Tekst: Mads Ahola, Illustration: Jonathan Blangstrup
| I serien, Den Lille Ateismus giver Mads Ahola sit bud på, hvordan vi bringer den mere tidsløse religionskritik frem og holder den aktuel, uden nødvendigvis at løbe fra overskrift til overskrift i den flakkende samfundsdebat. I stedet kan vi tage udgangspunkt i humanistisk og videnskabsbaseret filosofi, og se på, hvad det er, vi som ateister kan tilbyde til et samfund, der skyr alt, hvad der vokser frem under den skeptiske regnbue. |
| Første artikel i serien: Under den Skeptiske Regnbue Næste artikel i serien: Ateisme og Kritisk Tænkning – Den Lille Ateismus #4 |
Folk havde en tendens til at se ateismen som en lille modedille for femten års tid siden, og nu er det så endda en gammel, forældet dille, som man kan rulle lidt med øjnene af. Lidt som man gør med boomere og andre arketyper af folk, der er fanget i fortiden. Ateismen betragtes som en kikset hobby, og det skal vi ikke finde os i. Vi skal have modet til at fastholde religionskritikken, selvom den er gået lidt af mode. Netop fordi det er umoderne, er det vigtigere end nogensinde.
For tyve år siden udgav filosoffen, Sam Harris bogen “The End of Faith”, der sammen med Richard Dawkins’ TED talk, “Militant Atheism”, indvarslede den periode, man har kaldt nyateismen. Som sagt var der jo intet nyt over denne ateisme, andet end at den tydeligvis formåede at fange en tidsånd og bringe det sekulære tankegods ud til langt flere end tidligere. Det var en entusiastisk, videnskabs-relateret, aktivistisk ateisme, der samlede folk og skabte nye varige fællesskaber, og det var der nok noget nyt i.
“Ateismen er afgørende for den kritiske tænkning i samfundet. Ikke bare som den nyateistiske religionskritik, men fordi ateismen er videnssamfundets vigtigste nul-hypotese i forhold til det store dyr i badekarret, der er de religiøse antagelser“
Aktiv Ateisme
Nyateismen som udtryk er naturligvis også gået af mode, men jeg foreslår at vi bruger udtrykket aktiv ateisme for de ting og den tilgang der fulgte med nyateismen. Jeg har grupperet den ateistiske aktivitet i fire områder, men denne artikel handler mest om punkt 1:
- Diskussionen og religionskritikken – vi tager religionerne seriøst nok til at forholde os til, hvad de siger, og hvad de gør.
- Filosofien og etikken – Vi tænker over de store spørgsmål og kommer med sekulære bud på, hvad meningen er med det hele.
- Videnskabsinteressen – Vi vil gerne forstå verden, som den er, og interesserer os for flere discipliner af videnskab.
- Opsøgende fællesskaber – Vi skaber selv rum for at mødes og dele med 1-3 ligesindede.
Hvor meget man føler for hvert punkt er individuelt, men min tese er, at der er det samme behov for den aktive ateisme, som der var under nyateismen. Jeg vil endda sige, at det i dag er vigtigere end nogensinde. Den modløshed og fortvivlelse, der har præget vores samfund siden corona i 2020 skal bekæmpes med viden, visioner, energi og fællesskaber, og her skal vi ikke holde os tilbage fra at tage udgangspunkt i den grundlæggende fornuft, der ligger i ateismen. Aktiv ateisme er at have modet til at sige fra overfor religionernes monopoler og den kvælende stilstand, de repræsenterer.
Ateismen er med andre ord afgørende for den kritiske tænkning i samfundet. Ikke bare som den nyateistiske religionskritik, men fordi ateismen er videnssamfundets vigtigste nul-hypotese i forhold til det store dyr i badekarret, der er de religiøse antagelser.
Snak om tro og religion
Kontroversielle emner er per definition svære at snakke om, og religion er ingen undtagelse. Både troende og ateister siger, at de oplever, at emnet er stigmatiserende, når de tager det op. Reaktionen på religionskritik er ofte: “Åh, snakker du stadigvæk om det?”, som om der er en forventning om at ateistisk filosofi og aktivisme må være en form for fase, der er bedst, når den er overstået.
Denne tendens til at tilsidesætte og nedgøre religionskritikken er både en sovepude og en fejlslutning for samfundet som helhed og for meningsdannere og ledere i særdeleshed.
Religionen er det største dyr i vores kulturelle arvemasse, hvis man kigger på ting, der lever på ubegrundede antagelser og vanetænkning. Der er meget andet, der er vigtigt at kritisere, og der er også mange ting, der i det konkrete og i det daglige er vigtigere at kritisere, men hvis vi ikke stædigt fastholder den første kritik, religionskritikken, så tror jeg aldrig, vi kommer nogle vegne.
Religionen er det konstante objekt, vi kan hvæsse vores kritiske sanser på i dag, som man kunne det for 200 år siden, men nu, trods alt, med nedsat risiko. Skadevirkningerne af religion behøver heller ikke være de samme, som de var dengang. Det er netop det, der er problemet. Religionerne udvikler sig af kritikken, i takt med kritikken, og for mig findes der ikke noget bedre argument for at opretholde kritikken, end det.
Ateismen er afgørende for den kritiske tænkning i samfundet. Ikke bare som den nyateistiske religionskritik, men fordi ateismen er videnssamfundets vigtigste nul-hypotese i forhold til det store dyr i badekarret, der er de religiøse antagelser. Vi skal alle sammen være meget, meget bedre til at spørge os selv: “Hvorfor tror jeg nu lige det?”, men det er bare ikke mange af vores ideer der har så mange sange, traditioner, tårne, bygninger, tv-sendetider, folkeskoleprivilegier, emotionelle bindinger, begravelser, klubber og statsansatte forkyndere – som religionen har det i Danmark. Det er derfor, der er brug for den højlydte ateistiske nul-hypotese, for ellers har troen frit spil, og det er ikke sundt for nogen.
Moderne umoderne religionskritik – Ateismens ulidelige lethed?
Skal vi kun kritisere Islamisme og kristen fundamentalisme?
Jeg forstår godt fristelsen til at skyde på de store iøjnefaldende mål på skydebanen. I England sidder biskopperne i parlamentet, og i USA er den evangelistiske bevægelse ved at vinde kulturkrigen i mange stater, hvor de har held til at forbyde bøger og undervisning, der modsiger deres dybtfølte dogmer. I Iran tortureres frittænkende kvinder og homoseksuelle, og det er ikke mange år siden, at vi oplevede henrettelser og lynchninger af ateister i Saudi Arabien og Bangladesh.
Herhjemme tager de fleste troende stærkt afstand til den form for religiøsitet, og det skal vi da være glade for. Jeg kalder det for ateismens ulidelige lethed, det, at vi kan sige og skrive så meget, og det eneste de fleste af os risikerer er at folk ruller med øjnene og ignorerer os. Dette hænger sammen med at religionerne herhjemme generelt har en tendens til at bevæge sig væk fra det dogmatiske mindset, hvor de håndhæver den eneste sandhed, til et mere tolerant mindset, hvor tro er et mere personligt anliggende.
Her kunne vi som ateister sagtens stille os tilfredse og fokusere vores kritik på dem der udfordrer de sekulære værdier og menneskerettigheder vi har bygget vores samfund på, men det mener jeg ikke, vi skal nøjes med. Det er fint, at de troende siger, at deres tro er personlig, men det er ikke en påstand, der i sig selv skal holdes hellig overfor kritik.
| Det er bare ikke mange af vores ideer, der har så mange sange, traditioner, tårne, bygninger, tv-sendetider, folkeskoleprivilegier, emotionelle bindinger, begravelser, klubber og statsansatte forkyndere – som religionen har det i Danmark. Det er derfor, der er brug for den højlydte ateistiske nul-hypotese, for ellers har troen frit spil, og det er ikke sundt for nogen. |
Moderat min bare røv
Der findes ikke et niveau af kristendom, tro eller overtro, som jeg mener, vi skal stille os tilfredse med og bare acceptere ubetinget. Der er ingen ideer, der bør være hævet over enhver kritik, og hvis folk f.eks. siger, at de ikke vil pådutte andre deres tro, men at de bare holder fast i det der “lille håb” om, at der er noget bedre, at vi kan overleve døden, eller at der er “nogen der passer på os”, så snyder vi os selv. For det er ikke noget epistemisk sundt ved at have ting som man “bare tror”. Det er at sætte en standard for os selv, som vi egentlig ikke kan stå inde for, for hvor går grænsen så?
Dannelse er et livslangt projekt, og vi udvikler os hele tiden i takt med de værdier og metoder, vi praktiserer, og hvis vi er i stand til at overbevise os selv om en lille hyggelig usandhed bare for at kunne holde hverdagen ud, så tror jeg desværre, vi former os efter den tanke. Det er svært at sige, hvad der ellers følger med, når man lader den kattelem stå på klem.
Vi skal selvfølgelig ikke angribe folks tro i et konstant selvretfærdigt vanvid. Nej, Der er tid og sted for religionskritik og tid og sted for at udfordre noget, der føles så personligt som tro, men det betyder, at der SKAL være en tid og et sted for det. For hvis vi ikke gør det, så sløser vi hen i en sjælelig slumren, hvor vi i bund og grund er ligeglade med sandheden; Ligeglade med rigtigt og forkert.
“Ingen ejer sandheden” siger man, og man skal ikke tro, at man kan finde en endegyldig sandhed, men hvis ingen ejer sandheden, så ejer man heller ikke sin personlige sandhed til et punkt, hvor man som troende kan tillade sig at lukke bogen for forandring, resten af sit liv. Dette er den lille misforståelse folk ofte forbinder med deres tro, at det, at den er personlig, betyder, at vi kan lukke døren for andres perspektiv.
Rollespiller, cand.mag, historiker, far til tre, mega nørdet, videnskabsformdídler, podcaster, gør-det-selv mand, gymnasielærer i historie og engelsk, pædagog, fortæller, humanistisk ateist, ateistisk humanist, skeptiker, kronisk travl, udendørs menneske, gift med Sarah, kaffedrikker, fantast
