisk filosof, berømt for sin teori om falsifikation som videnskabelig metode. Han var en skarp kritiker af totalitære ideologier og en passioneret forsvarer af det åbne samfund, hvor fri debat og kritisk tænkning er centrale værdier.

Scenen er sat i en bjergstue i Alperne, sent efterår i et tidsløst årti:
De herrer har aftalt at mødes et afsondret sted – rummet er traditionelt møbleret, med mørke træpaneler, et massivt bord og vinduer ud mod tågede graner. En kamin knitrer sagte. Heidegger føler sig hjemme her, tæt på det enkle og det væsentlige. Popper har modvilligt accepteret stedet, men har insisteret på, at der skulle være kaffe – sort og stærk – som han mener afspejler egne overbevisninger.

Det røgfyldte lokale huser et bord i massivt træ – stabilt som de to herrers egne tanker om egne betragtninger står det solidt plantet i midten af rummet. De to tænkere sidder over for hinanden som boksere i hvert deres ringhjørne. Den ene, Martin Heidegger, trækker dybt på en pibe og ser ned i bordpladen, som om han overvejer ren væren i selveste træets åretegninger. Den anden, Karl Popper, retter på sine briller med en rastløs hånd og lader blikket hvile på sin samtalepartner, som var han allerede ved at identificere en logisk fejlslutning. Efter en dyb indånding bryder han tavsheden – de må til bunds i menneskets autenticitet og sandhedens natur – de har sat en slags ydmygelse på højkant sammen med opvasken senere, og grunden til, at de to herrer er så stille, før debattens storm er, at det tog dem en times tid at nå frem til en passende straf, som får dem begge til at krumme tæer:

Således! Hvis Heidegger kan give et klart og efterprøvbart eksempel på sandhed, som ikke kan falsificeres – men som alligevel må anerkendes – vil Popper og hans tilhængere offentligt og uden forbehold skrive på deres facebook-profiler, at “ikke alt kan testes kritisk, og at eksistensfilosofien har meget at lære videnskaben”.

Men hvis Popper derimod kan påvise, at menneskets erkendelse af “væren” kan udvikles uden dyb eksistentiel forankring eller et poetisk sprog, så skal Heidegger og hans følgere undlade at bruge ordet “væren” eller lignende på Religionskritisk Forum på facebook i et helt år. Lidt af en showstopper!

Popper: …Herr Heidegger, lad os begynde med spørgsmålet om sandhed. Jeg hævder, at sandhed er objektiv – en korrespondens mellem vores teorier og virkeligheden. Den eneste måde, vi nærmer os sandhed, er ved at formulere hypoteser og forsøge at modbevise dem. Det er gennem fejl, vi lærer. Intet mere.

Heidegger: Hr. Popper, De taler om sandhed som en funktion af korrekthed – et udsagns overensstemmelse med en ydre kendsgerning. Men det er en afledt forståelse. Sandhed er oprindeligt aletheia – en afsløring, en åbenhed for væren selv. Før der kan være fakta, må der være en verden, hvori noget overhovedet kan vise sig.

Popper: Det lyder poetisk, men uklart. En teori, som ikke kan fejlsøges, er ikke videnskab. Det er metafysik – eller rettere: Decideret nonsens forklædt som dybsind. Sandhed er ikke noget, der afslører sig i dunkle vendinger, men noget vi nærmer os ved kritisk metode.

Heidegger (tørt): Der findes ingen metode til væren. Det kræver et opgør med det teknologiske verdensbillede, som har forvansket vores forhold til det, der er. De kræver klarhed, men glemmer, at det klare ofte blot er det overfladiske.

Popper læner sig frem. Der er en rastløshed over ham – den samme, som drev ham til at skrive Det åbne samfund og dets fjender i raseri over totalitær tænkning.

Popper: Og De glemmer, at mørke ofte dækker over uansvarlighed. Der findes ingen dyb sandhed, som unddrager sig kritik. Når filosoffer taler i gåder, risikerer de at bane vej for ideologier, de ikke selv forstår.

Heidegger løfter hovedet. Der er et øjebliks stilhed, før han svarer – langsomt, men med vægt.

Heidegger: Det er netop menneskets eksistens, der er i spil her. Sandheden er ikke blot en dom over påstande, men en måde at være i verden på. Den frihed, De forsvarer, er kun politisk. Jeg taler om den eksistentielle frihed – at vælge sig selv i mødet med døden, i erkendelsen af ens kastethed.

Popper: Frihed uden kritik er blind. De taler om døden – jeg taler om samtalen. Det åbne samfund kræver, at vi alle – også filosoffer – gør os forståelige og ansvarlige. Alt andet er flugt.

Heidegger (stille): Der findes også flugt i klarheden.

Et tungt åndedrag hænger i luften. Samtalen fortsætter – men måske har ingen af dem til hensigt at overbevise den anden. Kun at få sandheden – eller sandhederne – til at træde et skridt frem. Popper bryder igen tavsheden. Han er tydeligt irriteret. Det er svært at se, hvem der er mest irriteret af de to.

Popper (sarkastisk, peger på papiret):
Så du mener, Martin, at du kan give mig et eksempel på en sandhed, der ikke kan falsificeres, men som vi alligevel må tage alvorligt? Skal vi gætte – er det noget med skoven, tågen og værenens hvisken?

Heidegger (løfter øjenbrynene, fornærmet):
Du reducerer alt til verificérbarhed, KARL! Anede ikke, vi pludseligt var på fornavn – fnys! Det menneskelige væsens dybeste erkendelse ligger ikke i dine små eksperimenter. Når hyrden går gennem skoven i tavshed, ved han mere om væren end dine laboratorier nogensinde kan måle.

Popper (triumferende, læner sig frem):
Ah – men du kan ikke falsificere hyrdens “indsigt”, vel? Den kan ikke testes, efterprøves eller kritiseres. Du forlanger, at vi blot accepterer dine metafysiske mumleord, som om de var den pureste visdom!

Heidegger (skærer tænder, slår hånden i bordet):
Du håner det, du ikke forstår. “Væren” er ikke en teori. Det er den åbenhed, hvori al forståelse overhovedet kan opstå – inklusive din egen begrænsede udgave. Du står i væren, mens du benægter den – som en fisk, der nægter havets eksistens. Blop blop Popper!

Popper (ler hånligt):
Og du bruger “væren” som en trylleformular, hver gang du løber tør for argumenter! Det er den filosofiske ekvivalent på “Basta, fordi jeg siger det!”

Heidegger (rasende):
Og du, Karl, er den perfekte inkarnation af teknikkens herredømme: En mand, der tror, at hvis det ikke kan måles, så eksisterer det ikke! Kan du ikke høre, hvor fortumlet, det lyder.

Popper (med bidsk præcision):
Fejlagtigt! Jeg siger blot, at vi kun bør tro på det, der kan forkastes. Du sidder fast i en førvidenskabelig tåge, hvor al modsigelse kan bortforklares med poesi.

Heidegger (stift):
Hvis du tror, at menneskets forhold til verden kan beskrives uden at nævne væren, så foreslår jeg, du forsøger at tænke uden begreber overhovedet. Be my guest!

Popper (kold):
Det gør jeg. Jeg bruger testbare hypoteser. Og jeg lover dig, hvis du kan vise mig én eneste sætning i dine værker, som ikke er tomt ordspind og samtidig ikke kan forkastes, så skal jeg personligt poste på Facebook, at eksistensfilosofien er videnskabens redning.

Heidegger (overlegen):
Og hvis du viser mig, at mennesket kan erkende noget væsentligt om sin eksistens uden at træde ind i den poetiske stilhed, som væren åbenbarer sig i – så skal jeg og mine tilhængere undlade at nævne “væren” på Religionskritisk Forum i et år. Men det vil aldrig ske. For I ved ikke engang, at I ikke ved.

Popper (mutter, næsten brummende):
Dit sprog er et fængsel, Martin. Og værst af alt – du er stolt af tremmerne. Du sidder her foran mig og påstår sandheden, men dit sind er i lænker.

Heidegger (knuger sin pibe):
Og dit er en firkantet maskine, Karl. Du sætter lys på verden, men forstår aldrig skyggerne – deres sang. Alt det, der bevæger sig mellem dine kolde, hypotetiske linjer. Fundamentet.

De stirrer på hinanden. Stilheden er næsten religiøs – eller videnskabelig, afhængigt af hvem man spørger. Den gamle hytte er blevet mørkere. Vinden rusker i de høje fyrretræer udenfor. Heidegger og Popper sidder tavse, trætte og småirriterede, da døren til køkkenet åbnes.

Eckhart Tolle (med blid stemme):
Undskyld, herrer. Jeg vil fylde jeres kopper igen. Og… jeg kunne ikke undgå at overhøre jeres samtale. Jeg håber, at I kan mærke forskel på jeres livssituation og så det faktum, at I er i live! Jeres smerte eksisterer kun i psykologisk tid og som ophobning i kroppen.

Popper (himler med øjnene, men halvt smilende):
Jamen dog, selv kaffeserveringen har nu filosofiske kommentarer?

Tolle (rolig):
Måske ikke filosofi… mere observation. I synes begge at mene, at sandheden skal vindes – at den ene skal have ret, og den anden skal tage fejl. Men måske er sandheden ikke hverken i væren eller i falsifikation, men i det, der opstår, når tanken for et øjeblik tier.

Heidegger (løfter et øjenbryn, næsten venligt):
Du lyder som en dårlig imitation af Lao Tsu, men… der er alligevel noget i stilheden, jeg ikke vil benægte. Jeg føler, at du faktisk er på min side!

Popper (træt):
Og dog – stilhed kan ikke afgøre noget. Den kan ikke kritiseres, ikke debatteres. Den er som et smil fra en kat. Tilstede, men reelt set ubrugelig for viden.

Tolle (smiler let):
Men den kan opleves. Og dét er måske nøglen til begge jeres projekter. Oplevelsen før sproget, før konceptet. Når I diskuterer “væren” eller “videnskabens grænser”, gør I det stadig ud fra tankens perspektiv. Men hvad med… nuets kraft?

Heidegger (mumlende, næsten for sig selv):
Der er en tavshed, som taler dybere end tale… det har jeg selv skrevet. Vielleicht…

Popper (gabende):
Hvis din tavshed er så klog, hvorfor har ingen endnu skrevet en god bog i tavshed? Men, jeg indrømmer – du er i det mindste sympatisk, Tolle.

Heidegger (nikker langsomt):
Ja, han ligner ikke én, der ønsker at vælge side. Derfor skal han måske afgøre vores væddemål?

Tolle (stille):
Jeg kan ikke afgøre, hvad der er sandt i tankens domæne. Men jeg kan høre, at I begge – bag al vrede – søger det samme. En slags befrielse. Husk, at tanken er et redskab – smerten opstår, når I identificerer jer med tænkeren.

Popper (rejser sig, rækker ud efter sin rygsæk):
Fint. Du får lov at være dommer, Tolle. Men vi skal tale videre i morgen. Jeg nægter at tabe til en mand, der bruger “væren” som substantiv hist og udsagnsord her – i samme sætning.

Heidegger (rejser sig langsommere):
Og jeg nægter at lade mig dømmes af kriterier, der kan falsificeres – uden at være først.

Tolle (går mod køkkenet, mumler):
Måske sandheden ikke skal findes i ordene, men i den tavshed, der opstår, når ordene forstummer…

Lyset dæmpes. Døren til soveværelserne lukker sagte i. Og de herrer byder hinanden et velvilligt “godnat” – trods uenighed.

Morgenen efter mødes de igen i ved det store bord… denne gang er stemningen mere rolig, men irritationen har endnu ikke lagt sig helt. De er begge morgenmennesker med hang til ro på. Et stykke brød knækker med et tørt smæld mellem Heideggers fingre. Popper betragter ham med et skeptisk løftet øjenbryn, mens han forsigtigt roder rundt i sine scramblede æg, som Tolle allestedsnærværende har tilberedt. Scrambled Eggs i Nuets Kraft smager som almindelige æg, tænker Popper. Heidegger tænker det samme, men måske er djævlen i detaljen?

Popper (spidst, men igen formelt):
Sig mig, Herr Heidegger – skal vi virkelig lade være med at kalde det her æg for æg, indtil det har åbenbaret sin væren for os i morgenlysets poetiske genskær?

Tolle ser lettere fornærmet ud… han har mediteret, mens hans tilberedte morgenmaden, men siger intet. Han observerer egen reaktion… accepterer…

Heidegger (koldt):
Det ville være mere passende end at reducere det til blot et “objekt” underlagt observation. De har netop skåret forbindelsen til dets oprindelse, dets jordiske tilblivelse, dets væren. De spiser, men De forstår ikke.

Popper (tørt):
Åh, men jeg forstår udmærket. Jeg forstår, at hvis et æg pludseligt smager af bacon, så behøver jeg ikke eksistentiel forankring for at afvise det. Jeg bruger mine sanser og mit intellekt – ikke mit inderste poetiske mørkes tilfældige budbringere. Eller hvordan det nu er, du fantaserer dig frem til sandheden…

Heidegger (med kaffen i den gale hals, nu snerrende):
Deres intellekt er en mur. Sandheden banker ikke på med et hypoteseskema i hånden. De afviser det, De ikke kan måle – og kalder det “kritik”. Hvad De kalder klarhed, er blot fjernhed fra det væsentligste – at vi er til, at ægget er lagt, at Tolle har tilberedt det…

Tolle ænser igen at være nævnt…

Popper (peger lidt uhøfligt med gaflen):
Og her kommer det: Den sædvanlige undvigelsesmanøvre. Intet skal forklares, kun sanses gennem dunkle vendinger og hokus pokus dit og dat. De kunne sige hvad som helst – og når jeg beder om klarhed, kalder De det forfladigelse. Det er i mine øjne tæt på at være en svindlers trick.

Heidegger (med et skævt smil):
Og De er så fanget i Deres logiske net, at De ikke fanger fiskene, men kun ser hullerne. Jeg spørger Dem, Popper: Kan De påvise en menneskelig erfaring – kærlighed, tab, angst – uden et forhold til væren? Kan De måle dig frem til meningen med Deres eget liv?

Popper (sarkastisk):
Jeg har aldrig påstået, at mening kan måles. Jeg påstår, at vi bør være kritiske over for enhver, der hævder at eje sandheden uden at tillade modsigelse. Inklusive filosoffer, der taler i orakelsprog ved dette meget tunge morgenbord.

Heidegger (hvæsende):
Og dog… De sidder dér, og kræver et eksempel, som ikke kan falsificeres, men alligevel må anerkendes. Hvad med døden? Hvad med stilheden efter det sidste åndedrag? Kan De falsificere den?

Popper (råbende):
Nej, men jeg kan heller ikke bruge den til at afklare noget som helst! Det er et faktum – ikke en filosofi! Hvis det er jeres eksempel, så må De hellere forberede Deres disciple på et liv uden “væren” i deres kommende Facebook-opslag!

Heidegger (skærer brødet hårdt igennem):
Og hvis De tror, at De kan tale om det menneskelige uden at være i verden, uden at kastes ind i tiden, så foreslår jeg, at De starter en filosofi, der bygger på dette æg uden at nævne hønen.

Popper (rød i hovedet):
Det er et desperat forsøg på at undgå krav om klarhed! De vil ikke diskutere – De vil fortrylle og fortrylles! Men filosofi skal ikke forføre – den skal forklare!

Heidegger (stirrer ud ad vinduet):
Forklaring er undertiden det første skridt væk fra forståelse…

Popper (mumler):
Og tågesnak er det sidste skridt væk fra ansvar…

Stilheden sænker sig. Kun ilden i kaminen knitrer. Heidegger spiser langsomt sine æg – som om han forsøger at smage verdens tilintetgørelse. Popper drikker sin kaffe i tavshed…

Men væddemålet står ved magt. Begge tror stadig, de har ret. Og ingen ser, at de i virkeligheden spiller det samme spil – bare med forskellige regler.

Popper (utålmodigt):
Så hvad bliver det, Tolle? Du skulle være dommeren. Sig nu noget afgørende.

Tolle (roligt, men fast og drilsk, finurligt smilende):
Jeg kan ikke dømme. Jeg observerer. Det er mit princip. Og så laver jeg en super god kaffe!

Heidegger (løfter et øjenbryn):
Så du er hævet over dommen?

Tolle:
Ikke hævet. Bare… udenfor. Jeg blander mig ikke i tankens spil. Jeg er kun opmærksom.

Popper (tørt):
Det er en behagelig måde at undgå et målbart ansvar på.

Tolle (smiler let og retter på Popper):
Ikke ansvar. Egoet.

Heidegger (afbryder og ser bestemt på Popper):
Vi får intet svar fra ham…

Popper (sukker):
Så må vi dømme selv. Eller måske endda – tage straffen begge to.

Heidegger:
Som tænkere må vi være åbne for, at det modsatte synspunkt kan eksistere. Ellers ophører ordentligheden… uden den er der ingen debat!

Popper:
Skål i denne kaffe, brygget af Tolle i Nuets Kraft for få minutter siden!

Heidegger:
Skål!

(De skåler i deres kaffe og tager en slurk. Begge rynker på næsen.)

Popper:
Bittert som sandheden selv.

Heidegger:
Tolle har tydeligvis ikke været nærværende under brygningen… det er det rene grums!

Popper (råber mod køkkenet):
Tolle! Næste gang, bryg med opmærksomhed, ikke med transcendens!

Tolle (står i døråbningen, irriteret):
Så lav jeres egen kaffe. Jeg er ikke jeres tjenende bevidsthed!

(Han smækker døren bag sig og forsvinder. Stilhed. Så begynder de begge at le.)

Heidegger (rystende på hovedet):
Han virkede… frelst…

Popper (stadig grinende):
Ja, alt for firkantet. Som en engel med for lav koffeindosis.

Heidegger (rystende på hovedet, humoristisk):
Se, dét kan falsificeres! Men virkningen er en anden…

De sidder lidt i stilhed, stadig smilende. Kaffekopperne damper langsomt i den gryende morgen.

Popper (nu rolig):
Jeg henter lige min bærbare… jeg skal skrive den der opdatering… folk bliver virkeligt rasende… især fordi det er længe siden, jeg har skrevet noget…

Heidegger (Smiler):
Og det her er sidste gang i et helt år, at jeg siger ordet “væren” *suk* Og jeg føler ikke engang, at jeg er til, før jeg har fået en ordentlig kop kaffe!

Tolle (råber fra køkkenet, bag døren):
“Det hørte jeg udemærket!”

Tolle træder ind med en ny kande. De griner alle højt af og med, hvor tåbeligt det hele er…