Frederik Stjernfelt har skrevet en bog om Luther: ”Syv myter om Martin Luther” (2017), hedder den. Jeg vil trække nogle punkter frem i det billede af reformatoren, Stjernfelt tegner:
Luther krævede enhver afvigelse fra hans egen teologi, som han mente at have modtaget direkte fra Gud, dømt for kætteri og straffet – ultimativt med dødsstraf. ”Man burde tage paven og hans lære og alle tilhængere af den og brænde dem op med ild, ligesom man gør med troldmænd og vejrmagere(hekse)”.
Over for protestantiske afvigere er tonen den samme. Om baptisterne hedder det: at de ”… er levende djævle, ikke mennesker”. ”Kap bare hovedet af gendøberne.”
I 1532 hedder det kækt: ”Den som sætter sig op imod mig i en sag og ikke vil vige, han skal og må være fortabt. Jeg vil have ret i sagen, for min sag er Guds sag og Guds ord. Ergo må de, som er imod mig, gå til grunde.”
Djævelens bedste våben mod troen er måske fornuften. Om den hedder det: ”…fornuften er i direkte strid med troen”. Derfor må man lade fornuften fare, hos de troende må den være død og begravet”.
Opfattelsen af at der hos Luther skulle være tale om en slags forløber til en liberal statsopfattelse er således helt på vildspor. For Luther er det statens opgave med bål og brand at forhindre enhver afvigelse fra den rette (lutherske) tro. Enhver form for overordnet – fra stat til adel til mand til slaveejer til forældre – er indsat af Gud og skal adlydes helt uanset, hvordan denne overordnede opfører sig.
Med Luther kommer hekseafbrændingerne til Danmark. Simpelthen. I de næste 150 år fører det til mere end 1000 danske hekses død – overvejende kvinder. Om heksene siger Luther: ”Ved hjælp af trolddom kan de skade folks øjne og gøre dem blinde, give dem sygdomme, skyde pile i deres lægge, forhekse dem ved hjælp af billeder, og endelig efter behag enten dræbe dem eller lade dem sygne hen af en kronisk og uhelbredelig lidelse, noget jeg selv har set mange blive udsat for.” Alvorsfuld tale af en mand, der har sagt farvel til fornuften: Selv mente han sig også ramt: ”Jeg tror at mine sygdomme udelukkende skyldes hekseri.” Det er således en ”yderst retfærdig lov, som siger, at troldkvinder skal dræbes”. ”En prædikant jeg kendte holdt engang en foragtelig prædiken om dette, som om heksene ikke kunne gøre sådanne ting. Da blev han forhekset og døde”….”derfor skal de dræbes”.
Luthers syn på kvinden er, at hun ved syndefaldet i den grad fik fordærvet sin forstand, at hendes eksistens her i verden står og falder med at hun underkaster sig manden: ”Åndsevner ville vi ønske de havde, men vi er nødt til at tåle dem, som de er.”
Slaveri er ikke uforeneligt med kristendom: ”Denne lov, at mennesker før i tiden solgtes som okser og får, ophævede Gud ikke, tværtimod stadfæstede han den.” ”Livegenskabet strider ikke mod kristendommens væsen, og den som siger det lyver.”
Så er der Luthers forhold til jøderne, som der dengang kun var ganske få af i det tyske område, ca. 0,2%. Ikke desto mindre flyder han over af et intensivt jødehad. Hans løsning på jødeproblemet antyder decideret masseudryddelse: ”Brænd deres synagoger, forbyd alt, hvad jeg fortalte ovenfor, tving dem til at arbejde og behandl dem med al ubarmhjertighed, ligesom Moses gjorde i ørkenen, da han dræbte tre tusinde for at hele folket ikke skulle fordærves.”
Men er der da ikke noget godt at sige om Luther? Nej! hævder Stjernfelt.
Det er jeg enig i og vil tilføje: Hvis man begynder at kigge på hans teologi – som Stjernfelt ikke interesserer sig så meget for – går det helt galt. Teorien om at frelsen ud af djævelens klør og den evige fortabelse alene skyldes Guds forudbestemmelse og efter Luthers efterretninger kun omfatter hver tiende – andre gange taler han om én ud af tusinde – lyder for mig som ren blasfemi. Også i de såkaldt kristne lande er det, hævder Luther, kun et fåtal, der i form af Guds vilkårligt udvalgte kæledækker er ægte troende og vil blive frelst.
Hvordan i alverden går det til, at moderne folkekirkepræster kan leve med at være forpligtede til gennem deres præsteløfte at skulle forkynde i overensstemmelse med dette religiøst set vanvittige billede af Gud som krævende, dømmende og vilkårligt evigt straffende?
Og hvordan i alverden går det til, at det lutherske Gudsbillede støttes af staten gennem særordningen for den evangelisk-lutherske kirke?
Luther stod for ALT det Oplysningsfilosofferne i det efterfølgende århundrede protesterede imod: Ufrihed, ulighed, antirationalisme, overtro, fordomsfuldhed, dogmatisme, autoritær absolutisme.
Derfor kan det også forekomme noget mærkeligt, hvordan det er lykkedes at smugle Luther ind i vores demokratikanon.
Indholdet er udtryk for skribentens egne perspektiver, og dem takker Ateisten.dk for. Disse ord har du tidligere versioneret kunne finde som indlæg i Filosofisk Forums gruppe på Facebook.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
