Hån fører ikke til civiliseret debat, men til foragt og splittelse. Sadan skriver debattør og medicinstuderende, Mustafa Badan, der behandler ytringsfrihedens nødvendighed og begrænsninger.
Idéer kan ikke forbedres uden kritik. Ondskab kan ikke bekæmpes uden ord. Evnen og retten til at ytre sig er essentiel og bør være tilgængelig for alle, hvis vi skal udvikle os som samfund og individer. Uden ytringsfrihed risikerer vi uvidenhed og stagnation – som det var tilfældet i middelalderen. Viden og dannelse opstår gennem åben debat, og ingen med et fornuftigt sind vil derfor afvise ytringsfriheden. Dog gælder det, som med alle frihedsrettigheder, at der også er nødvendige begrænsninger.
Ytringsfrihedens rammer i det liberale Danmark
I Danmark – et land hvis jura har rødder i liberal filosofi – findes der allerede klare lovbaseret grænser for ytringsfriheden. Man må ikke håne politibetjente i embeds medfør. Man må ikke dele hævnporno. Man må ikke true andre. Man må ikke lække statshemmeligheder. Man kan sigtes for injurier. Man må ikke udtale sig racistisk. Disse eksempler viser tydeligt, at ytringsfriheden allerede er begrænset af hensyn til den offentlige orden, andres sikkerhed og værdighed selv i en stat der fører lovgivning fra liberalistisk filosofi.
Ytringsfrihedens destruktive potentiale
Et af de tydeligste eksempler på farerne ved absolut ytringsfrihed findes i Gregory H. Stantons model om “De ti trin mod folkedrab”. De første fire trin involverer udelukkende brug af sprog; Klassificering, symbolisering, diskrimination og dehumanisering. Det viser, at ubegrænset ytringsfrihed kan bane vejen for ekstremisme og folkedrab.
Et andet moderne eksempel er AI-genereret pornografisk materiale, hvor almindelige billeder manipuleres til at vise nøgne versioner af personer uden deres samtykke. I en verden med absolut ytringsfrihed kunne dette legitimeres som en form for kunstnerisk udtryk, hvilket naturligvis er uacceptabelt.
Muhammedkrisen – hvilken tilgang bør vi have, og hvordan bør den undervises i?
Kurt Westergaard forklarede, at hans tegning forestillede en terrorist, som brugte religion som åndeligt sprængstof – ikke profeten Muhammed. Hvis man insisterer på, at det er Muhammed, der fremstilles, bevæger man sig over i et racistisk narrativ. Profeten er i de islamiske kilder beskrevet i ultra høj detaljegrad – blandt andet hvor mange hvide hår han havde i sit skæg. Disse beskrivelser matcher ikke tegningen, som i stedet trækker på stereotypiske og nedladende træk ved arabiske mænd: Usoignerede, eksplosive og voldelige. Tegningen bidrager derfor ikke til saglig kritik, men til hån. Der er ingen væsentlig forskel mellem sådanne billeder og de antisemitiske karikaturer, nazisterne producerede i 1930’erne – altså før holocaust og ghetto oprettelser. Disse blev dengang mødt med modstand fra det jødiske samfund, og eksempelvis blev nazisten Gustloff dræbt af den jødiske aktivist Frankfurter. Hån fører ikke til civiliseret debat, men til foragt og splittelse.
Ytringsfriheden – set fra realismens linser
Hvis vi ønsker at undervise kommende generationer om Muhammedkrisen, er det afgørende, at vi tager stilling til, hvilket grundlag undervisningen bygger på. Bliver Kurt Westergaards egen forklaring nævnt? Eller reduceres undervisningen blot til et budskab om, at ”muslimer skal lære at acceptere hån og latterliggørelse af deres profet”? Hvis undervisningen tager udgangspunkt i en historisk og nuanceret fremstilling – hvor både tegnerens intention, den muslimske reaktion og samfundets rolle belyses – er det værdifuldt og relevant. Men hvis formålet blot er at præsentere hån som en legitim del af demokratisk dannelse, så bør man i konsekvensens navn også inddrage andre eksempler på karikaturer: antisemitiske tegninger fra 1930’erne, racistiske karikaturer af sorte amerikanere fra Jim Crow-perioden og lignende. Heldigvis vil de fleste formentlig være enige i, at hån og stereotyper af hele befolkningsgrupper ikke bør videreformidles som acceptabel adfærd – hverken i skolen eller i samfundet som helhed.
Religionskritik kontra religionshån
Religiøse bør ikke være bange for kritik – tværtimod. Kritik kan styrke deres tro eller føre til selvransagelse og fornyelse. Hvis en tro ikke kan modstå rationel kritik, bør dens tilhængere overveje dens sandhedsværdi. Alle store religioner indeholder selv kritik af andre verdenssyn, og derfor bør religiøse acceptere, at deres egen tro også kan blive genstand for kritik. Hån derimod – det vil sige latterliggørelse og bevidst nedgørelse – er ikke det samme som kritik. Hån fremkalder ikke refleksion, men vrede og eskalation.
Hvordan skelner vi mellem kritik og hån?
Forestil dig et peer-review-møde, hvor en videnskabelig artikel skal diskuteres. Ville du kalde den ”luder-artiklen” eller ”homo-artiklen”? Nej. Sådan en opførsel ville aldrig blive accepteret i en professionel sammenhæng. Såkaldte ”islamkritikere” (hvis navne ikke er værd at nævne) omtaler Koranen med disse udtryk, handler det ikke om saglig kritik – men om hån. Et simpelt litmus-test kan være: Ville denne måde at udtrykke sig på være acceptabel i en akademisk eller professionel sammenhæng? Hvis nej – så er det hån, ikke kritik.
Hykleriet hos ytringsfrihedsforkæmpere
Når personer som Pernille Vermund (LA) og Pia Kjærsgaard (DF) hylder ytringsfrihed, men samtidig reagerer med vrede eller politianmeldelser, når de selv er mål for hån, bliver det hyklerisk. Vermund anmeldte for eksempel en mand, der delte deepfake-billeder af hende. Samtidig har hun promoveret Muhammed-tegninger og opfordret muslimer til at ”tåle det”. Pia Kjærsgaard krævede en undskyldning fra The Independent for en karikatur af Lars Løkke Rasmussen – samtidig med at hun har støttet hånlige ytringer mod muslimer. Disse eksempler viser, at det ikke handler om en principiel kamp for ytringsfrihed, men om politisk markedsføring og marginalisering af minoriteter.
Afslutning
Ytringsfrihed er en af de vigtigste rettigheder, vi har – og den skal beskyttes. Men som med alle rettigheder må den udøves med ansvar og inden for rammer, der sikrer andres værdighed og tryghed. Ytringsfrihed er ikke absolut, og det bør den heller ikke være.
Artiklen er udtryk for skribentens egne holdninger. Ateisten.dk takker for bidraget til debatten. Du kan også deltage ved at skrive til os.
