Menighedsfakultetet i Aarhus har et Center for Kristen Apologetik, hvis opgave det er at forsvare den kristne tro blandt andet mod den såkaldte nyateisme. Centret vil gå til opgaven i fuld fortrøstning til, ”at kristendommen både er meningsfuld og virkelighedsnær” udtalte centerleder professor Kurt Christensen i sin tid ved centrets åbning.
Det gode spørgsmål er, om centret har noget at have denne fortrøstning i.
De fleste kristne – endnu frem til Kierkegaard og Grundtvig – vidste, at Gud havde skabt universet for omkring 6000 år siden og at mennesket var blevet skabt netop i det mellemøstlige område. Oprindeligt var mennesket ikke dødeligt, men blev det først som straf, da ur-faderen Adam syndede mod Gud og som konsekvens blev smidt ud af det paradis, der meget tilpas lå i lokalområdet. Siden skabelsen havde Gud i det samme geografiske område været travlt optaget af at udvælge og interagere med sit ejendomsfolk, jøderne, for nu at gøre bibelhistorien helt kort.
Kristendommens grundfortælling var, at Gud gennem Jesu offerdød – altså stadig en begivenhed inden for den samme lokalitet – åbnede en mulighed for frelse for de af syndefaldet fordærvede mennesker i de sidste tider, der blev anset for at være forestående.
Troen var ikke en logisk konsekvens af den viden man besad, men den var både meningsfuld og virkelighedsnær inden for den viden, man havde om virkeligheden.
Det samme er det i dag temmelig op ad bakke at hævde. Kristendommen er blevet til et kors for forstanden. Vi ved, at mennesket aldrig har været udødeligt. At det er opstået i Afrika for i omegnen af 300.000 år siden. At der før os var andre menneskeformer, der heller ikke var udødelige. Hvilken mening giver det ærlig talt i den sammenhæng, at Gud venter ca. 298.000 år med at give sig tilkende og gribe ind?
I løbet af kirkehistorien opstår der, som I alle ved, indædt splid om, hvordan den enkelte får del i det guddommelige offer og dermed får banet vejen til frelsen. I oldkirken er der mange forskellige opfattelser. I de følgende århundreder er det den katolske kirkes opfattelse af et kompliceret samspil mellem nådemidler, tro og gerninger, der dominerer. Med protestantismen kommer der helt nye fortolkninger på banen, der gensidigt erklærer hinandens veje for vildveje, der fører direkte i fortabelse. Blot inden for lutherdommen har vi igen haft forskellige retninger, der ikke adskiller sig meget fra hinanden i den skråsikkerhed, hvormed de forkaster de andre opfattelser.
I dag må vi altså leve med, at svaret på det for os vigtigste spørgsmål om vores skæbne her og hisset fortaber sig i tågerne af teologiske eksperters fortolkninger af vanskeligt forståelige skrifter fra oldtiden, skrevet på græsk og hebraisk og de på disse byggende fortolkninger fra kirkefædrene og frem.
Hvis vi ser på indholdet af Det Nye Testamente, kan det ikke fornægtes, at budskabet om Jesu offerdød og opstandelse indgår i en stærkt truende sammenhæng. Pludselig får mennesket at vide, at straffen for synden ikke blot er døden, som den havde været for urfaderen og hans efterkommere, men evig pine i helvede. Og at synden udover vantro består i overtrædelse af krav, som er i klar strid med enhver fornuftig organisering af samfundet: Om ikke at bekymre sig om i morgen, om at elske sin fjende som sig selv, om ikke så meget som at tænke erotisk om en person, der ikke er ens ægtefælle, om at give alt, hvad man ejer fra sig til de fattige og om ikke at straffe forbrydere, men vende den anden kind til. (Det skal siges til Jesu forsvar, at han ikke bekymrede sig om den langsigtede organisering af samfundslivet, idet han anså de sidste tider for at være helt umiddelbart forestående. Et videre forsvar er, at han også har sagt ting, som i dag kan opfattes som absolut vedkommende.)
Og igen: Intet af dette var blevet meddelt menneskeheden (snævert forstået) i de første ca. 298.000 år af dens liv på jorden. Truslen om helvede indgår ikke i oprindelig jødedom og kommer således som et lyn fra en skyfri himmel.
Kristendommen åbner for imødekommelse af den ønskedrøm, at man selv hører til de frelste, mens man glemmer måske, at drømmens opfyldelse betales med en høj pris, nemlig at man måske skal skilles i al evighed fra forældre og børn, brødre og søstre, venner og bekendte, der befinder sig på den forkerte side.
Denne kristne idékonstruktion får mig ikke på nogen måde til at føle skinnet af noget guddommeligt. Forestillingen om evig fortabelse forekommer mig langt mere menneskelig end guddommelig. Den afspejler menneskers tilbøjelighed til at ønske deres modstandere straf snarere end en uendelig kærlighed.
Kristendommen forudsætter hos sine tilhængere, at de er villige til at underkaste sig troen på åbenbaringer og mirakler. Viljen til at underkaste sig en guddommelig åbenbaring kan tage sig ud som ydmyghed, men dens mest åbenbare egenskab er at gøre sig bred over for andre med påstanden om, at man har Gud på sin side.
Sand ydmyghed er at udtale sig på eget ansvar. At opgive sin skråsikkerhed og åbne sig for kritik, for muligheden af, at det er den anden, der har ret. Altid at holde sig den menneskelige fejlbarlighed for øje, når vi med vores prøven og fejlen søger at afdække virkelighedens karakter og når vi med vores indlevelse, forståelse, fantasi og erfaring prøver at finde frem til de normer og politiske tiltag, der tjener vores fælles bedste.
Skulle vi, der afviser guddommelige åbenbaringer hen ad vejen komme i tvivl om vores afvisning, så hellere dét, end at tilslutte sig en tro, der er en tro på det utrolige, som kræver, at vi skal ofre vores forstand.
Hvis man vil vide noget om menneskelivets drama og universets gru og majestæt så hellere beskæftige sig med det åbent erklærede menneskeskabte åndsliv i form af filosofi, videnskab, litteratur, film, musik og malerkunst.
Kristendommen kan stadig opleves som meningsfuld for mange mennesker. Men virkelighedsnær forekommer den mig ikke længere at være. Det moderne verdensbillede har gjort den til et kors for forstanden.
Teksten er udtryk for skribentens egen holdning. Tak for bidraget.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
