Et grelt eksempel på, hvor galt det kan gå, når muslimske elever får dominerende indflydelse i en klasse, får vi i Morten Papes prisbelønnede selvbiografiske roman ”Planen”, der rummer en beskrivelse af Dyvekeskolen på Amager – beretninger, der i øvrigt afspejler sig i en rystende dansk rapport, som jeg senere vil komme ind på.
En række beretninger om intolerance fra Mortens muslimsk dominerede klasse gør særligt indtryk:
Vi hører om Mie, der får tæsk og må forlade skolen, fordi hun efter en time kritiserer de muslimske piger for at blive fritaget for seksualundervisning, samtidig med at flere af pigerne allerede er blevet forlovet som 9-årige. Lidt senere flytter Mie og hendes forældre væk fra ”Planen”.
Vi hører om Leila, der bliver tævet ud af skolen i samme øjeblik det bliver kendt, at hun er shiamuslim. Det er Morten selv, der spreder oplysningen. Han bliver ikke holdt tilbage af en klassekammerats bemærkning: ”De slagter hende, hvis de finder ud af det”.
Vi hører om den største festdag i Mortens klasses historie, hvor de muslimske elever danser og traller d. 11. september 2001, da amerikanerne endelig fik, som de havde fortjent. ”Koran, hvor den sad på de hunde! Allahu akbar!”, jubles der.
Om paki-Anders, der ikke tør sige han er kristen og om Bent, der er jøde – men ingen må for Guds skyld vide det.
Om nultolerance over for muslimske pigers kæresteri med danskere, over for muslimske pigers påklædning, over for islamkritik og over for bøsser.
Den skjulte læreplan i klassen er, at danskere skal lære, at det at være ”dansker” er indbegrebet af at være forkert.
Romanens hovedperson, Morten, godtager denne lektie og bliver derfor af klassens muslimske magthavere erklæret for at være ”en integreret dansker”.
Modstandere vil hurtigt forsøge at afvise disse scener som fiktiv dramatisering. Men romanens eksempler på negativ social kontrol flugter desværre uhyggeligt præcist med de tørre, videnskabelige fund i virkeligheden. I det omfattende studie ”Negativ social kontrol på ungdomsuddannelserne – hvorfor findes den stadig?” fra 2020, dokumenterer forsker Tina Magaard, at problemerne er systematiske. Gennem interviews med rektorer, lærere og studievejledere afdækker rapporten en hverdag på flere ungdomsuddannelser, som styres af systematisk overvågning, parallelle normsystemer og en destruktiv klasserumskultur, hvor polarisering hersker før læreren. Et særligt interessant træk ved Magaards undersøgelse er ledelsernes berøringsangst. Når andelen af elever med anden etnisk baggrund overstiger 40 procent, nægter skoleledelserne konsekvent, at skolerne har problemer med religiøst funderet kontrol. Først når andelen er mindre, tør man være åbne om de betydelige svigt.
Inden for en civilisation kan der godt foregå en samtale om, hvilke normer der skal gælde, men mellem civilisationer er det vanskeligere. Når det gælder spørgsmålet om, hvilken grundnorm der skal være den gældende fx i skoleverdenen – altså normen for, hvordan normer overhovedet skal dannes – er der kun magtkampen tilbage.
Hvordan kan man forhindre, at en klasse som Mortens på denne måde erstatter grundnormen om åndsfrihed med grundnormen om respekt for Koranens og Profetens autoritet? Det er et spørgsmål vi ikke kan undlade at tage stilling til.
Begrebet grundnorm er et godt begreb fra retsfilosofien (især kendt hos Hans Kelsen) til at belyse den kulturkonflikt, vi er havnet i.
En grundnorm er normen for, hvordan man overhovedet når frem til normer i et værdisystem.
I den forstand er grundnormen afgørende for en hel civilisation:
Med parolen: ”Die Partei, die Partei, die hat immer recht” blev grundlaget lagt for den kommunistiske verdensorden.
Tilsvarende kan nazismens verdensorden sammenfattes i Goebbels’ udsagn: ”Hitler er min samvittighed.”
Går vi lidt længere tilbage i historien, finder vi udsagnet: L’état c’est moi (Staten, det er mig), som muligvis fejlagtigt tilskrives Ludvig XIV. Det udtrykker grundlaget for et enevældesystem, hvor alle normer har deres rod i kongens vilje.
I Danmark bygger skolen på åndsfrihed og fri debat som grundlag for enhver normdannelse.
Men hvad sker der, når elever kommer fra miljøer, hvor lydighed mod religiøse autoriteter vægtes højere end fri meningsudveksling?
I naboskab og på en almindelig arbejdsplads er det forholdsvis ubesværet at leve sammen med forskellige grundnormer.
I venskaber og kærlighedsforhold og skoleforhold er det vanskeligere.
I skolen bør der ikke være den mindste tvivl: Det er Grundlovens grundnorm, der tæller og ikke tilfældige indvandrerminoriteters syrede normforestillinger.
Det skriblede er udtryk for skribentens egen holdning/tilgang/perspektiv

Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.










