Kernen i Epikurs (341-270) ”ateisme” er et opgør med forestillingen om guderne som KRÆVENDE, DØMMENDE og STRAFFENDE væsner. Guderne skildres som lykkelige, og en afgørende del af deres lykke består i, at de ikke lader sig gå på af eller overhovedet interesserer sig for, hvad vi mennesker foretager os. Det kunne derfor ikke falde dem ind at straffe os. Vi mennesker kan leve frie for frygt for det overnaturlige i dette liv og i det hinsidige, så meget mere som døden blot betyder, at de atomer, vi er dannet af, går i opløsning.
Epikur får på ny betydning i Renæssancen gennem nyopdagelsen af Lukrets’ værk: De Rerum Natura (Oversat til dansk: Om Naturens Orden) i 1417. Trykt i 1473. Dette værk er skrevet i det første århundrede før vores tidsregning og er i digtform en gengivelse af Epikurs filosofi.
Det man skal lægge mærke til er, at ateismen i denne epikuræiske fase ikke er politisk revolutionær. Der var hos Epikur (og Lukrets) tale om etisk vejledning og en metafysisk vej til sindsro, og tilhængerne blev opfordret til at trække sig tilbage og nyde livet blandt de åndsbeslægtede venner i Epikurs have.
På den måde adskiller Epikurs ateisme sig grundlæggende fra Oplysningstidens ateisme, der afløste den.
Hos de ateistiske Oplysningsrationalister bliver ateismen til revolutionær sprængkraft.
Hos en lang række ateister, begyndende med Spinoza (1632 – 1677) og kredsen omkring ham i midten af 1600-tallet, fører ateismen til et krav om en total nyordning af samfundet byggende på tolerance og demokrati med det formål at fremme det fælles bedste og den enkeltes frihed uden religiøs indblanding i et rent sekulært samfund.
Det disse ateister fokuserer på er, at med afvisningen af Gud mister hele den dengang bestående samfundsorden med konger af Guds nåde, kravet om præsteskabernes åndelige autoritet og det bestående sociale hierarki sin legitimitet.
Denne bevægelse med navne som Diderot, D’Holbach og Condorcet når sine mål i den amerikanske og i den franske revolution.
Disse Oplysningsrationalister tegner i høj grad billedet af ateismens idéhistorie frem til marxismens opståen.
Karl Marx (1818 – 1883) skrev doktorafhandling om Epikur, men delte i øvrigt som ung i forlængelse af den franske revolution den oplysningsrationalistiske idé om, at ”kritikken af religionen er forudsætningen for al kritik”. Som ateist var Marx udelukket fra at gøre den akademiske karriere i Preussen, han ellers var berettiget til.
Som redaktør i Rhinlandet var Marx helt på linje med den klassiske liberale oplysningsrationalisme, der så sociale forandringer som bundet til filosofiske forandringer og oplysning. Det var traditionen fra Spinoza, som han var stærkt optaget af. Økonomiske strukturer og klassekamp var der ingen spor af.
Det var før han midt i 1840’erne efter flugten til Paris blev marxist og helt nedtonede ideernes betydning for den historiske udvikling og så dem som en slags epifænomener. I stedet udviklede han en deterministisk teori om økonomien og klassekampen som de altafgørende faktorer. Erkendelsen heraf kan siges at have betydning men ikke for grundretningen af den historiske udvikling.
Fra troen på demokrati og ytringsfrihed og på filosofi og oplysning som den forandrende kraft i samfundet bevæger Marx sig ind i en fuldstændig anden ideologisk verden med tro på økonomiske strukturer og klassekamp som forandrende kraft – fra inspirationen fra Spinoza til indflydelsen fra Engels.
Dermed indledte han en helt ny revolutionær – men mindre glorværdig – fase i ateismens idéhistorie.
Det, der desværre fulgte med, var en benhård intolerance over for politiske modstandere i den historiske nødvendigheds navn. Hvad der i hvert fald blev tydeligt for enhver hos hans discipel Lenin (1870 – 1924).
Gamle venner og tidligere meningsfæller indvendte mod Marx’ kommunisme, at den udviklede sig til et mytologisk nyt evangelium om planøkonomi som den sikre vej til økonomisk lykke for de fattige – uden hold i virkeligheden.
En kritik, der skulle vise sig at have hold i virkeligheden.
I slutningen af det 19. århundrede, hvor kristendommen efterhånden havde mistet sin politiske betydning i de sekulære samfund, bliver ateismen til et individuelt frigørelsesprojekt. Sådan møder vi den hos Nietzsche (1844 – 1900). Nietzsche bruger et billede: Først er mennesket en kamel, der bærer hele det kristne idégods på sine skuldre; så bliver det til en løve, der kaster idéerne af sig; og til sidst bliver mennesket til et barn, som leger med tøndebåndet og danner sig sine egne tanker om tilværelsen.
Nietzsche spørger, hvad forskel “Guds død” gør for min erkendelse og for min personlige eksistens? Hans svar, der lyder, at ”Guds død” har medført en ophævelse af al objektivitet og ført til erkendelsesmæssig og moralsk relativisme, har ladet til at forvirre mange af hans efterfølgere.
Oplysningsrationalisten Karl Popper (1902 – 1994) omtalte allerede i 1960’erne denne erkendelsesmæssige opløsning som en åndelig sygdom i tiden. Anken lyder, at når Nietzsche vil reducere alt til at være perspektiver, da overser han, at perspektiver altid er perspektiver på NOGET. Altså må der eksistere et NOGET. Og siden har de religiøse stik imod Nietzsches intention solet sig i denne postmoderne opløsning og hyppigt fremført påstanden om, at den religionskritiske fornuft blot er en myte på linje med andre myter.
Når vi ser tilbage på ateismens idéhistorie, rummer den både en lysende vejledning – det er sådan jeg opfatter traditionen fra Epikur og fra Oplysningsrationalisterne – og vildveje. Det er sådan jeg i nogen grad ser traditionen fra Marx og Nietzsche.
Efter kommunismens sammenbrud og efter kristendommens tab af politisk dominans i Vesteuropa sker der noget nyt: Ateismen mister langt hen ad vejen sin revolutionære karakter og bliver en slags kulturel normaltilstand. Man lever ikke som ateister i militant forstand, men som mere i retning af ”metafysisk uinteresserede”.
Man kunne sige: Fra at være et dramatisk opgør med Gud bliver ateismen til et tavst fravær af Gud.
Hvad vi stiller op med spørgsmålet om “mening”, står tilbage.
Det er en kendt sag, at afsked med en religion kan føre til en oplevelse af absurditet. Et eksempel kunne være Ayan Hirsi Ali, der sætter lighedstegn mellem ateisme og meningsløshed.
Erfaringen tyder dog på, at ”mening” ikke nødvendigvis er noget, vi må vinke farvel til sammen med specifikke forestillinger om Gud.
Teksten er udtryk for skribentens perspektiv. Tak for bidraget!
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
