Den østrigske regering arbejder i øjeblikket på at skrive et forbud mod politisk islam ind i forfatningen. Målet er at beskytte demokratiet, men regeringspartnerne, der umiddelbart er positivt indstillede overfor forslaget, kræver en skudsikker juridisk definition for at kunne stemme for et forbud.
Den østrigske regering med Forbundskansler, Christian Stocker (ÖVP) i spidsen har indledt arbejdet med et opsigtsvækkende lovforslag, der skal forbyde “politisk islam” via en decideret grundlovsændring. Det bekræfter østrigske og internationale medier, herunder The Jerusalem Post og Brussels Signal, i starten af september 2026.
Forbundskansler Christian Stocker (ÖVP) præsenterede oprindeligt forslaget i østrigske medier den 28. august 2026. Her argumenterede han ifølge Brussels Signal for, at en politisk udnyttelse af religion er grundlæggende uforeneligt med demokrati og vestlige værdier.

“Et forbud mod politisk islam er en væsentlig forudsætning for opsving, sikkerhed og velstand”, udtaler forbundskansleren i et nyligt ORF-sommerinterview.
Ifølge The Jerusalem Post sigter lovgivningen mod at forbyde alle aktiviteter, der støtter politisk islam. Lovforslaget vil potentielt give den østrigske stat beføjelser til at opløse radikale moskéer og organisationer, samt konfiskere deres midler. I yderste konsekvens vil loven endda kunne bruges til at fratage dømte medlemmer og støtter deres østrigske statsborgerskab, lyder det.
Claudia Bauer, Integrationsminister for regeringspartiet ÖVP udtaler til EXXpress:
“Vi vil bekæmpe politisk islam og dens organisationer i Østrig og i Europa med alle midler. For den radikale islam er vor tids største fare for vores vestlige demokrati, for pigers og kvinders frihed og for alle dem, der ønsker at leve og tro fredeligt og frit. Et forbud, som det er blevet krævet af forbundskansler Christian Stocker, er derfor den rette konsekvens.”
Krav om en præcis definition
Da udspillet lægger op til en grundlovsændring, kræver en vedtagelse af et flertal på to tredjedele i det østrigske parlament, hvilket regeringen ikke kan mønstre alene. Det østrigske medie, Brussels Signal, bemærker dog, at det liberale parti NEOS ikke har udelukket at levere de afgørende stemmer til et forbud. Partiet stiller dog et ultimativt krav om, at der udarbejdes en fuldstændig skudsikker juridisk definition af begrebet “politisk islam”. Uden en meget præcis retslig afgrænsning af, hvornår en religion overskrider grænsen til politisk ideologi, risikerer loven at blive underkendt ved domstolene eller krænke den generelle religionsfrihed, lyder det.









