I 1945, mens røgen stadig lå tungt over et sønderbombet Europa, udgav den østrigsk-britiske filosof Karl Popper sit politiske og filosofiske hovedværk, The Open Society and Its Enemies. Midt i et lidenskabeligt forsvar for demokratiet og det åbne samfund formulerede han en advarsel, der i dag står som en af tænkningens mest skarpsindige observationer: Tolerancens paradoks.
Pointen er lige så brutal, som den er logisk: Ubegrænset tolerance må uundgåeligt føre til tolerancens forsvinden. Hvis vi udstrækker absolut tolerance selv til dem, der er intolerante, og hvis vi ikke er parate til at forsvare det tolerante samfund, vil de tolerante blive tilintetgjort, og tolerancen med dem.
I en dansk kontekst bliver tolerancens paradoks ofte sat på spidsen i mødet mellem det sekulære demokrati og religiøse dogmer. Selvom religionsfriheden sikrer plads til både kristne, muslimer, jøder og ateister, aktiveres Poppers advarsel, når religion (eller vice versa) overskrider personlig tro og bliver til undertrykkende praksis. Uanset om det drejer sig om radikaliserede islamiske miljøer, der fremmer antidemokratiske værdier og antisemitisme, eller lukkede kristne sekter, der udøver social kontrol og nægter deres medlemmer grundlæggende frihedsrettigheder, er den sekulære grænse krystalklar. Samfundet skal tolerere den enkeltes ret til at tro, men må forsvare sig kompromisløst imod ethvert religiøst krav, der systematisk forsøger at undergrave netop den frihed, der tillader religionerne at eksistere side om side.
For det sekulære menneske, og i særdeleshed den ateist, der bygger sit verdensbillede på rationalitet, frihed og medmenneskelighed frem for guddommelige dogmer, udgør dette paradoks en central moralsk udfordring. Ateismen og oplysningstanken er i deres natur snævert knyttet til frigørelsen fra autoritær tvang. Det frie, rationelle ordskifte er hjerteblodet i et samfund, der ikke dikteres af hellige skrifter. Vi hylder retten til at tro, tænke og tale frit. Men netop derfor kan tolerancen fejlagtigt blive opfattet som en absolut, urokkelig naturlov. En slags verdslig trosartikel, hvor det at sætte foden ned over for de intolerante anskues som et urent brud på vores egne frihedsidealer.
Her rammer Popper hovedet på sømmet. Tolerance er ikke en passiv, altfavnende accept af alt og alle. Det er en social kontrakt. Og som enhver kontrakt beror den på gensidighed.
At have sunde principper betyder ikke at være naiv. Anlægger man en stoisk tilgang til tilværelsen, forstår man dybden og nødvendigheden af at sætte grænser – både personligt og for fællesskabet. Den stoiske ro og den velovervejede godhed indebærer ikke, at man skal lade sig træde på eller stiltiende se til, mens destruktive kræfter undergraver det fundament, der giver os fred. Man kan sagtens anerkende den gyldne regel om at behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet, og man kan sagtens udleve næstekærlige dyder, uden at man af den grund reducerer sig selv til et offer. Det kræver, at man kender spillets regler så godt, at man ved, hvornår de må bøjes for at beskytte selve spillet. Gør modparten ikke det, ophører forpligtelsen til at møde dem med forsvarsløs åbenhed.
I praksis betyder dette, at vi som et rationelt samfund skal møde intolerante holdninger med stærkere argumenter. Popper advarede eksplicit imod at forbyde enhver intolerant ytring med lov; så længe de intolerante kan imødegås med fornuft i den offentlige debat, skal de bekæmpes med ord.
Truslen opstår derimod, når de intolerante afviser selve det rationelle argument. Når de forbyder deres tilhængere at lytte til fornuft, når de lukker sig om sig selv, og når de i stedet tyr til magt, intimidering, manipulation eller systematisk undertrykkelse for at gennemtvinge deres vilje. I det øjeblik skal et samfund hævde sin ret til intolerance over for de intolerante. At gøre noget andet er overgivelse.
At trække denne grænse i virkeligheden kræver integritet og skarpsindighed. For modstandere af det åbne samfund – uanset om de er religiøse fundamentalister, der vil diktere andres livsførelse, eller politiske ekstremister – vil altid forsøge at bruge vores frihedsrettigheder som et våben imod os. De vil højlydt råbe op om censur og kræve “tolerance”, når de bliver mødt med et hegn. Her må ateisten og det sekulære samfund stå fast på sin ret til et intakt immunforsvar. Friheden er ikke en selvmordspagt.
Tolerancens paradoks minder os om, at fred, frihed og et trygt samfund aldrig er en varig, naturgiven tilstand. Det er skrøbelige konstruktioner, der kræver daglig, aktiv vedligeholdelse og en vilje til at beskytte dem. At være et godt, ordentligt og retfærdigt menneske betyder ikke, at man accepterer mørket med et overbærende smil, blot fordi man er bange for at fremstå rigid. Det betyder, at man har styrken til at forsvare de strukturer, der overhovedet gør godheden og friheden mulig.
At beskytte tolerancen ved at trække en ufravigelig streg i sandet over for intolerancen er ikke hykleri. Det er den absolutte forudsætning for at overleve som et frit og fornuftigt menneske.
Journalist, ateist
