Der er mange mennesker, der afviser biologiens betydning for menneskelivet, og som derimod mener at man skal basere sig på den etik, de leveregler, eller den moral, som indeholdes i diverse former for kultur og religion. Til dem hører kreationister, som ud fra et religiøst ståsted (fundamentalistisk kristendom eller islam) afviser Darwin og alt hvad der vides om biologisk evolution.
Debatten med kreationisterne
Engang for snart mange år siden blev jeg involveret i en lang læserbrevsdebat med kreationister i Kristeligt Dagblad. Det startede med, at en sognepræst kritiserede en fjernsynsudsendelse om udviklingslæren. I avisindlæg gik jeg i rette med ham; men en række modstandere af darwinismen blev ved med at svare igen med hårrejsende påstande. Nogle påstod, at der faktisk findes gode videnskabelige argumenter for skabelsesteorien! Det blev hævdet, at der er indicier for darwinismen, og indicier imod, som om balancen mellem de to synspunkter er omtrent fifty-fifty. Men evidensen for skabelsen, og evidensen for en gradvis udvikling, forholder sig som en myg til en elefant. Evidensen for udvikling er massiv og overvældende og kan ikke bare afvises med at den ene mening kan være lige så god som den anden.
I én udgave af avisen var der hele tre indlæg imod mig. En af mine modstandere mente at der også er sobre bogværker der går imod udviklingslæren. Han nævnte bl.a. bogen “Icons of Evolution” fra år 2000. Den har jeg kigget lidt i, og den er bestemt ikke sober.
Enden på en lang avisdebat, der strakte sig over mange måneder, blev at det var umuligt at overbevise mine meningsmodstandere ved hjælp af videnskabelig evidens. De kunne altid finde en eller anden ”myg” som de lagde meget vægt på, og afvise de ”elefanter”, som jeg kunne hive frem. Til sidst skrev jeg et læserbrev om, at hvis man altid trækker nogle få udvalgte detaljer frem, som støtter ens synspunkt, og totalt afviser al den evidens, som modsiger ens synspunkt, så kan man ”bevise” hvad som helst. Hvis man f.eks. hævder, at landbrugets kvælstofudledning ikke har nogen betydning for livet i fjordene, så kan man altid finde lidt, der taler for ens mening, og afvise alt, hvad der taler imod. Også alle mulige andre ”dårlige” sager kan forsvares på samme måde. Men hvis man vil argumentere sagligt, så har man altid pligt til at tage det alvorligt, hvis ens modstandere har vægtige argumenter. Man kan ikke bare ignorere eller afvise alt, hvad der taler imod en. Dét læserbrev lukkede omsider debatten.
Parallellen til kønsdebatten og socialkonstruktionisme
Den måde, som religiøse fundamentalister tænker og argumenterer på, kan genfindes også hos andre, der er imod at anerkende biologiens betydning. Det gælder f.eks. når man diskuterer køn. Der er mange der er stærkt imod den tanke, at kønsbestemt adfærd er medfødt og altså biologisk bestemt. De mener, at kønsbestemt adfærd opstår ved sociale påvirkninger, altså at kønnet er en social konstruktion. Det er vigtigt for them, fordi de ønsker, at forskellene mellem kvinder og mænd skal udryddes. De mener at biologien virker undertrykkende ved at fastholde kvinder i underordnede roller, og derfor skal biologien bekæmpes.
International modstand mod ‘genderisme’
Professor Ulrich Kutschera ved universitetet i Kassel (Tyskland), er evolutionsbiolog. Han har deltaget i konferencer med fagkolleger i USA om den stigende kreationisme, dvs. tro på Bibelens beretning om hvordan Gud skabte alle jordens arter af planter og dyr. Han har berettet om hvordan en professor ved det tekniske universitet i München misbruger sin stilling til at udbrede kreationisme blandt tyske tilhængere. Han har givet et interview om dette til en amerikansk journalist, hvorefter tyske kreationister han protesteret mod interviewet.
Ved en konference i 2015 i USA diskuterede man også `genderisme´, dvs. troen på at køn er en social konstruktion. Det minder om kreationisme ved at man ignorerer biologisk viden og hævder, at kønnet ikke bestemmes af om man har XX- eller XY-kromosomer. Diskussionen ved konferencen i USA førte til enighed om at evolutionsbiologer skal forholde sig til genderisme med samme alvor som til kreationisme, dvs. at også tyske evolutionsbiologer alvorligt skal analysere og fagligt modsige genderismen, som årligt koster de tyske skattebetalere mange millioner Euro.
Dette skrev Kutschera om i `Humanistischer Pressedienst´, som er et informationsorgan for tyske humanister/ateister. Det medførte protester fra to sider, dels fra kreationisterne i München, og dels fra socialkonstruktionister med humanistisk tilknytning.
Egne erfaringer og jagten på dokumentation
Jeg selv har i mange år været optaget af, at man i samfundet skal anerkende, at der er medfødte forskelle mellem de to køn, og at man f.eks. skal anerkende, at mange drenge og mænd har adfærdsmønstre, som ikke bare kan ophæves og erstattes med andre adfærdsmønstre, der passer bedre til en feminin ideologi. Når man nægter at anerkende det, får man bl.a. den situation, vi har i dag i skolevæsenet, hvor drenge i uhyggelig grad halter bagefter pigerne, fordi de ikke trives i den feminiserede skole.
Mine forsøg på at argumentere for, at der ER medfødte forskelle mellem kønnene, strandede altid på, at en stor del af den akademiske elite nægter at anerkende det synspunkt. De holder fast på, at kønnet er en social konstruktion, og det er lige så svært at få dem væk fra den opfattelse, som at få kreationister til at anerkende darwinismen.
Jeg havde en ambition om at sammenfatte den eksisterende videnskabelige viden om hvilke aspekter af kønsbestemt adfærd, der er biologisk bestemt. Jeg ville skrive en bog om det, sådan at man med henvisning til den bog én gang for alle kunne tilbagevise de many fejloplysninger på feltet. Men jeg fandt ud af, at den ambition er umulig. Man kan aldrig overbevise socialkonstruktionisterne på den måde. I stedet måtte jeg granske hvad socialkonstruktionisterne baserer deres påstande på, og så påvise, hvad der er galt med deres evidens.
Kildekritik og “Information”s debatforum
Så jeg brugte mange kræfter på at efterspore, hvad der er fundamentet for tesen om køn som social konstruktion. Det startede med en lang diskussion for næsten 20 år siden på ”Information”s debatforum på nettet, hvor en hærskare af humanister – folk, som man i dag ville kalde ”woke” – kastede sig over mig. På et tidspunkt ville de have mig til at bringe henvisninger til litteratur, som dokumenterer biologiens betydning for kønnet adfærd. Det gjorde jeg så. Det gad de ikke læse. Så svarede jeg igen og krævede, at de bragte litteratur som dokumenterer at køn er en social konstruktion. Ingen respons. Så gentog jeg mit krav om dokumentation for deres påstande. Jeg gentog det 5 gange. Til sidst kom der så nogle få kildehenvisninger.
Den væsentligste kildehenvisning var en australsk bog, ”The SAGE Handbook of Gender and Education”. Det er en såkaldt håndbog (på lidt over 500 sider!) om køn og uddannelse, med 35 forskellige kapitler, skrevet af 46 forskere inden for pædagogik. Den bog fik jeg så senere fundet frem og læst fra ende til anden. Samtlige bidragende fagfolk gik imod ideen om forskellene mellem dreng og piger som noget biologisk bestemt. Jeg tyrede al teksten igennem for at finde de steder, hvor der var evidens for dette, for at se om jeg kunne finde steder i bogen med evidens for kønnet som social konstruktion. Det kunne jeg ikke. Kun i enkelte kapitler var der i det mindste henvisninger til andre bøger og artikler, hvor dette var nærmere dokumenteret. Jeg måtte så få fat i disse andre forfatteres tekster; når jeg gjorde det, konstaterede jeg, at deres belæg for tesen om køn som social konstruktion består i henvisninger til atter andre forfattere. Når jeg så igen studerede den næste række af forfattere, var det stadig det samme. Sporene løb ud i sandet. Faktisk belæg for at køn er en social konstruktion fandtes intet sted. Alligevel er det det, der doceres som den altdominerende tese i hele den pædagogisk-humanistiske akademiske verden.
Jeg har også forsøgt at finde andre kilder frem, hvor der kunne tænkes at være evidens for socialkonstruktionismen. Der er kun ganske lidt, meget sparsom evidens – en ”myg” i forhold til den ”elefant”, der ligger i den biologisk funderede forskning.
Bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”
Mine erfaringer om, at tesen om køn som social konstruktion ikke findes påvist noget sted, har jeg sammenfattet i min bog ”Humaniora – videnskab eller varm luft” (forlaget Mysis). Den bog indeholder også meget om, hvad feministiske tænkere baserer deres påstande på. Jeg har f.eks. en længere gennemgang af de to centrale bøger, som den feministiske filosof Judith Butler har skrevet. Hendes bøger er pensum ved utallige akademiske uddannelser, og hun er en af de 10 mest citerede forfattere inden for de humane og sociale videnskaber i verden. Hun påstår at køn, endda også kønnenes fysiske fremtoning, helt igennem er en social konstruktion. Det ”argumenterer” hun for ved at skrive lange sætninger der er så komplicerede, at ingen rigtig forstår dem.
Noget lignende ses hos den amerikanske feministiske tænker Donna Haraway. Hun skriver især imod en biologisk forståelse af naturen. Ifølge hende kan naturen ikke eksistere forud for sin konstruktion. Hun elsker tvetydighed og kan godt lide dobbeltbundede meninger, og hun kan lide at formulere en sætning på en sådan måde at – når man når frem til enden af sætningen – så har den sat spørgsmålstegn ved sig selv. Hun bestræber sig på at formulere sig i en stil der gør det svært at fastlægge bundlinjen. Det er en teknik hun bl.a. har lært under sine intense studier i ungdommen af katolsk kristendom.
Konsekvenser for uddannelse og samfund
Min bog indeholder meget mere om personer, der argumenterer imod sund videnskabelig fornuft, og som slipper så godt fra det, at de bliver anerkendt og toneangivende i hovedparten af den sociologiske, humanistiske og pædagogiske akademiske elite. Det har store konsekvenser. Jeg har f.eks. anmeldt de mest anvendte lærebøger på pædagogstudiet i faget ”Køn, seksualitet og mangfoldighed”. Her konstaterer jeg, at disse lærebøger er fuldstændig dominerede af socialkonstruktionisme. De studerende bliver endda belært om, at de skal holde sig væk fra naturvidenskabelige fag som biologi og sundhedsvidenskab, fordi disse fag kan give dem ideer om kønsforskelle som noget iboende.
Da Undervisningsministeriet i 2022 nedsatte en ekspertgruppe om betydningen af køn for faglig udvikling, læring og trivsel i børnehaver og skoler, nåede den 20 personer store ekspertgruppe frem til den konklusion, at alle kønsforskelle skyldes kulturbestemte stereotyper, og at det man kan gøre for at hjælpe drengene, derfor er at bekæmpe disse stereotyper og gøre dem mindre maskuline.
Også mange lærere i dagens folkeskole er præget af den opfattelse, at drenges mentalitet og interesser er for meget præget af maskuline stereotyper. De burde have mere feminin væremåde og mentalitet, og f.eks. interessere sig mere for skønlitteratur, fordi lødig skønlitteratur opøver evnen til at sætte sig ind andre menneskers følelsesliv og gør læseren mere empatisk. Det er en meget tvivlsom påstand; men den spiller en rolle i de højere skoleklasser. Man har den holdning, at det store problem er mange drenges mangel på empati, og der er derfor en moralsk præget motivation for at gøre verden bedre ved at lave drenge om, så de bliver more som piger.
Så her ender vi omtrent samme sted som hos de meget religiøse: Moral er så vigtig, at det er i orden at negligere videnskabelig viden, som står i vejen for at slå moralen fast.
Konklusion og efterskrift
Min bog ”Humaniora – videnskab eller varm luft” har jeg måttet udgive på eget forlag, da det viste sig umuligt at udgive tekster på noget som helst dansk forlag, som går imod den fremherskende feministiske og socialkonstruktionistiske diskurs.
Min bog er en kritik af toneangivende opfattelser inden for et stort fagområde. Hvis man på dette fagområde har ambitioner om at dyrke videnskab, så har man en pligt til at tage de argumenter i betragtning, som modsiger ens egne teser. Man må enten acceptere og anerkende denne kritik, eller også komme med lødige argumenter imod den. Det er en forudsætning for, at det man dyrker, kan kaldes videnskab. Men det gør man ikke. Hele min kritik – som er baseret på grundig læsning af tusindvis af sider faglitteratur inden for området – bliver systematisk ignoreret. Man forsvarer sig ved at sørge for, at bogen aldrig bliver omtalt, og at der aldrig bliver henvist til den. Det er lidt den samme strategi, som når kreationister forsvarer deres opfattelse – man ignorerer systematisk den omfattende viden, der modsiger kreationismen, og man gør det med den begrundelse, at moral er det vigtigste, og den moral man dyrker, kræver at man ignorerer videnskabelig evidens.
Det er et økonomisk handicap for mig, at mine bøger på forlaget Mysis ikke bliver omtalt, og kun i meget ringe omfang bliver solgt, på trods af at de – det tør jeg godt påstå – er fagligt meget velfunderede. Af den grund, og af hensyn til en meningsfuld debat i samfundet, ville det glæde mig, hvis nogle af dem, der læser ovenstående, vil konsultere ”Humaniora – videnskab eller varm luft”, og henvise til den, når det er relevant.
Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning
