Følgende kronik af Niels Skovgaard er også bragt i Politiken, Tirsdag 4. august 1992
I 1987 udkom de mig bekendt to vigtigste bøger, der blev udgivet i 1980’erne-den ene i Frankrig, den anden i USA. Den franske bog var skrevet af filosoffen Alain Finkielkraut og den amerikanske af den politiske idéhistoriker Allan Bloom. Sigtet i begge bøger var at forsøge at beskrive den åndelige situation i de to respektive lande og diagnosen var i begge tilfælde den samme: Den fremherskende ånd er kultur-relativismen, hvad de begge beklager dybt. Det kan man også se af disse bøgers titler! Finkielkraut kaldte sin bog: La defaite de la pensée (tankens nederlag) og Blooms bog hed: The Closing of the American Mind (Tillukningen af den amerikanske bevidsthed).
Begge forfattere er også enige i at se uddannelsessystemet som primus motor for udbredelsen af den nye ånd.
HVAD ER så da kulturrelativisme? Det er en opfattelse, der tager udgangspunkt i den påstand, at det at være et menneske er noget helt og aldeles andet end at være et dyr. Et dyrs adfærd er bestemt af dets natur. Adfærden ligger i høj grad indkodet i dyrets artsbestemte gener – og det er dem, der får giraffer, svaler og edderkopper til at opføre sig, som de nu engang gør, uanset hvor de optræder på Jorden.
Det, der derimod karakteriserer mennesket, er, at det til forskel fra dyrene ingen sådan natur har. Et menneske er ikke noget, der er givet på forhånd. Det kan blive til en afrikansk buskmand, en dansk viking eller en engelsk gentleman – altså til hvad som helst. Mennesket er ligesom en tom tavle, der kan skrives fuld på mange forskellige måder. Og det, der skrives på tavlen, er den kultur, som det enkelte menneske tilfældigvis vokser op i. Gennem kulturen får mennesket sin opfattelse af virkeligheden, sine værdier (det man finder rigtigt at stræbe efter) og sin opfattelse af godt og ondt – som så igen bestemmer dets adfærd.
Hvor dyrets adfærd er biologisk, genetisk, instinktmæssigt bestemt, er menneskets adfærd altså helt og aldeles kulturbestemt.
Men hvor kommer kulturerne fra? Jo, de er skabt af mennesket selv mere eller mindre anonymt. Men nogle af skaberne kan vi også sætte navne på: Moses, Buddha, Jesus, Muhammed og f.eks. Calvin, der skabte den protestantiske etik, der blev grundlaget for den kapitalistiske industrikultur, som vi nu lever i.
Disse store kulturskabere er en slags kunstnere – men det, de skaber, er virkelighedsopfattelser, og det, de formgiver, er menneskers livsform og historie.
Nu er det – hævder kulturrelativisterne – en vidt udbredt illusion blandt verdens mennesker, at de ikke lever i og ud fra en tilfældig virkeligheds opfattelse, men at de lever i selve den skinbarlige virkelighed. De har ikke forstået, at de forskellige kulturer er vilkårlige menneskeskabte produkter – og at der ingen objektiv verden findes. Virkeligheden i sig selv kan vi slet ikke tale om. Det eneste, der findes, er de forskellige virkelighedsopfattelser, og mangfoldigheden af virkelighedsopfattelser og livsformer er udtryk for den menneskelige mangfoldighed i modsætning til dyrenes entydighed. Denne mangfoldighed skal vi acceptere, kræves det af os. For enhver kultur er jo lige så sand som enhver anden, og den rette holdning kulturerne imellem er derfor tolerance, åbenhed og respekt. En negativ holdning til andre kulturer er udtryk for den misforståelse, at der findes nogen, der har ret. Det gør der ikke. Ord som sandt og usandt, godt og ondt skal sættes i anførselstegn, for indholdet af dem er bestemt af de givne kulturer. Kun den notorisk udannede angriber andre kulturer. For han har ikke forstået, at de ud fra deres forudsætninger har lige så meget ret, som vi har ud fra vores, og at man ikke kan anlægge et objektivt – et kulturløst syn på, hvad der er sandt, og hvad der er godt og ondt. Muslimer sætter størst pris på Allah – han er deres altoverordnede værdi – og alle deres normer handler om at adlyde ham. Vestlige humanister sætter størst pris på menneskets velfærd, og alle deres normer handler om at fremme det. Men disse normer er lige så vilkårlige og kulturrelative, som de værdier, de tjener. Og det hele er relativt til en kulturskabt forståelse af virkeligheden.
Dette er i kort begreb indholdet i kulturrelativismen, og det er min påstand, at denne relativisme i høj grad også vinder frem i Danmark: Først og fremmest på det akademiske bjerg, men også i stigende grad i form af en folkebevægelse. Den er også hos os ved at være den konventionelle visdom, der er så cementeret, at man ikke mere behøver at argumentere for den. Det er nok blot at henvise til den og at stille sig forarget an, hvis den bliver anfægtet.
HVORDAN SER så almendannelsen ud i det kulturrelative lys? At få det afdækket er et hovedsigte hos både Bloom og Finkielkraut. Sammenligningen med dyrene er igen oplysende. Dyrene skal ikke dannes, men er allerede almene efter deres art. Mennesket derimod skal dannes, men efter som vi intet er på forhånd, kan vi kun dannes til noget partikulært – nemlig i vor tilfældige kulturs mønster. Men når al dannelse er partikulær, hvordan da tale om en almen dannelse? Kulturrelativismen svarer, at det almene ved den almene dannelse ikke ligger i et bestemt indhold, men at det ligger i opbyggelsen af en bestemt holdning til det indhold, der inddrages i undervisningen, hvad enten det er litteratur, religion eller politiske ideologier.
Den holdning, der kræves, og som er den almene dannelses adelsmærke, er respekt, tolerance og åbenhed over for enhver kulturel dannelse i dens iboende vilkårlighed. Eleverne skal lære, at alt er lige gyldigt. Men det betyder også, at det skal slås fast for eleverne, at den livsforståelse, de selv kommer med hjemmefra, er et vilkårligt udtryk for deres egen tid og sted og uden hold i noget virkeligt. Almendannelsens formål er, sådan opfattes det, at få trukket gulvtæppet væk under sig. At vide, at der ingen holdepunkter er. At vide, at det er umuligt i dybere forstand at orientere sig i tilværelsen.
Det er dette pædagogiske ideal, denne forestilling om almendannelse, som Finkielkraut, Bloom og iøvrigt også jeg selv angriber, og vi angriber det, fordi vi mener, at den kulturrelative anskuelse, som idealet bygger på, er forkert. Den er selvmodsigende, som jeg straks skal antyde, og selvbedragerisk, hvad jeg senere skal komme ind på.
Selvmodsigelsen kommer frem, når relativisten hævder, at alle opfattelser er ligeværdige i deres vilkårlighed. Samtidig hævder han, at hans egen kulturrelative opfattelse som den eneste ikke er vilkårlig, men i egentlig forstand sand, og at den dermed er alle andre opfattelser overlegen. Relativisten piller os alle ned fra piedestalen, men det er kun for, at han selv kan tage plads på den.
ALTERNATIVET til den kulturrelative pædagogik er ikke at afskaffe den undervisning i kulturforskelle, der efterhånden spiller en central rolle på alle niveauer i også vort uddannelsessystem. Det, der derimod skal til, er at få en klar retfærdiggørelse af, at der stilles spørgsmål om sandheden om verden og om det gode menneskeliv i alle kulturfagene: Dansk, religion, samfundsfag osv. Sådan at kulturerne ikke ses som vilkårlige udtryk for menneskets mangfoldighed, men som led i en dialog. Sådan at beskæftigelsen med mangfoldigheden af synspunkter ikke bare har til formål at øge forvirringen, men har til formål at stræbe frem mod, hvordan tingene virkelig forholder sig. Og denne stræben kan kun virkeliggøres, hvis læreren får lov til at blive synlig som sig selv med sin egen helhedsforståelse af tilværelsen og sin forståelse af de etiske og politiske spørgsmål. Kun på den måde kan eleverne få en mur at spille op ad i stedet for en dyne, der alene ved, at sådan kan man også se på det. Eller som kun fremsætter synspunkter for at provokere og lige så godt kan sige det ene som det andet – og gør det.
Anderledes udtrykt skal undervisningen både foregå fra katederet og have form af et forsamlingshus. Fra katederet er læreren den, der ved noget om de forskellige livsanskuelser, og som i et samspil med eleverne gengiver dem så loyalt som muligt. Det kan kun ske ved, at man bestræber sig på at undlade at blande sin egen mening ind.
I forsamlingshuset derimod diskuterer læreren og eleverne indbyrdes livsanskuelsesspørgsmålene. Det er påvirkning, javel, men indoktrinering er det ikke, for der er intet skjult ved det. Og en sådan påvirkning må vi som lærere kræve fuld forståelse for hos politikere og hos forældre. Og vi, der er lærere, må overvinde den frygt, vi har liggende i os fra indoktrineringsdebatten i begyndelsen af 7O’erne. Frygten for at markere os som os selv. Kun sådan kan det blive klart for eleverne, at alle synspunkter ikke er lige gyldige og at formålet med undervisningen ikke er at gøre dem til nihilistiske kulturrelativister.
Almendannelsen er med rette for Bloom og for Finkielkraut en åbenhed og en stræben: En stræben efter at finde ud af, hvad det er for en verden vi lever i, og hvad vores egen rolle er i denne verden: altså de klassiske filosofiske spørgsmål.
Åbenheden ved almendannelsen består i villigheden til at lytte til andres argumenter med en bevidsthed om, at det man selv antager, kan være fejlagtigt. Består i at være åben over for, at vi altid kun er undervejs til sandheden og det gode. At være åben over for den forunderlige verden, som vi i vores prøven og fejlen griber ud efter.
OGSÅ kulturrelativismen knytter jo begrebet åbenhed til sit ideal om almendannelse, men her er der, som Bloom skarpsindigt har påvist det, tale om en falsk varebetegnelse: Når alt betragtes som vilkårlige bevidsthedsprodukter lukker man sig inde i bevidsthedens spøgelsesverden: I narcissismens lukkede bevidsthed.
Hvis åbenhed har noget med den holdning at gøre, at der kunne være noget rigtigt i det, den fremmede siger, så har relativismen intet med åbenhed at gøre, eftersom den afviser enhver tale om rigtighed.
Og på samme måde forholder det sig med den respekt, der selvbedragerisk postuleres at indgå i det kulturrelative dannelsesideal: Hvis respekt har noget at gøre med at tage den anden og hans argumenter alvorligt, så kommer relativisten også til kort over for dette begreb. Den fremmede er og bliver jo mindreværdig i sin uvidenhed om vilkårligheden i sit eget udkast. At tage hans argumenter alvorligt er formålsløst, for med dem prøver han jo bare at tildække vilkårligheden i sine synspunkter.
Den kamp mod kulturrelativismen, som Finkielkraut og Bloom gav signal til, er for mig at se den helt afgørende kulturkamp i den demokratiske del af verden i dag. Med resultatet af den står og falder det, om vi skal regne vort liv for ligegyldigt eller ej.
Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning og perspektiv. Vi takker for deling.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
