Jean-Paul Sartre var – på linje med Chomsky – livet igennem en utrættelig fortaler for de intellektuelles pligt til at tage ansvar for den politiske og åndelige sundhed i samfundet.
Selv tog han dette ansvar uhyre alvorligt.
Således blev han i 1950’erne en varm og utrættelig fortaler for Stalins Sovjetunionen og tilsluttede sig det franske kommunistparti. Han omtalte antikommunister som ”køtere” og hjemvendt fra et længere besøg i Sovjetunionen i 1954 udtalte han til den franske presse: ”Der er ingen grænser for ytringsfriheden i Sovjetunionen.”
Hjemvendt fra et tilsvarende langt besøg på Cuba i 1960 udtalte han: “Den cubanske revolution har resulteret i direkte demokrati”.
Hovedfjenden i Sartres optik op gennem 50’erne og 60’erne er hele tiden den amerikanske imperialisme, der ses som den direkte årsag til den tredje verdens problemer: Fattigdom og underudvikling.
Under urolighederne i maj 1968 udtaler han: ”For studenterne, der endnu ikke er opslugt af det system, som deres forældre har skabt, og som de ikke vil vide af, er volden den eneste udvej uafhængigt af den styreform, de lever under.”
Som eksempel på det, studenterne er oppe imod, peger Sarte i sin polemik på Raymond Aron. Det er et velvalgt modbillede.
Aron var i samtiden et fyrtårn i Frankrig for den oplysningsfilosofiske rationalisme. Tilhænger af en liberale sekulær statsopfattelse, af tolerance, af ytringsfrihed. En arg modstander af autoritære, utopiske, dogmatiske bevægelser i samtiden.
Fra marts 1970 valgte Sartre at knytte sig specielt til den mest autoritære og voldelige del af studenteroprøret: Maoisterne. Samarbejdet var meget tæt blandt andet som redaktør af fraktionens aviser. Samarbejdet fortsatte, indtil han på grund af alder ikke magtede mere.
Studenteroprøret: Det er egentlig forbløffende, så nådigt historien har behandlet det forhold, at en hel generation af intellektuelle – lærere og studerende – kastede sig ind i en autoritær, dogmatisk benhård kamp for at omdanne vores universiteter til et værktøj for revolutionen med forbillede i nogle af verdens mest illiberale kræfter. At der er blevet gået så let henover det, at det næsten er gået i glemmebogen: som noget, der nærmest var en mild og poetisk livsstilsreform.
Måske har det at gøre med, at vi i dette tilfælde – i strid med alle regler – står med det fænomen, at det er taberne, der har fået lov til at skrive historien.
Senere gentog historien sig, da en ny generation af intellektuelle fik travlt med at udskamme den bredt funderede bekymring for en omfattende muslimsk indvandring til Danmark.
Utopien kom nu til at hedde det åbne, multikulturelle, humanitære samfund, hvor respekten for kulturerne i deres forskellighed skulle forestille at løse problemerne. Problemer var noget, der opstod på grund af befolkningens fremmedfjendskhed. Sverige var det store foregangsland.
Også den fejlbedømmelse er nu mere eller mindre skrevet i glemmebogen.
I dag har vi så i spidsen for verdens to supermagter to ledere, for hvem forskellen mellem sandt og falsk er uden betydning, hvis denne forskel står i vejen for deres interesser.
Og hvilket modspil leverer vor tids intellektuelle så til den udfordring for sandheden? Ja, en stor del af dem har travlt med at fortælle den undrende befolkning, at sandheden er en social konstruktion, at den skal sættes i anførselstegn, at den er død med de store fortællingers død, at den er en myte på linje med alle andre myter, at den er historisk forbipasserende midt i en verden, hvor alt flyder, at den er en form for eurocentrisme og neokolonialisme.
Trump og woke-bevægelsen er ganske vist diametrale modsætninger, men fra hver sin side angriber de grundprincipperne i den oplysningsfilosofi, som vores vestlige civilisation bygger på.
Må man have lov til at sætte spørgsmålstegn ved de intellektuelles evne til at tage vare på deres pligter?
Indlægget er udtryk for skribentens eget perspektiv. Tak for det!
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
