Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning og perspektiv.
Et af de hyppigste kritikpunkter, som liberalister retter mod islam, er islams tilladelse af slaveri. Denne artikel søger, så grundigt som muligt, at kontekstualisere islams behandling af slaveri som et urgammelt menneskeligt fænomen og sammenligne dette med liberalismen samt med, hvordan fremtrædende liberalistiske tænkere har forholdt sig til dette fænomen. Først og fremmest findes der i dag ingen lovlig måde at erhverve en slave på gennem islamiske midler, da slaveri kun kan opstå i forbindelse med offensiv krig, også kendt som jihad al-talab. Langt størstedelen af de muslimske lærde fastholder, at offensiv krig kun kan finde sted under en etableret islamisk stat, som ledes af profeten Muhammads tolvte efterfølger sammen med Jesus Kristus i kampen mod fjendtlige stater. Dette er åbenlyst ikke tilfældet i dag, da den tolvte efterfølger fortsat er skjult, og Jesus Kristus endnu ikke er vendt tilbage.
Slaveri og islam kan derfor i dag primært diskuteres inden for dets teologiske rammer, herunder koranvers og autentiske beretninger fra profeten samt profetens tolv efterfølgere. Koranen nævner tydeligt, at frigivelse af slaver er blandt de bedste gerninger, et menneske kan udføre:
”Og hvad kan lade dig forstå, hvad der kan få mennesket over den stejle vej [på dommedagen]? Det er at frigive en slave.” Koranen 90:12-13
Koranen nævner desuden frigivelse af slaver som en af de legitime modtagere af almissemidlerne. Dermed placeres slavefrigivelse ikke blot som en individuel from handling, men også som et samfundsmæssigt og institutionelt ansvar i den islamiske stat.
”Almissemidlerne er kun for de fattige, de trængende, dem der arbejder med at administrere dem, dem hvis hjerter skal vindes, til frigivelse af slaver, til de gældsplagede, på Guds vej og til den vejfarende. Dette er en forpligtelse fra Gud, og Gud er alvidende, vis” Koranen 9:60
Koranen nævner desuden flere religiøse overtrædelser, hvor frigivelse af en slave foreskrives som en form for soning; Hvis en muslim uforsætligt dræber en uskyldig troende, pålægges vedkommende blandt andet at frigive en muslimsk slave som soning:
”Det tilkommer ikke en troende at dræbe en anden troende, medmindre det sker ved en fejl. Den, der dræber en troende ved en fejl, skal frigive en troende slave og betale blodpenge til den dræbtes familie, medmindre de eftergiver det. Hvis den dræbte tilhørte et folk, der var fjendtligt mod jer, men selv var troende, skal der frigives en troende slave. Og hvis han tilhørte et folk, som I har en pagt med, skal der betales blodpenge til hans familie og frigives en troende slave. Den, der ikke har mulighed for dette, skal faste to sammenhængende måneder som en anger over for Gud. Gud er alvidende, vis.” koranen 4:92
Hvis man bryder en ed, man har aflagt:
”Gud holder jer ikke ansvarlige for uoverlagte eder, men Han holder jer ansvarlige for de eder, I bevidst har forpligtet jer ved. Soningen for dette er at bespise ti fattige med det gennemsnitlige af det, I selv giver jeres familier at spise, eller at klæde dem, eller at frigive en slave. Den, der ikke har mulighed for dette, skal faste i tre dage. Dette er soningen for jeres eder, når I har aflagt dem. Vogt derfor jeres eder. Således tydeliggør Gud sine tegn for jer, så I må være taknemmelige.” koranen 5:89
Hvis en mand begår ẓihār – en ægteskabsretlig erklæring, hvor han sammenligner sin hustru med en kvinde, som det permanent er forbudt ham at gifte sig med, f.eks. hans mor:
”De, der udtaler ẓihār over for deres hustruer og derefter ønsker at gå tilbage fra det, de har sagt, skal frigive en slave, før de to rører hinanden. Dette er, hvad I formanes til. Og Gud er fuldt bekendt med, hvad I gør.” koranen 58:3
På baggrund af disse eksempler fremgår det tydeligt, at Koranen både foreskriver slavefrigivelse som soning for visse overtrædelser og fremhæver det som en særligt prisværdig handling. Det samme tema genfindes i de autentiske beretninger, hvor frigivelse af slaver beskrives som en handling med stor åndelig værdi og som en årsag til frelse i det hinsidige. Fra Abū ʿAbdillāh Jaʿfar ibn Muḥammad, fred være med dem begge, berettes det, at han blev spurgt om en mand, der frigiver en slave. Han sagde:
“Gud, den Ophøjede og Majestætiske, frigiver for hvert af slavens lemmer et af mandens lemmer fra Ilden.” Kilde: al-Kāfī, bind 6, s. 180, og i al-Ṭūsīs Tahdhīb al-Aḥkām, bind 8, s. 216.
Hvis en muslim med vilje bryder sin faste i Ramadan-måneden, nævnes frigivelse af en slave som en form for soning:
”Imam Jaʿfar al-Ṣādiq blev spurgt om en mand, der med vilje brød fasten én dag i Ramadan-måneden uden gyldig undskyldning. Han svarede: “Han skal frigive en slave, eller faste to sammenhængende måneder, eller bespise tres fattige. Hvis han ikke er i stand til det, skal han give almisse efter evne.” Kilde: al-Kulaynīs al-Kāfī, bind 4, s. 101, hadith 1. Shaykh al-Ṭūsī i al-Istibṣār
Et andet eksempel findes ved brud på iʿtikāf, som er en frivillig tilbedelseshandling, der bliver forpligtende, hvis man har intenderet eller påtaget sig den. Under iʿtikāf opholder muslimen sig i moskeen i mindst tre dage og forlader den kun ved nødvendighed, såsom toiletbesøg, bad eller andre uundgåelige behov. Hvis en mand har samleje med sin hustru under denne periode, betragtes det som et brud på iʿtikāf og medfører soning:
”Imam Muḥammad al-Bāqir blev spurgt om en person i iʿtikāf, der har samleje med sin hustru. Han svarede: “Hvis han gør dette, påhviler der ham det samme som den, der begår ẓihār.” Kilde: al-Kāfī, bind 4, s. 179. Man lā yaḥḍuruhu al-Faqīh, bind 2, s. 122. al-Ṭūsīs Tahdhīb al-Aḥkām, bind 4, s. 291. al-Istibṣār, bind 2, s. 130, hadith 424.
Vi kan også læse, hvordan Profetens første efterfølger, ʿAlī ibn Abī Ṭālib, gennem sit liv aktivt arbejdede for at frigive slaver, og at han i sidste ende frigav tusind slaver:
”Det berettes fra Imam Jaʿfar al-Ṣādiq, at Amīr al-Muʾminīn ʿAlī ibn Abī Ṭālib frigav tusind slaver gennem sit eget arbejde og slid.” Kilde: al-Barqī, al-Maḥāsin, bind 2, s. 624
Beretningerne viser desuden, at Profeten ikke blot opfordrede til frigivelse af slaver, men også aktivt hjalp undertrykte slaver med at blive befriet:
”Imam Jaʿfar al-Ṣādiq beretter at Profeten vendte tilbage til sit hjem, og dér sad slavepigen på vejen. Han sagde til hende: “Hvorfor går du ikke hjem til din familie?” Hun sagde: “Guds Sendebud, jeg er blevet forsinket hos dem, og jeg frygter, at de vil slå mig.” Profeten sagde til hende: “Gå foran mig og vis mig, hvor din familie bor.” Guds sendebud gik da med hende, indtil han stod ved døren til deres hus. Derefter sagde han: “Fred være med jer, husets folk.” De svarede ham ikke. Han gentog hilsenen, men de svarede ham ikke. Han gentog hilsenen igen, og da sagde de: “Og fred være med dig, Guds Sendebud, samt Guds barmhjertighed og velsignelser.” Han sagde: “Hvorfor undlod I at svare mig ved den første og anden hilsen?” De sagde: “O’ Guds Sendebud, vi hørte din hilsen, men vi ønskede at få mere af den.” Guds Sendebud sagde: “Denne slavepige blev forsinket hos jer, så hold hende ikke ansvarlig.” De sagde: “Guds Sendebud, hun er fri alene på grund af din gang hertil.” Guds Sendebud sagde: “Lovpriset være Gud.” Kilde: Shaykh al-Ṣadūq i al-Amālī og Shaykh al-Ṣadūq i al-Khiṣāl.
En anden beretning viser ligeledes, hvordan Profeten aktivt greb ind for at hjælpe en forsvarsløs slave:
”Imam al-Sadiq sagde: Guds Sendebud mødte en mand fra Banū Fahd, mens han slog en slave, der tilhørte ham. Slaven sagde: “Jeg søger tilflugt hos Gud,” men manden holdt ikke op. Da slaven fik øje på Guds Sendebud, sagde han: “Jeg søger tilflugt hos Muḥammad.” Da holdt manden op med at slå ham. Guds Sendebud sagde: “Han søger tilflugt hos Gud, men du giver ham ikke beskyttelse; og han søger tilflugt hos Muḥammad, og så giver du ham beskyttelse? Ved Gud, Gud har større ret end Muḥammad til, at den, der søger tilflugt hos Ham, bliver beskyttet.” Manden sagde: “Han er fri for Guds skyld.” Guds Sendebud sagde: “Ved Ham, der sendte mig som profet med sandheden; hvis du ikke havde gjort det, ville Ildens varme have ramt dit ansigt.”” Kilde: Al-husayn b. Saeed Al-ahwazi i Al-Zuhd.
Vi ser også, at Profeten forbød fysisk mishandling af slaver og beskrev dem, der gjorde dette, som blandt de værste af mennesker:
”Profeten sagde: “Skal jeg ikke fortælle jer om de værste blandt jeres mænd?”
Vi svarede: “Jo.” Han sagde: Blandt de værste af jeres mænd er den, der fremsætter grove falske anklager, den nærige, den uanstændige, den, der spiser alene, den, der nægter at yde hjælp, den, der slår sin hustru, den, der slår sin slave, den, der tvinger sine forsørgede til at søge hjælp hos andre, og den, der er ulydig mod sine forældre. Kilde: Shaykh al-Ṭūsī, Tahdhīb al-Aḥkām, bind 7, s. 400.
Profeten forbød også, at slaver blev overbelastet med arbejde, eller at de blev beordret til at bære noget, der var for tungt for dem. Dermed er det forbudt at pålægge en slave opgaver, som vedkommende fysisk ikke er i stand til at udføre, hvis dette medfører skade eller urimelig belastning.
”Imam al-Ṣādiq sagde: “I Guds Sendebuds skrift står der: Når I anvender dem, som jeres højre hånd ejer, til noget, der er belastende for dem, så arbejd sammen med dem i det.”
Imam al-Sadiq sagde desuden: “Min far plejede at give slaver en ordre og sige: ‘Bliv, hvor I er.’ Derefter kom han og så efter. Hvis arbejdet var tungt, sagde han: ‘I Guds navn,’ og arbejdede sammen med dem. Hvis det var let, trak han sig tilbage fra dem.”
Kilde: Al-husayn b. Saeed Al-ahwazi i Al-Zuhd.
Derudover påhviler der frigiveren et ansvar for at forsørge den frigivne slave, hvis vedkommende ikke selv er i stand til at klare sit underhold, indtil personen bliver selvforsørgende:
”Imam ʿAlī al-Riḍā blev spurgt om en mand, der frigiver en ung dreng, en meget gammel mand, en person med kronisk sygdom eller en person, der ikke har nogen mulighed for at forsørge sig selv Han svarede: “Den, der frigiver en slave, som ikke har nogen mulighed for at klare sig selv, er forpligtet til at forsørge ham, indtil han bliver selvforsørgende. Sådan plejede Ali b. Abi Talib også at gøre, når han frigav børn og personer, der ikke havde nogen mulighed for at klare sig selv.” Kilde: al-Kulaynī, al-Kāfī, bind 6, s. 179
Det ovenstående udvalg af koranvers og autentiske beretninger viser en side af islam, som mange mennesker, herunder også mange muslimer, ikke er tilstrækkeligt bekendt med. I realiteten kunne man fortsætte med at citere adskillige autentiske kilder og dermed gøre artiklen langt mere omfattende. Af hensyn til læseren har jeg dog valgt at begrænse mig til dette udvalg. Det, der også bør adresseres, er liberalismens forhold til slaveri, både historisk og i moderne tid.
John Locke, som regnes for en af liberalismens mest centrale skikkelser, var med til at udforme følgende lov vedrørende slaveejeres rettigheder:
“Every freeman of Carolina shall have absolute power and authority over his negro slaves, of what opinion or religion soever.” Kilde: The Fundamental Constitutions of Carolina
David Hume, en anden oplysningstidsfilosof og indflydelsesrig tænker, som har haft betydning for den liberale tradition, fremsatte følgende dehumaniserende udsagn om sorte og ikke-hvide mennesker. Udsagnet tydeliggør også, hvor selvfølgeligt slaveri blev betragtet, idet slaverne blev anset som mindre menneskelige:
“I am apt to suspect the negroes and in general all the other species of men (for there are four or five different kinds) to be naturally inferior to the whites. There never was a civilized nation of any other complexion than white, nor even any individual eminent either in action or speculation. No ingenious manufactures amongst them, no arts, no sciences. On the other hand, the most rude and barbarous of the whites, such as the ancient Germans, the present Tartars, have still something eminent about them, in their valour, form of government, or some other particular. Such a uniform and constant difference could not happen, in so many countries and ages, if nature had not made an original distinction betwixt these breeds of men. Not to mention our colonies, there are Negroe slaves dispersed all over Europe, of which none ever discovered any symptoms of ingenuity; tho’ low people, without education, will start up amongst us, and distinguish themselves in every profession. In Jamaica indeed they talk of one negroe as a man of parts and learning; but ‘tis likely he is admired for very slender accomplishments, like a parrot, who speaks a few words plainly.” Kilde: Of National Characters Essay XXI
Moderne liberalister vil ofte argumentere for, at man i dag har “bevæget sig videre”, udviklet sig og været blandt de største forkæmpere for forbud mod slaveri samt for bekæmpelsen og straffelsen af dem, der slavegør andre mennesker. Dette er imidlertid, faktuelt set, problematisk. USA tillader stadig slaveri efter borgerkrigen gennem undtagelsen i det 13. forfatningstillæg. Her står der:
“Neither slavery nor involuntary servitude, except as a punishment for crime whereof the party shall have been duly convicted, shall exist within the United States, or any place subject to their jurisdiction.”
Dette udgør en tydelig undtagelse, idet staten gives mulighed for at anvende slaveri som straf for kriminalitet. Dette ses fortsat i USA i dag, særligt i forbindelse med fængselssystemet, hvor indsatte kan blive tvunget til at arbejde uden betydelig betaling. Private fængsler og tilknyttede industrier tjener samtidig enorme summer på dette system.
Dermed har liberalismen ikke afskaffet slaveriet blot givet det et andet navn. På samme måde kan man pege på, hvordan den globale destabilisering, som liberalismen har
spillet en betydelig rolle i, har bidraget til moderne former for slaveri. I dag anslås det, at omkring 50 millioner mennesker lever under moderne slaverilignende forhold, og flere forskere har fremhævet, at slaver i dag er billigere end nogensinde før. Dette er blandt andet et tema hos Kevin Bales i værket Disposable People: New Slavery in the Global Economy. Dette afspejler et bredere mønster hos de liberale magter, der i dag udgør hovedaktørerne i det globale hegemoni. De hævder at være imod slaveri, men under deres dominans er slaver billigere end nogensinde. De hævder at være imod terror, men den såkaldte krig mod terror har øget terrortruslen. De hævder at ville reducere stofmisbrug og produktion af narkotika, men den såkaldte “war on drugs” har ligeledes forværret problemet. Man kunne fortsætte med flere eksempler.
Måtte Vorherre gøre det lettere for os alle gennem tilbagekomsten af Kristus og Profetens tolvte efterfølger.
Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning og perspektiv. Mustafa Badan er troende og deler i Ateisten snart del 2, hvor han skriver om krigens rammer ift. islam og liberalisme, som han anskuer det.
