Ytringsfriheden i Danmark og Europa er under pres. Det mener den kristne og kritiske formand for det ofte stormombruste Trykkefrihedsselskabet, Aia Fog, der gerne vender blikket både opad og indad, selvom et stort fokus hviler på islamismens indtog i Europa.

Tekst: Jonathan Blangstrup Illustration af: Jesper Myrthue

Aia Fog er formand for Trykkefrihedsselskabet. Hun bor på Østerbro i København og er uddannet jurist fra Københavns Universitet. Hun har sønnen, Oskar, der er 31 år. Og Ateisten har stillet hende en spørgsmål om livssyn, ytringsfrihed og de sager, som hun er optaget af som leder af en forening, der ikke er bange for at gå forrest i kampen for at beskytte retten til, at vi alle kan skrive, sige og ytre, hvad vi vil. De bærende kræfter i selskabet er langt fra bange for at være kontroversielle, hvis det betyder, at dén demokratiske grundpille består. Det har de bevist. De er en del af historien.

Trykkefrihedsselskabet blev stiftet i 2004 af Lars Hedegaard, Søren Greis, Kai Sørlander, Søren Krarup og Jesper Langballe, fordi skribentassociationen, Danish PEN, nægtede islamkritiske Lars Hedegaard medlemsskab. Det var dengang verden globaliseredes via et hastigt voksende www og forandrede sig efter det definerende terrorangreb på World Trade Center i New York i 2001. Fra et sikkerhedsperspektiv var det måske relativt klogt af Danish PEN at sige fra, for Trykkefrihedsselskabet, der af mange beskrives som en del af den voksende antijihad-bevægelse i Europa, oplevede i 2013 et attentatforsøg mod deres stifter og formand Lars Hedegaard. En mand, der udgav sig for at være postbud, forsøgte den 5. februar 2013 at skyde Lars Hedegaard.

Det ubehagelige fokus fra ekstremistiske islamister, som selskabet har tiltrukket sig, var blandt andet dengang opstået på baggrund af deres genoptrykning af Kurt Westergaards tegninger af islams hellige profet Muhammed i 2009. Det kritiserede mange muslimer dengang som værende en hån mod dem som religiøs minoritet.

Aia Fog og selskabet er igennem årene blevet kritiseret for at være for gennemgribende, måske endda for politisk højrelænet i mange venstreorienteredes øjne, i deres insisteren på ytringssfriheden, men man skal ikke være mere end bare menneske for at kunne betragte det mod, der følger med at bestride en formandspost i et selskab, der er isbryder for ytringsfriheden, som værende dybt beundringsværdigt. Det har været med livet som indsats at turde kalde religiøse ekstremisters higen efter underkastelse for hvad det er. Interviewet første spørgsmål er helt nede på jorden:

Hvordan fejrede du nytår?

“…Jeg fejrede nytår med gode venner på Nørrebro.”

Hvad vil du gerne opnå personligt i 2025?

“Jeg har aldrig nytårsforsætter af princip – bortset fra at undgå at drikke lilla bols. Det kan jeg altid leve op til”, smiler Aia Fog.

Hvad er dit livssyn eller tro?

“Jeg er fuldstændig overbevist om Guds eksistens, og at vi alle er bitte små celler i Guds bevidsthed. I min optik er det helt absurd at tro, at verden som omgiver os, er et resultat af tilfældigheder. Alene fibonacci-sekvensen, som ses gentaget så mange gange i naturen er for mig et bevis på, at den fysiske verden er skabt af noget uendeligt intelligent. Jeg mener også, at Jesus er “vejen, sandheden og livet”, og at han er det mest fuldkomne menneske, der nogensinde har været på jorden, men han er ikke Guds søn – ej heller Gud i menneskeskikkelse. I hvert fald ikke mere end os andre – han er bare meget højere udviklet.”

Aia Fog er overmåde troende, men også sekulært sindet, og hun kritiserer gerne Folkekirken og den kristne tro. For når vi spørger hende, hvordan hendes livssyn påvirker hendes virke i Trykkefrihedsselskabet, har hun både godt og skidt at sige om Folkekirken. For hende er troen noget personligt, der har vigepligt for det verdslige. Der skal være plads til kritik, og det er måske netop den tilgang, der ifølge Aia Fog, har skabt det sekulære, kristne Danmark, hvor tingene ikke blandes for meget sammen.

Påvirker din tro dit virke i Trykkefrihedsselskabet?

“Trykkefrihedsselskabets formål er at gå i brechen for det frie ord – uanset hvor det er truet og uanset hvem, der truer det. Hele selskabets mission hviler derfor på et sekulært grundlag og inden for retsstatens rammer. Det er helt afgørende. På den måde kan man godt sige, at mit livssyn påvirker mit hverv som formand for selskabet, fordi det forudsætter en adskillelse af det religiøse og spirituelle og det timelige og verdslige – du skal “bekende” dig til det sekulære demokrati som et afgørende, retligt udgangspunkt for samfundet og den måde, vi agerer på i forhold til hinanden. Derfor kan og skal man imidlertid også anerkende ophavet for vores værdier, som er kristne. Vi er, hvad enten vi vil være ved det eller ej, kulturkristne. Det er hele grundlaget for vores samfund – og kristendommen fortjener i den optik al mulig anerkendelse. Vi kunne have været endt et helt andet sted, hvis Jesus ikke havde sagt “Giv kejseren, hvad kejserens er – og Gud, hvad Guds er”. Det er genialt sagt. Jeg er medlem af folkekirken, fordi folkekirken er vores vigtigste, kulturbærende institution. Vores kristne kulturarv er hele forudsætningen for vores sekulære demokrati – og det skal man værne om. Men på det forkyndelsesmæssige plan mener jeg, at kirken er voldsomt udfordret og har en lang række forklaringsproblemer i et moderne samfund. Dog, enhver er salig i sin tro – man skal bare sørge for at gå ind i sit lønkammer med den, hvis den støder an mod de regler, vi har opstillet for vores samfund.”

Hvad mener du, når du siger, at “kirken er voldsomt udfordret og har en række forklaringsproblemer”?

“Forklaringsproblemerne er dybest set ret banale og forankret i en tid, hvor kirken i vid udstrækning blot kunne henvise til at tro på det, man ikke forstår. Eller rettere, at tro på det, kirken ikke kan give en logisk forklaring på. Hvis Gud er alkærlig – hvorfor så pine sin enbårne søn i timevis? Hvis Jesus døde i pinsel for vore synders skyld, så betyder det jo også, at han lider i stedet for os, og at Gud havde tiltænkt os lignende straf, hvis ikke Jesus havde taget en for holdet? Hvordan stemmer det med en alkærlig, tilgivende Gud? Og hvad med alle de mennesker, der levede forud for Jesus komme? Og så er hele konceptet med Den Hellige Treenighed dybt besynderligt og i bedste fald overflødigt. Jeg har aldrig forstået det, og jeg har aldrig kunnet se logikken i det – selvom adskillige teologer har forsøgt at forklare mig det”, uddyber Aia Fog.

Aia Fog taler om de udfordringer, Folkekirken og kristendommen står overfor i et moderne, sekulært samfund, hvor logik og forklaring oftest vægter højere end blind tro. Hun kritiserer de traditionelle forklaringsmodeller for centrale kristne dogmer som Guds kærlighed, Jesu korsfæstelse og Den Hellige Treenighed. Kirken kan have tendens til at fastholde præmisser for troen, som moderne mennesker ikke længere til fulde accepterer. Det gør, at Folkekirkens budskab risikerer at virke anakronistisk og ude af trit med samtiden, lyder det.

“I et moderne, sekulært samfund er det de færreste, der vil gå ind på at tro blindt på noget, der ikke kan forklares, men det er stadig en grundpræmis, som Folkekirken er nødt til at fastholde, fordi budskabet ikke hænger sammen i den udgave, det bliver serveret i. Kirken er på lange stræk gået hen og blevet anakronistisk – og det kan man ikke løse med spaghetti-gudstjenester”, forklarer hun.

På trods af kritikken fremhæver hun som dedikeret troende det overskyggende faktum, at de fleste danskere – inklusiv hende selv – stadig er medlemmer af Folkekirken. Det er udtryk for, at folk til trods værdsætter kirkens rolle som en del af deres kulturelle fundament, mener hun.

Hvad er jeres planer for trykkefriheden i 2025?

“Vores planer ændrer sig i takt med udviklingen. Det står dog fast, at vi uddeler vores ytringsfrihedspris, Sapphoprisen, i forlængelse af vores generalforsamling i marts. Så ligger det også fast, at vi igen i år deltager i Folkemødet sammen med Dansk Regnbueråd, Ord mod Ord (Marianne Stidsen), Karen West og Jaleh Tavakoli. Vi havde en fest af et samarbejde sidste år i vores fælles telt, Frihedens Station, og det glæder vi os meget til at udbygge til juni. Ellers holder vi meget øje med udviklingen både på de sociale medier, hvor det seneste nye er, at Zuckerberg jo har bebudet, at han vil stoppe censuren på Facebook og i verden omkring os. I Danmark, hvor antisemitismen er på fremmarch, båret primært af den stigende islamisering, som vi har set manifesteret i gadebilledet i stigende grad efter 7. oktober (Palæstinensiske Hamas’ angreb på Israel 2023, red.). Det er en grundtrussel mod vores frie demokrati og dermed ytringsfriheden, som jo fik et alvorligt knæk, da koranloven blev vedtaget. I udlandet er vi især optaget af England, Sverige, Tyskland og Frankrig – og USA selvfølgelig, hvorfra nye vinde blæser. Det er vores erfaring, at alt, hvad vi ser i landene omkring os har eller vil få betydning for ytringsfriheden herhjemme.”

En af de sager, som Trykkefrihedsselskabet følger meget tæt er som fortalt optøjerne i Storbritanien, hvor mange briter har fået nok af indvandringen fra især nordafrika og mellemøsten. Det er en brændvarm kartoffel, ledet af blandt andre aktivisten, Tommy Robinson, hvor selve grundpræmissen er til debat. For handler diskussionen om, at den yderste britiske højrefløj ønsker mobilisering for at skabe et højrenationalistisk Storbritanien? Eller er det den almindelige brite, ham eller hende, der betaler gildet og slæber sine fødder efter sig på arbejde hver morgen i en grå Liverpool-forstad, for senere at læse på sociale medier, at indvandrere forfordeles af staten, der har fået nok af at se skattekronerne gå til indvandrere og efterkommere fra lande, hvor flertallet bekender sig islam. Diskussionen er paneuropæisk, mener Aia Fog.

Hvad mener I om Tommy Robinson-sagen?

“Tommy Robinson er i vores optik den vigtigste stemme i ytringsfrihedsdebatten i Europa. Han er et ganske særligt menneske med en ganske særlig mission, som vi har fulgt i snart 15 år – lige fra Lars Hedegaard var formand for Trykkefrihedesselskabet. Han fik Sapphoprisen i 2020 (Trykkefrihedsselskabets tidsskrift, red.), og vi har efterhånden fået et personligt venskab med ham. Derfor er det også oprørende for os gang på gang at opleve, hvordan journalister og såkaldte meningsdannere konstant defamerer ham. Enten fordi de bare ikke kan lide ham – eller fordi de er for dovne til at gøre deres research ordentligt. Tommy sidder p.t. isolationsfængslet i Woodhill fængslet nord for London for at offentliggøre sin dokumentar “Silenced”. Vi skal besøge ham der i februar.”

Dokumentaren “Silenced” har fået Tommy Robinson beskyldt for at sprede falske og æreskrænkende informationer, blandt andet om en syrisk flygtning. Selv mener den kontroversielle brite, at hans informationer er væsentlige for at bevare et fungerende, demokratisk Storbritanien, der ikke overløbes af muslimske indvandrere og efterkommere, der ifølge ham, har ændret det fællesskab og den tryghed, der tidligere har defineret briterne fra nord til syd. Tommy Robinson taler højt om de uheldige statistikker, som indvandrere som demografisk gruppe fylder for meget i, også i Danmark og andre europæiske lande, mens den britiske regering forsøger at skærme og beskytte samme for det, de mener er en for voldsom kritik. Aia Fog står fast på, at retten til at ytre sig relativt uforhindret om de voldsomme forhold er vigtig. Tommy Robinson har blandt andet kritiseret en svag kontrol ved grænsen, kriminelle bander og sidst men ikke mindst de “grooming”-bander, angiveligt bestående af sexkrænkere og pædofile, der systematisk har udnyttet og forgrebet sig på det for bevægelsens symbolske billede på et uskyldsrent Storbritanien, briternes fremtid, børnene og de unge.

Hvad vil du sige til dem, der mener Tommy Robinsons tankegods har afsæt i den ekstreme højrefløj?

“Tommy Robinson intereresser sig dybest set ikke særlig meget for partipolitik, og derfor giver det ikke mening at forsøge at definere ham som hverken til højre eller venstre. Tommy Robinson er optaget af frihed, ordentlighed, retfærdighed og tryghed i England. Han er opvokset i Luton, og har på sin egen krop mærket, hvordan de værdier, han har kendt og levet efter, er blevet trådt under fode i takt med befolkningsudskiftningen i England: Det retssamfund og samfund han voksede op i er væk – og han vil have det tilbage. Det er grundpræmissen i hans virke. Han kan ikke sættes i partipolitisk bås. Han er ikke højreorienteret, han er ikke venstreorienteret – han er udelukkende sat i verden for at kæmpe for, at England igen bliver en fri, demokratisk retsstat, baseret på kristne værdier, hvor alle bliver behandlet lige og myndighederne er til at stole på”, forklarer Aia Fog. 

Turen går til London

Aia Fog har allerede været afsted flere gange, som du kan se i denne videoreportage, hvor hun fortæller om sin tur til London, én af flere, i oktober 2024 (artiklen fortsætter efter videoen):

Ser vi de samme tendenser i Danmark som i Storbritannien? Hvad er status i Danmark?

“I Danmark er ytringsfriheden mildt sagt skrantende: Koranloven og EU-regulering af internettet og sociale platforme er en pest for ytringsfriheden og vores demokrati, og har været det længe. Men vi ser også ind i en fremtid, hvor en lang række af de faktorer og tidstypiske strømninger, der har været begrænsende for friheden, står for fald: Woke, #metoo, Black Lives Matter, kønskonstruktivisme og LGBTQ++ er meget snart fortid, og så vil vi sandsynligvis vende tilbage til mere evidensbaserede værdier og sund fornuft, hvilket vil gavne ytringsfriheden. Vi ønsker racismeparagraffen og koranloven afskaffet så hurtigt som muligt, og vi har håb om, at der i tiden, der kommer, bliver langt bedre muligheder for det.

Især den såkaldte koranlov ser Aia Fog og hendes ligesindede som et anslag mod ytringsfriheden:

“Koranloven var et øksehug mod ytringsfriheden – og lige så slemt: Det var et knæfald for islam og det voldsmandsveto, svage politikere frygter”, fortæller formanden for selskabet bekymret.”

Kritikken kan eventuelt for nogle læsere ses i forlængelse af eller i relation til koranafbrænderen Salwan Momikas mord i Sverige for nylig.

Det handler ikke bare om religion – det er Islam i særdeleshed, den er gal med

For Aia Fog handler store dele af debatten ikke om religionskritik generelt, men om islams doktriner i særdeleshed:

“Vi oplever på ingen måde religion som begrænsende for ytringsfriheden – vi oplever islam som begrænsende. Hverken kristne, jøder, hinduer eller asa-troende har på noget tidspunkt forsøgt aktivt at indføre begrænsninger i demokratiet. Det er alene forbeholdt islam”.

Udsyn til mindre censur

Internationalt tager Trykkefrihedsselskabet notat af, at mediemogulerne, Elon Musk og Zuckerberg har ændret den måde, vi når hinanden på som mennesker via de sociale medier.

“Elon Musks køb af Twitter – nu X – har været en kæmpe sejr for ytringsfriheden, fordi vi nu har en platform, hvor ordet er frit inden for de rammer, der normalt gælder i en retsstat. X er i dag stadig den vigtigste sociale platform i verden”, udtaler Aia Fog.

Elon Musk ændrer i disse år på, hvordan vi når hinanden, og hvordan vi tjekker hinandens oplysninger. Nogle mener, han har “sat fuglen fri” (ophævede censur på Twitter, nu X, red.), mens andre mener, at han er en skidt Trump-støtte. Ikke desto mindre har Facebooks Mark Zuckerberg gjort ham kunsten efter ved for nyligt at italesætte den meget gennemgribende moderation, Facebook selv har været en stor del af. Fremtidens indhold på de to sociale mediegiganters platforme skal modereres af brugerne selv, lyder den generelle melodi nu efter initiativet fra Elon Musk og de politiske vinde, der blæser over amerikanernes forenede stater. Og Aia Fog gør opmærksom på, at mange journalister og meningsdannere har brugt platformen:

“Det (Elon Musks “frisættelse af fuglen”, red.) har også betydet, at journaliststandens selvbestaltede rolle som gatekeepere for både information og kommunikation nu er endeligt brudt – og det er en stor sejr for ytringsfriheden”, mener Aia Fog.

Illustratration: Jesper Myrthue