Af en nylig undersøgelse betalt af Kr. Dagblad fremgår det, at 78% af danskerne opfatter Danmark som et ”kristent land”.
Hvis man går idéhistorisk til værks, viser det sig dog, at mange af de ting, vi i dag sætter pris på ved vores Danmark, har rødder i det før-kristne antikken.
Det gør Irene Vallejo opmærksom på i sin bog:” Evigheden i et siv”, hvis egentlige emne er ”Bogens” forunderlige historie:
Den dristige ide om at overgive den politiske magt til folket: Demokratiet.
Vores tro på fornuften og videnskaben: Fx Eratostehenes, der med en stok og en kamel som eneste hjælpemiddel regnede jordens omkreds ud med en fejlmargin på 80 km.
Historiens første lægeløfte, der blev skabt af de hippokratiske læger om at give gratis hjælp til slaver og fattige, der ikke kunne betale.
Herodots vilje til at sætte sig ind i ikke bare fremmede, men også i fjendernes kulturer og se verden ud fra deres synsvinkel og ikke bare betragte dem som hedninge eller djævelens vantro yngel. I tragedien ”Trojas kvinder” konfronterer Euripides sine landsmænd, grækerne, med den anklage, at det er dem selv og ikke fjenden, der er de grusomme og barbariske.
Idéen om at bruge statskassen til at hjælpe de dårligt stillede.
Idéen om at børnene måske er bedre tjent med at komme i skole, end med at arbejde.
Eller Horats’ epistler, der nævner som leveregel: ”Vov at tænke selv!”
Ovid gav os i ”Elskovskunsten” et kursus i, at erotisk nydelse skal være gensidig.
Tacitus’ kamp mod censuren og for en tid, hvor vi kan ”nyde den sjældne lykke, at vi tør tænke, hvad vi vil, og udtale, hvad vi tænker.”
De stoiske filosoffer, der dristede sig til at fremsætte den lære, at alle mennesker er medlemmer af et fællesskab uden grænser.
I slutningen af 300tallet overtog de kristne magten. Den kristne kejser Theodosius 1 udstedte i 380 e. kr. et edikt om, at kristendommen skulle være den eneste og obligatoriske statsreligion, og de hedenske kulter blev forbudt i hele Romerriget. Alle de gamle guders templer blev lukket og mange hedenske bøger brændt af. Det blev startskuddet til 1500 års en benhård åndelig religiøs ensretning af Europa.
Når det er sagt, må vi huske at sende en kærlig tanke til de kristne munke, der op gennem middelalderen i deres klosterceller lod ideerne, jeg har nævnt, nå frem til os gennem deres kopieringer af bøger.
Forunderligt er det således, at de lod ‘Lukrets’: ”Om verdens natur”, nå frem til os. Bogen er en sammenfatning af Epikurs naturalistiske filosofi med den grundtanke, at guderne i deres forhold til os ikke er dømmende og straffende
Irene Vallejo er selvfølgelig ikke blind for, at antikken også havde alvorlige skyggesider.
Når det almindeligvis hedder, at Athen/Rom og Jerusalem rummer de to idéhistoriske kilder til vores vestlige civilisation, er der ingen tvivl om, hvem hun mener vejer tungest i det parløb. Hun anfører kun én idé fra Jerusalem, nemlig Paulus’ idé om det menneskelige ligeværd. Hun citerer: ”Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde”.
Men dette citat er pillet ud af sammenhængen, der lyder: ”For I er alle Guds børn ved troen på Kristus Jesus. For så mange af jer som er blevet døbt til Kristus, har iklædt jer Kristus. Der er ikke jøde eller græker; der er ikke træl eller fri; der er ikke mand og kvinde; for I er alle én i Kristus Jesus” (Galaterne 3: 26-28).
Den lighed Paulus taler om, omfatter kun de troende og kun deres stilling set i forhold til Gud. På det sociale plan er der på alle felter tale om over – og underordning.
I den kristne optik, der blev den dominerende i vores del af verden, er der ingen ligestilling mellem dem, der står til evig frelse og dem, der har den evige fortabelse foran sig.
Der er nogle, der vil hævde, at vores velfærdssamfund har rod i den kristne næstekærlighedstanke. Det har jeg svært ved at se. Næstekærlighed handler om at dele ud af sit overskud til de nødlidende – en form for almisse. Det har velfærdsstaten ikke noget at gøre med. Den er bygget op på et system af rettigheder og pligter, hvor den enkelte ikke bliver spurgt om sin offervilje. Velfærdsstaten er en lukket klub, en slags gensidig forsikringsforening, og handler ikke – som i næstekærlighedsbuddet – om at hjælpe ”den fremmede” eller ”fjenden”.
I virkeligheden har vores danske liberale sekulære samfundsform nærmere rod i Oplysningsfilosofien, der langt hen ad vejen havde den før-kristne antik som sit forbillede i oprør mod den daværende autoritære hierarkiske kristne samfundsopbygning.
Det skrevne i denne Ateisten-artikel er udtryk for skribentens egen holdning. Den takker vi for!
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
