Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning og perspektiv.
Krig er et middel, der tillades inden for alle globale ideologier, som ønsker politisk indflydelse. Dette gælder både religioner og sekulære, filosofiske verdenssyn. Islams tilgang til krig kan opdeles i to hovedkategorier. Den første kategori er jihād al-dafʿ, altså forsvarsbaseret krig. Dette kan blandt andet udledes af følgende vers i Koranen:
“Bekæmp dem, der bekæmper jer, på Guds vej, men begå ikke overgreb. Gud elsker ikke dem, der begår overgreb.” Koranen 2:190
“Og bekæmp afgudsdyrkerne alle sammen, ligesom de alle sammen bekæmper jer, og vid, at Gud er med de gudsbevidste.” Koranen 9:36
En underkategori af den forsvarsbaserede jihad kaldes al-jihād al-istibāqī, altså foregribende eller præventivt forsvar. Det indebærer, at man handler mod en fjende, når der foreligger tydelige tegn på et nært forestående angreb, uden nødvendigvis at vente på, at angrebet først bliver gennemført. Dette kan eksempelvis udledes af følgende vers i Koranen:
“Hvis du frygter forræderi fra et folk, så opsig fredsaftalen med dem på en åben og
retfærdig måde. Gud elsker ikke de forræderiske.” Koranen 8:58
Dette kan yderligere understøttes af følgende del af en prædiken, der tilskrives ʿAlī ibn Abī Ṭālib, hvori han siger:
“Jeg har kaldt jer til at bekæmpe disse mennesker nat og dag, i hemmelighed og åbent, og jeg sagde til jer: Angrib dem, før de angriber jer. For ved Gud: Intet folk er nogensinde blevet angrebet i selve hjertet af deres land, uden at de blev ydmyget. Men I overlod ansvaret til hinanden og svigtede, indtil angrebene blev iværksat imod jer, og jeres landområder blev overtaget.” Kilde: al-Kulaynī, al-Kāfī, bind 5.
Den anden kategori er jihād al-ṭalab, altså erobringsjihad, hvorved den islamiske stat
ekspanderer og overtager ikke-islamiske områder, således at det nyerobrede område kommer under den islamiske stats kontrol. Dette kan udledes af følgende vers i Koranen:
“Bekæmp dem blandt Skriftens folk, som ikke tror på Gud og dommedagen, som ikke
anser det for forbudt, som Gud og Hans sendebud har forbudt, og som ikke følger sandhedens religion, indtil de betaler jizya – en obligatorisk skat for ikke-muslimske, raske og frie mænd i militæralderen – med egen hånd, mens de er underordnede.” Koranen 9:29
“Og Vi har allerede skrevet i Salmerne – bogen, som Gud åbenbarede for profeten og
kongen David – efter Påmindelsen, at hele jorden skal arves af Mine retfærdige tjenere.” Koranen 21:105
Ifølge langt størstedelen af shi’a muslimske lærde er erobringsjihad ikke tilladt uden oprettelsen af en islamisk stat, der styres af en ufejlbarlig repræsentant for Gud, som i dag er al-Mahdī og Jesus Kristus. Det betyder, at erobringsjihad ikke kan finde sted, så længe en sådan stat ikke er blevet oprettet under deres ledelse.
Jihads formål
Formålet med jihad er at redde mennesker fra undertrykkelse, således at undertrykkende
verdensmagter gennem historien bekæmpes. Flere vers i Koranen kan forstås i denne retning:
“Vor Herre! Før os ud af denne by, hvis folk er undertrykkere, og giv os fra Dig en
beskytter, og giv os fra Dig en hjælper.” Koranen 4:75
“… og hvis Gud ikke lod nogle mennesker holde andre menneskers overgreb tilbage, ville klostre, kirker, synagoger og moskéer, hvori Guds navn ihukommes, være blevet ødelagt. Gud vil bestemt hjælpe den, der hjælper Hans sag.” Koranen 22:40
Profeten Muhammads opfordring til sine følgere var at udbrede fred, som det fremgår af
følgende beretning:
“Hvem vil garantere mig fire ting, mod at jeg garanterer dem fire ejendele i Paradiset? Giv almisse uden at frygte fattigdom, behandl alle mennesker retfærdigt, udbred fred i verden, og opgiv strid og diskussion, selv når du har ret.” Kilde: al-Ḥusayn ibn Saʿīd, Kitāb al-Zuhd.
Krigens regler og rammer i islam
Imam al-Ṣādiq sagde:
“Når Guds Sendebud ønskede at udsende en militær afdeling, kaldte han dem til sig og lod dem sidde foran sig. Derefter sagde han: ‘Drag af sted i Guds navn, ved Guds hjælp, på Guds vej og efter Guds Sendebuds religion. Begå ikke underslæb, lemlæst ikke, begå ikke forræderi, og dræb ikke en affældig gammel mand, et barn eller en kvinde. Fæld heller ikke træer, medmindre I bliver tvunget til det. Hvis en hvilken som helst muslim – uanset om han tilhører de laveststående eller de mest fremtrædende – giver en mand blandt afgudsdyrkerne beskyttelse, er denne under beskyttelse, indtil han har hørt Guds ord. Hvis han derefter følger jer, er han jeres broder i religionen. Hvis han afslår, skal I føre ham til et sted, hvor han er i sikkerhed, og søg Guds hjælp imod ham.’” De troendes leder, ʿAlī ibn Abī Ṭālib, sagde: “Guds Sendebud forbød, at gift blev kastet ind i afgudsdyrkernes lande.” Imam al-Ṣādiq sagde: “Guds Sendebud foretog aldrig et overraskelsesangreb mod en fjende.” Imam al-Ṣādiq sagde:
“De troendes leder, ʿAlī ibn Abī Ṭālib, plejede ikke at indlede kampen, før solen havde
passeret middagshøjde.” Alī sagde: “Da åbnes himlens porte, barmhjertigheden kommer nær, og sejren stiger ned. Dette tidspunkt er tættere på natten og mere egnet til, at færre bliver dræbt, således at den, der forfølger, kan vende tilbage, og den besejrede, som flygter, kan slippe væk.” Kilde: al-Kulaynī, al-Kāfī, bind 5.
Ḥafṣ ibn Ghiyāth spurgte Imam al-Ṣādiq: “Hvorfor blev jizya ophævet for kvinder og ikke pålagt dem?” Imam al-Ṣādiq svarede: “Fordi Guds Sendebud forbød, at kvinder og børn blev dræbt i krigslandet, medmindre kvinderne selv deltog i kampen. Men selv hvis en kvinde kæmpede, skulle du afholde dig fra at dræbe hende, så vidt det var muligt, så længe du ikke frygtede en alvorlig fare eller svækkelse. Da Guds Sendebud forbød at dræbe dem i krigslandet, gælder dette så meget desto mere i islams land. Selv hvis en kvinde nægtede at betale jizya, ville det ikke være tilladt at dræbe hende. Og eftersom hun ikke kunne dræbes, blev jizya derfor ophævet for hende.” Kilde: al-Ṣadūq, Man lā yaḥḍuruhu al-faqīh, bind 2.
Imam al-Bāqir sagde: “Det første tilfælde, hvor herskerne tillod tortur, skyldtes en løgn, som Anas ibn Mālik fortalte om Guds Sendebud: at han skulle have naglet en mands hånd fast til væggen. Derefter gjorde herskerne tortur tilladt.” Kilde: al-Ṣadūq, ʿIlal al-sharāʾiʿ.
Da det kan være tungt at læse alle disse beretninger og udlede deres samlede betydning, kan islams krigsregler sammenfattes således:
– Intentionen med jihad skal være at opnå fred.
– Underslæb er ikke tilladt.
– Lemlæstelse af døde fjender er ikke tilladt.
– Forræderiske krigsstrategier, såsom overraskelsesangreb, er ikke tilladt.
– Gamle mænd, kvinder og børn må ikke dræbes. Den nævnte undtagelse vedrørende kvinder gælder, hvis en fjendtlig kvinde selv kæmper og ikke kan standses på anden måde.
– Miljøet må ikke ødelægges gennem eksempelvis træfældning, medmindre det er absolut nødvendigt.
– Hvis en fjendtlig kombattant søger tilflugt hos en muslim, og muslimen giver vedkommende beskyttelse, skal alle andre muslimer respektere denne beskyttelse. Hvis personen konverterer til islam, bliver han deres broder i religionen. Hvis han ikke ønsker at blive muslim, skal han føres til et sikkert sted.
– Masseødelæggelsesvåben, der dræber uden at skelne mellem civile og kombattanter, såsom kemiske, biologiske eller atomare våben, er ikke tilladt.
– Man skal så vidt muligt kæmpe på tidspunkter, hvor antallet af dræbte begrænses, og hvor soldaterne har mulighed for at flygte.
– Tortur er ikke tilladt.
Det bør også fremhæves, at disse krigsregler blev formuleret på et tidspunkt, hvor profeten Muhammad logistisk befandt sig på den svagere side. Han havde færre midler i form af våben, antal mænd og penge, mens fjenden var overlegen på disse områder. Dette forhindrede ham dog ikke i at fastholde og overholde sine principper.
Liberalismens perspektiv
Liberalismens tilgang til krig er ikke grundlæggende anderledes end islams, hvis man betragter det større ideologiske spektrum. Liberalismen tillader også defensiv krig, hvis en liberal stat trues. Den tillader ligeledes præventivt forsvar og tillader erobring af fremmede områder for at udbrede liberale ideologiske målsætninger såsom demokrati, feminisme og sekularisme. Den største forskel er, at islam ikke opfordrer til kolonisering af folkeslag med henblik på at udrydde deres sprog, kultur og deres befolkning, sådan som det historisk fandt sted i liberalismens tidlige periode.
Efter omfattende massedrab begået af liberale og koloniale magter i Amerika, flere dele af Afrika – herunder Congo, Sydafrika, Nordafrika og især Algeriet – samt i New Zealand, Australien og Indien, fulgte to verdenskrige. Regnet fra oplysningstidens begyndelse, hvor liberalismen opstod, og frem til afslutningen på Anden Verdenskrig blev hundredvis af millioner mennesker dræbt direkte eller indirekte af stater, der helt eller delvist byggede på liberale ideer. De liberale magter måtte gentagne gange opleve omfattende blodsudgydelser, før de vedtog mere omfattende internationale konventioner om krigsførelse. Først efter Anden Verdenskrig blev den fjerde Genèvekonvention vedtaget i sin nuværende form. Dette skete efter, at hundredvis af millioner mennesker var blevet dræbt direkte eller indirekte, blandt andet gennem hungersnød.
Følgende udsagn kan findes hos nogle af liberalismens filosofiske hovedfigurer.
John Stuart Mill skriver:
“Despotism is a legitimate mode of government in dealing with barbarians, provided the end be their improvement, and the means justified by actually effecting that end.” Kilde: On Liberty (1859).
Han skriver også:
“To suppose that the same international customs, and the same rules of international morality, can obtain between one civilized nation and another, and between civilized nations and barbarians, is a grave error … Barbarians have no rights as a nation except a right to such treatment as may, at the earliest possible period, fit them for becoming one.” Kilde: A Few Words on Non-Intervention (1859).
De “barbarer”, som ifølge John Stuart Mill ikke havde rettigheder, var ganske enkelt folk, som han anså for endnu ikke at være socialt eller intellektuelt tilstrækkeligt udviklede til at kunne forbedres gennem fri og ligeværdig diskussion og individuel frihed.
Alexis de Tocqueville skriver:
“I have often heard men whom I respect, but with whom I do not agree, condemn the
burning of harvests, the emptying of granaries, and the seizure of unarmed men,
women and children. These, in my view, are regrettable necessities, but ones to which
any people wishing to wage war against the Arabs must submit.” Kilde: Travail sur l’Algérie (1841).
Den franske hærfører Lucien de Montagnac omsatte en lignende tankegang til praksis og skrev følgende om de folkeslag, som blev betragtet som barbarer:
“He who wants the end wants the means. In my opinion, all populations who do not
accept our conditions must be razed, everything must be taken, ransacked, regardless of age or sex; the grass should no longer grow where the French army set foot.” Kilde: Lettres d’un soldat: neuf années de campagnes en Afrique.
Når man forsøger at påpege disse historiske realiteter over for liberalister, bliver de ofte afvist med et simpelt udsagn om, at “det skete for længe siden, og vi er kommet videre”. Derfor vil jeg nævne eksempler fra moderne tid og mere specifikt fra min egen levetid for at vise, at det voldelige aspekt af liberalismen ikke alene tilhører fortiden. Fra ideologiens begyndelse og dens grundlæggere til nutidens liberale magthavere er den militære interventionisme ikke forsvundet.
Her følger blot nogle få eksempler:
– Professor John Mearsheimer har fremhævet en undersøgelse, der anslår, at vestlige sanktioner har været forbundet med 38 millioner dødsfald.
– Vestlige liberale magthavere har understøttet Israels krigsmaskine ved i praksis at tillade landets ekspansion at fortsætte, samtidig med at de fremsætter forsigtige og begrænsede fordømmelser, der ikke standser den israelske krigsførelse. Dette omfatter blandt andet anerkendelsen af en palæstinensisk stat, der i praksis endnu ikke eksisterer som en fuldt suveræn stat, samt diplomatiske fordømmelser, der formuleres yderst forsigtigt. Vestlige ledere i liberale lande er tydelige tilhængere af den israelske krigsmaskine. Det kan danskerne bl.a. genkende ved, at deres nuværende statsminister (Mette Frederiksen, soc. dem.) betragter Golda Meir som et forbillede. Golda Meir er kendt for at have sagt, at hun aldrig ville tilgive araberne for at have tvunget israelerne til at dræbe arabiske børn.
– Brown Universitys forskningsprojekt Costs of War Project har anslået, at krigene efter den 11. september har fordrevet mere end 30 millioner mennesker. Samtidig problematiserer mange af de samme politikere de flygtningekriser, som deres egne krige har været med til at skabe.
– Vestligt støttede despoter i Mellemøsten har været med til at finansiere terrorgrupper, som efterfølgende bruges til at dæmonisere to milliarder muslimer. I Hillary Clintons lækkede e- mails, offentliggjort gennem WikiLeaks, står der: “We need to use our diplomatic and more traditional assets to bring pressure on the governments of Qatar and Saudi Arabia, which are providing clandestine financial and logistic support to ISIL, and other radical Sunni groups in the region.”
– USA oprettede et tortursystem for fanger, hvoraf mange viste sig at være uskyldige. Flere blev tilbageholdt eller overdraget til amerikanske styrker uden tilstrækkeligt bevisgrundlag og blev først løsladt efter flere års fangenskab og tortur.
Denne liste er blot en dråbe i havet af katastrofer, som liberale stater har været med til at skabe fra liberalismens begyndelse og frem til i dag.
Det er derfor meningsløst, når praktiserende muslimer dæmoniseres, fordi de ikke ønsker at acceptere liberalismen som den højeste moralske målestok. Islam er efter min opfattelse usammenligneligt bedre. De positive principper, der findes i Genèvekonventionerne, fandtes allerede i islamisk krigsetik. De opstod ikke først efter millioner af menneskers død, men blev formuleret på et tidspunkt, hvor muslimerne logistisk befandt sig på den svagere side.
Som Koranen spørger:
“Vil I erstatte det, som er bedre, med det, som er ringere?” Koranen 2:61.
Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning og perspektiv.
