“Du er islamofob!” …vrælede en Facebook-“ven” af mig i en messengerbesked.
Jeg havde ‘liket’ et værk af Firoozeh Bazrafkan. Hun er et perifert bekendtskab, som jeg bakker op i hendes kamp mod religiøs undertrykkelse. Jeg forsøgte at forklare fyren, at jeg også ‘liker’ “Udstødt – en podcast om Ex-Jehovas Vidner”, og at jeg fokuserer på religiøs undertrykkelse i almindelighed, når jeg deltager på sociale medier. Jeg diskriminerer sådan set ikke, når det kommer til mit fokus.
Uanset:
Om det er en kristen, der vil fortælle mig og andre, at vi lever i synd, og at andre skal leve som de.
Om det er overgreb i et mormonsamfund.
Om det er religiøst betinget social kontrol i en hvilken som helst trosretning.
Om det er militante ateister.
Om det er en spirituel ‘giftighed’ af en person, der ævler om, hvor gamle sjæle, de selv er, og om en rummelighed, de ikke engang selv kan finde frem, mens der kun er fokus på at forherlige eget “ego”. (Psst! Mange spirituelle har utroligt travlt med at ville afvikle netop deres eget “ego”. Alt i mens de på samme tid ikke kan håndtere uenighed herom, selvom “man” deraf kan udlede, at de så alligevel ikke har afviklet deres eget “ego”.)
Jeg vil bakke op om frafaldne, der bekæmper, hvad de har været undertrykte, kontrollerede og/eller forfulgte af. Enhver frafalden er et menneske, der ønsker fokus på undertrykkelse – af og til ved selv at undertrykke. Men heldigvis er de fleste frafaldne bare aktivister, der benytter humor – en humor, som jo paradoksalt nu undertrykkes af en ny lovgivning, der hæmmer satirisk og kunstnerisk aktivisme. Gabet mellem fanatisk religiøsitet og almindelige mennesker øges. Det er ved at udvikle sig til en kamp skabt af fanatisme, som tipper til fanatikerernes fordel, fordi kritik sidestilles med had og nedgørelse.
Én ting, jeg selv har lært af at være “søgende”, er, at menneskers råddenskab og selvophøjelse primært kan findes især i de religiøse og politiske flokdynamikker. Alle ønsker nemlig at have ret og have det mest rigtige sæt værdier.
Naturligvis var min nu tidligere ven, der kaldte mig “islamofob” stødt og enøjet i sin tilgang. For han kom fra en muslimsk baggrund og havde kun valgt at følge kritikere som Karen West, Firoozeh Bazrafkan, Naser Khader og diverse andre, som provokerede ham og fik hans næsebor til at blafre.
Jeg har selv bevidst venner på tværs af diverse samfundslag, herunder også troende af forskellige religiøse overbevisninger. Det er vigtigt for mig at have ben i andre lejre end mit eget ekkokammers, for her udsætter jeg mig for indoktrinering. Vejen til at blive præcis, hvad jeg selv kritiserer, går gennem ensidig dehumanisering af, hvad jeg foragter. En pointe “islamofob”-fyren her understregede! Faktisk blev han så ophidset, at det sidste han skrev var, at jeg med mit sølle menneskesyn selv var skyld i, at jeg var blevet udsat for en alvorlig forbrydelse og fortjente at dø skrigende og i flammer. Det var ret voldsomt, så jeg valgte at blokere ham. Men det stoppede ikke fyren, det ansporede ham derimod til yderligere spot, som han fortsatte via flere mails.
Han mente på en eller anden måde oprigtigt, at det var hans ret at forfølge mig. At jeg nu i hans øjne var så grusom og umenneskelig, så dehumaniseret og ond, at jeg fortjente hans spot. Væk var hans egen tro på næstekærlighed og tilgivelse. Glemt var de konstruktive telefonsamtaler, vi havde haft – for nu var jeg en fjende.
I det øjeblik han følte sig retfærdig i sin adfærd, der forvandlede hans sig til den ondskab, som han mente, jeg var.
Min pointe?
Vi ser ofte, hvad vi selv er!
Han så kun, at jeg ‘likede’ opslag af hans “fjender”, fordi han ikke selv følger andet end det, som bekræfter ham i, at han er forfulgt, og dem som mener præcis, som han selv mener. Han står i sit eget indoktrinerede ekkokammer, og i det øjeblik, jeg træder uden for, hvad han mener er acceptabelt, så forvandles jeg fra “helt i orden” til en heks, der repræsenterer det onde selv og dermed bare skal brændes på bålet.
Så jeg var “Islamfob”. Jeg var ond og hyklerisk.
Jeg svarede, at jeg er “religiofob”.
At jeg faktisk ikke har noget problem med ‘1’ religion, men med alle, der ønsker at tvinge sin tro ned over hovedet på andre.
Min essens klør, når en kristen fanatiker vil fortælle mig, at jeg bare skal tro på Jesus, så er jeg frelst, at Gud tilgiver, eller at jeg er fortabt, fordi jeg lever modsat troen. For mig vil det altid afspejle, at nogle religiøse mennesker kan føle, de har frikort til at nedgøre og foragte andre, føle sig bedre og mere berettiget. …når andre skader fortvivlede eller uskyldige i troens navn. …når en tro skal påtvinges andre og bruges som våben.
Jeg kender heldigvis mange, der tror og praktiserer deres tro i stilhed. Mennesker, som udøver næstekærlighed uden at fortælle, at de gør det. Mennesker, som tror og blot dagligt lever gavmildt og empatisk uden at fortælle, at det er nogens vilje, andet end deres egen indre tro på, at omsorg for andre skaber glædelige ringe i vandet.
I den forbindelsen vil jeg nævne min nu afdøde farmor. Hun var af en indremissionsk familie – hvilket faktisk er både historisk interessant og slægtsmæssigt spændende. For min farmor var fra en gren af Indre Mission, der var bosat i Korning ved Horsens. Hun kom fra den del af vores slægt, der havde rødder i de såkaldte “stærke jyder”, og hold fast, for selv her er der jo små sjove krøller: Hun kom nemlig fra den del, der blev kaldt “gammel stærk” – altså de var liiiige en smule mere værdige i de lokales øjne. Betegnelsen betød noget for min farmor, men ikke så meget, at det gjorde en stor forskel i hendes ageren. Hun levede nemlig sin tro stille, men var gennem hele sit liv en mønsterbryder på sin egen og andre måder; Hun kørte på sin brors motorcykel, og hun var humoristisk, spillede dilettant, i sin ungdom, fødte ni børn, hvoraf de to døde, arbejdede gennem det meste af sit liv i to jobs for at få familien til at hænge sammen og var gift med min farfar til han døde. Hun var intelligent og vidende. Hun havde altid salmebogen på sit natbord, og det jeg har arvet efter hendes død – for nu næsten 30 år siden – er hendes katekismus fra hendes skoletid, samt fortællingerne om, hvad jeg anser som styrke i kvinder. Min pointe er, at hun levede sin sandhed i sig selv, og for mig, er det et forbillede for, hvordan vi bør agere i forhold til vores værdier.
En ting, jeg da fik ud af fyrens “islamofob”-fordømmelse og hysteri var opdagelsen af, at han tror… Han tror virkelig en satans masse – og ikke stille for sig selv, som min farmor gjorde det! Den “tro”, han havde på sig selv, kan kun anspore min støtte til dem, som står frem og fortæller om deres kamp mod de mennesker, der hader, udstøder og forfølger kritikere af religion. Her vil jeg for altid også have bevidstheden om, at tro og politik er stærkt forankret. Men at det primært er dem, der udøver deres politiske tro med det forfejlede syn på egen empati, som jeg forklarer i min tekst her, der ofte er langt de værste til at undertrykke og gribe til ondskab over for dem, der har modsatrettede værdier.
Det er et paradoks, at for mange tror på retfærdighed og berettigelse i en sådan grad, at de selv bliver monstre i deres bekæmpelse heraf. Det er for mig en af årsagerne til, at historien altid vil gentage sig selv, udelukkende fordi at mennesket som primal, egodrevet pattedyr altid vil have trangen til at søge at flokkes med dem, som skaber et stærkt sammenhold mod “de andre” – dem, der er udenfor. For det er det sikre, trygge sted at føle sig fuldstændig rigtig og bedre end de andre. Men husk min pointe, når i flokkes:
Vi ser ofte, hvad vi selv er.
Heidi Asbjørn Freke
Heidi Asbjørn Freke er Debattør og Adfærdskonsulent.
Flere kender Heidi Asbjørn Freke under pseudonymet "Hundragen", som hun brugte, da hun skrev for Ekstra Bladet.
