Længe før Donald Trump blev præsident, var han et brand. I 1970’erne og 80’erne opbyggede han sit offentlige image som ejendomsmagnat i New York, kendt for luksusprojekter, aggressiv markedsføring og konstant medietilstedeværelse. Hans reelle forretningsresultater var mere blandede, præget af både opsigtsvækkende handler og gentagne konkurser, men i offentligheden fremstod han konsekvent som en succesrig “deal-maker”.
“If you’re going to be thinking anyway, you might as well think big.”
— Donald Trump, The Art of the Deal (1987)
Denne selvskabte fortælling blev formaliseret i bogen The Art of the Deal fra 1987, skrevet i samarbejde med ghostwriter Tony Schwartz. Bogen blev en bestseller og fungerede ikke blot som en manual i forhandlingsteknik i erhvervslivet, men som en strategisk iscenesættelse af Donald Trump selv som en kompromisløs forhandler, en endnu mere visionær leder og selvfølgelig en uovervindelig vinder. Det er denne persona, ikke blot de konkrete råd i bogen, der senere blev fundamentet for hans politiske karriere. Og det gør bogen interessant som prisme at kaste forståelsens lys igennem. Lad os prøve at tænke som Trump.
Hvad er The Art of the Deal egentlig?
The Art of the Deal præsenteres som en kombination af selvbiografi, forretningsfilosofi og praktisk guide til magtforhandling. Bogen er struktureret omkring Trumps personlige fortællinger fra ejendomsprojekter i New York, blandet med generelle principper for, hvordan man opnår maksimal fordel i enhver forhandlingssituation.
Centralt i bogen står idéen om, at succes ikke primært handler om teknisk kompetence, men om psykologi, dominans og narrativ kontrol. Trump fremhæver gentagne gange følgende kerneprincipper for at ende på toppen:
- At tænke stort og skabe maksimal opmærksomhed
- At bruge magtpositioner og pressionsmidler strategisk
- At angribe frem for at forsvare
- At styre offentlighedens opfattelse gennem overdrivelse og branding
- At se relationer som transaktionelle frem for stabile partnerskaber
Disse principper blev oprindeligt formuleret til erhvervslivet, men de udgør i praksis også – vil mange nok mene – den mentale model, Trump senere har taget med sig ind i politik. I den første præsidentperiode spillede Trump med, i den nuværende er det ifølge ham selv Trumps regler, der gælder. Med dette udgangspunkt bliver hans præsidentielle stil ikke et brud med fortiden, men en direkte forlængelse af den identitet, han opbyggede årtier tidligere. Gør den ham til et orange monster ude af kontrol? Det behandler denne artikel ikke. Trumps idéer om, at amerikanerne gør det godt, at USAs grundlæggende ånd og frihed ikke er til forhandling og at verden må tilpasse sig dette kan beskues på mange måder. Artiklen her forsøger i stedet at forstå, hvordan Trumps målet-helliger-midlet tilgang udfolder sig.
Hvordan The Art of the Deal forklarer Trumps politiske adfærd
Trumps første periode som præsident var på mange måder den relativt forsigtige generalprøve. Donald Trumps anden embedsperiode derimod har været præget af aggressive forhandlinger, eskalerende konflikter, brug af tariffer som pressionsmiddel, hårde indgreb via ICE, konfrontation med Venezuela og genoplivning af idéen om amerikansk kontrol over Grønland. For mange fremstår disse handlinger kaotiske eller irrationelle.
Men set gennem prismen af Trumps egen bog The Art of the Deal fremstår mønsteret bemærkelsesværdigt konsistent. Trump styrer ikke primært efter klassisk statsmandstænkning og respekterer ikke nødvendigvis den regelbaserede tilgang, hvis det betyder, at hans magt ikke kan udfolde sig, som den reelt giver ham adgang til. Han styrer efter en for mange “unhinged” forretningspsykologi, hvor magt, pres, iscenesættelse og dominans er vigtigere end institutionel stabilitet og diplomatiske normer. Det er det, som mange oplever som kaotisk, men lad os alligevel prøve at forstå tilgangen ved at på The Art of the Deals største idéer.
“Think Big” – Politik som psykologisk chokterapi
Hvis du alligevel har tænkt dig at tænke, kan du lige så godt tænke stort. Et af bogens mest gentagne budskaber er “Tænk stort, gå maksimalt ud med budskabet, skab opmærksomhed”. Trump argumenterer for, at overdrevne krav ikke primært handler om realisme, men om at dominere forhandlingsrummet. Dette ses tydeligt i Grønlandssagen, der ruller over danske tv-skærme, mens alle bider negle. Forslaget om amerikansk overtagelse af Grønland blev internationalt latterliggjort, men set gennem Trumps egen prisme giver det mening at sige det ultimative mål højt først og tage slaget efterfølgende. Ved at flytte målstolperne dramatisk tvinges modparten til at reagere på et nærmest eksistentielt niveau, forholde sig og forhandle ud fra hans præmis. Uanset hvilken virkelighed de oplever. Målet er ikke nødvendigvis ejerskab over andet end forhandlingsrummet. Målet er en magtposition, der giver det bedst udgangspunkt. Man må håbe, at Lars Løkke Rasmussen, der selv kan udfolde sig som gamechanger, havde læst The Art of The Deal og sat sig ind i Trumps tilgang, før han mødte Trumps højre hånd, vicepræsident Vance i Washington D.C.
Den samme logik ses i Trumps udenrigspolitik generelt. Ekstreme udmeldinger bruges til at sætte dagsordenen, ikke til at udtrykke endelige positioner. Det er politisk realisme, hvor staternes magt er den centrale aktør, den største kugle på billiardbordet, før det handler om pluralistiske blødsødenheder og “Jamen, der står i reglerne…”. Nej, Trump respekterer ikke regler og autoritet – han vil være en autoritet, der definerer reglerne.
“Use Leverage” – Tariffer som politisk våben
Trump beskriver i bogen, at enhver forhandling bør starte med maksimal pression. I erhvervslivet betyder det fokus på kapital, kontrakter og juridisk pres. Dog eat dog. I politik betyder det økonomiske sanktioner, told og adgang til markeder. Tariffer mod handelspartnere, sanktioner relateret til venezuelansk olie og trusler om handelsrestriktioner er ikke tilfældige for Trump. De er direkte oversættelser af hans forhandlingsmodel. Skab økonomisk smerte for at aftvinge indrømmelser. I klassisk diplomati ses tariffer som sidste udvej. For Trump er de det første værktøj. Læseren kan måske forestille sig, hvordan det har været at være verdens ledere, da Trump turnerede med pres om øgede tariffer. Der er noget voldsomt ærligt ved stilen, der siger “jeg er den største dreng i skolegården, jeg vil have dine lunch-dollars”.
Det forklarer også, hvorfor handelskonflikter ofte eskalerer hurtigt under hans ledelse. Konflikt er ikke et problem, det er et redskab, og hvor Trump trives i forhandlingens kaos, så er mange tilbøjelige til at gå i forsvar – det kan afsløre en svaghed, som fortæller Trump, hvor langt han kan gå. I bogen taler Trump om, at selv et nederlag alligevel skaber omtale, og så længe han har været dominerende, så er omtalen det hele værd.
“Attack, Never Defend” – eskalation som hovedstrategi
I The Art of the Deal advarer Trump mod defensiv adfærd. Når du kritiseres, skal du angribe. Når du presses, skal du eskalere. Dette mønster ses konsekvent i hans forhold til medier, internationale institutioner og politiske modstandere. Her har et af Trumps vigtigste redskaber været at trække USA ud af alle de regelbaserede, internationale organer, der ikke direkte gjorde andet for USAs økonomi og magt end at forhindre dets udfoldelse. Kritik besvares ikke med forklaringer, men med delegitimering af modstanderens virkelighedsopfattelse, modangreb eller måske endda verbale svinere. Sandhedsværdien kan sagtens eksistere som en del af Trumps idé om “America First”, men i praksis fungerer hårde udmeldinger som psykologisk dominans, og her er Trump klar til at tage en retssag eller en beskyldning, så længe det som minimum kommer med omtale, der lægger sig til hans brand om at være ‘top dawg’. Han tager gerne en “fight” for at levere til sine vælgere.
Ved konstant at flytte konflikten fra substans til loyalitet, magt og fjendebilleder fastholder Trump kontrol over narrativet. Han dominerer ved at insistere på den stærkeste virkelighed. Derefter gennemfører han det, som han mener er det rigtige for ham selv, og de mennesker, der har stemt på ham. Hans “America First” og “Peace through Strength”-slogans går fint hånd i hånd med tilgangen. Og hans følgere er klar til at tilgive mange midler, så længe han opnår de mål, han lover.
Det forklarer også, hvorfor hans politiske stil fremstår permanent konfliktbaseret. Fred er ikke strategisk fordelagtig. Opmærksomhed er. Magt er. Målet er.
ICE og migrationspolitikken – magtdemonstration frem for systemreform
Trumps brug af ICE og den aggressive udvisningspolitik er ofte blevet forklaret med ideologi. Men set gennem The Art of the Deals prisme handler det lige så meget om signalpolitik, der skal afspejle og afskrække, forme og finjustere amerikanernes patriotiske tilgang. Masseudvisninger, razziaer og offentlige arrestationer fungerer som synlige magtdemonstrationer. De sender signaler både til vælgere og modstandere om handlekraft og kontrol. Og så kan Trump efterfølgende forklare, at det handler om, at amerikanerne skal sættes i første række. Det er lidt den samme retorik vi oplever fra Dansk Folkeparti herhjemme, og midten spidser ører – for der er mange, der tænker det samme i USA, Danmark og Storbritannien: “Hvorfor skal internationale regelbundne systemer forme en virkelighed, der ikke kommer skatteyderne til gode først?”, lyder den kritiske røst.
I erhvervstænkning handler det om at vise styrke for at afskrække modparterne. I politik bliver det til iscenesat statsmagt. Det forklarer også, hvorfor langsigtede, dyre (?) integrationsløsninger sjældent prioriteres af Trumps administration. De skaber ikke umiddelbar dramatisk effekt, de skaber lidelse for amerikanernes pengepung. Og Trump vil vise, at han kan skabe resultater nu og her – så må de politiske og juridiske slag komme senere.
Venezuela og Rusland – forretningslogik i geopolitisk format
Trumps konfrontation med Venezuela passer næsten perfekt ind i bogens “hardball”-strategi. Han beskriver i The Art of the Deal, at svage modparter skal presses maksimalt, indtil de kollapser eller overgiver sig.
Ved at kombinere sanktioner, militært pres og international isolering behandles en suveræn stat som en forhandlingsmodpart i en ejendomshandel, Maduro blev taget ud af spillet ved hjælp af de tilgængelige midler i værktøjskassen (narkokriminalitet som forklaring) for at opnå politisk gevinst. Mens det har været sværere at underkaste Putin amerikansk eller vestlig dominans. I stedet har Trump lugtet lunten, BRICS-blokken er blevet så stor, at USA, for at skabe de bedste resultater, ikke længere kan være verdens ordenshåndhæver – derfor trækker han sig fra internationale aftaler, derfor peger han på, at der er et hav mellem Ukraine og USA, derfor taler han handel med Putin. Det er ikke traditionel udenrigspolitik. Det er corporate takeover-logik, art of the deal-manøvre og positionering oversat til geopolitik.
Institutioner som forhindringer – ikke demokratiske værn
Trump udtrykker i bogen en dyb mistillid til bureaukrati. Dertil ved vi allerede, at han er en amerikansk troende, kapitalist og patriot, der ikke synes Mette Frederiksens socialistiske kommunisme-flirt er løsningen på noget som helst i verden. For ham er fællesskabets regler noget, der omgås, de skal ikke nødvendigvis respekteres for enhver pris. Og kan de ændres, så skal de ændres til hans egen fordel. Det er hans kernevælgere helt ombord med, for de har de samme idéer. At sætte sig selv først er for Trump at tage iltmasken på, før flyet styrter. På den måde kan man redde flest mulige landsmænd og hjælpe en nødlanding før amerikansk statsbankerot grundet gæld. Og han kan dermed på sigt. og ved at forhandle behårdt, “Make America Great Again”.
Tilgangen fra The Art of the Deal ses også i hans forhold til domstole, embedsværk, medier og uafhængige myndigheder. Når institutioner blokerer hans beslutninger, behandles de som modstandere frem for som demokratiske kontrolmekanismer. Hvis de ikke kan retfærdiggøre deres formål, så ser Trump dem som barrierer for hans magtudøvelse. I et erhvervsmiljø kan denne tilgang give hurtige resultater. I et demokrati kan tilgangen enten underminere magtens deling – eller skabe politiske forandringer og resultater.
En konsekvent logik – med ukendte konsekvenser
Trumps handlinger fremstår ikke tilfældige. De følger en bemærkelsesværdigt stabil adfærdsmodel, som han selv beskrev for næsten 40 år siden i bogen The Art of the Deal. Og så følger de hans idéer og værdier. I den henseende er han ærkeamerikansk, patriot, kapitalist, opportunist. Han beskrives ofte som en “bad orange man”, men det betyder ikke, at han er uden indhold. Det er hans stil, der går de fleste på, fordi den på mange måder viser, at han gerne sætter havørnens næb og klør i hvad som helst for at opnå og bevare magt – sådan var han som forretningsmand, sådan er han som statsmand, og de fleste af hans kernevælgere og “fans” tænker nok i disse tider med stigende politikerlede noget á la: Hellere en ægte pirat end en falsk helt. Ved siden af Keir Starmer eller Joe Biden er der mange, der ser hans ‘orange mand bad’-stil som forfriskende – ikke nødvendigvis som artig, men i det mindste som ærlig. Manden er en no bs-kinda guy. Det virker for mange bedre end en glat politikertype med et androgynt og velfriseret finish.
Problemet med Trump og udfoldelsen af tankerne fra The Art of the Deal er ikke, at strategien er inkonsekvent eller ikke kan forstås. Problemet er, at den først er udlevet og tænkt til ejendomshandler, ikke til statsledelse. Alligevel virker mange af Trumps udfald og handlinger i politiske økosystemer – måske fordi kapitalismens dog-eat-dog tilgang handler om fundamentalt menneskelige psykologiske tilstande – selv når de virker uforståelige for andre. For Trumps baggrund som erhvervsmand gør, at han forstår magt, pression og strategi anderledes, og ser man hans handlinger igennem den prisme giver de pludselig mere mening. Der er ingen falske politiker-smil og stive jakkesæt, der er ingen undskyldninger for at stå ved sig selv, det handler om, at USA skal have den bedste handel – og det er i Trumps øjne ikke den handel, som blødsødne europæiske politikere taler om og forhandler sig frem til, men den han selv mener er bedst.
Trumps anden embedsperiode er derfor ikke blot en politisk periode. Den er et realtids-eksperiment i, hvad der sker, når Trumps realisme og forretningslogik former verden.
Journalist, ateist
