Vi ser ansigter i skyer, figurer i klippeformationer, stikkontakten smiler af os og mennesker i tilfældige pletter på vægge. Det er ikke et udtryk for overtro, fantasi eller “noget spirituelt”. Det er et veldokumenteret psykologisk og neurologisk fænomen kaldet pareidolia.

Denne artikel tager udgangspunkt i fire fotografier taget af Ateisten.dks husfotograf i en almindelig opgang med rødt glas, metalpaneler, skruer og belysning. Motivet er banalt og simpelt. Alligevel oplever mange betragtere, at der opstår en tydelig figur, når de ser nærmere. Vi har ved hjælp af ai skabt det billede, som hjernen former, når vi ser på det: En person, der læner sig op ad en væg – måske har vedkommende en smøg? Nogle ser endda kropsholdning, attitude eller et humør. Fotografierne viser ikke noget overnaturligt, men de demonstrerer meget præcist, hvordan den menneskelige hjerne arbejder. Igennem denne artikel viser Ateisten.dk, hvordan dette billede kan udvikle sig i vores hoveder. Hvad ser du? Her er det originale billede:

Hvad er pareidolia?
Pareidolia er en type fejltolkning eller “intrusive visual thought”, hvor hjernen opfatter genkendelige mønstre, især ansigter og kroppe, i tilfældige eller uklare visuelle stimuli. Fænomenet er velbeskrevet i både kognitionspsykologi og neurovidenskab og betragtes som et biprodukt af menneskets ekstremt effektive mønstergenkendelse. Det afgørende for forståelsen er dog, at det ikke er sanserne, der fejler. Øjet registrerer billedet korrekt. Det er hjernens fortolkning, der går et skridt videre og “ser noget”, som objektivt set ikke er der.
Hvorfor ser vi især mennesker?
Menneskehjernen er evolutionært optimeret til hurtigt at opdage andre mennesker. At kunne genkende ansigter, kropsformer og kropsholdning på et splitsekund har haft enorm overlevelsesværdi. Derfor er hjernen indrettet til hellere at lave en falsk positiv (“der er nogen”) end en falsk negativ (“jeg overså nogen”). Forskning viser, at hjernen prioriterer mening frem for præcision, især når informationen er tvetydig. I praksis betyder det, at vi hellere ser et menneske, der ikke er der, end risikerer at overse et, der er.

Hvad sker der i hjernen?
Neurovidenskabelige studier peger især på et område i tindingelappen kaldet Fusiform Face Area (FFA). Dette område aktiveres, når vi ser ansigter, men også når vi ser noget, der blot ligner et ansigt. Hjernescanninger viser, at FFA kan aktiveres, selv når forsøgspersoner udmærket ved, at de kigger på livløse objekter.
Tilsvarende gælder for kropslignende silhuetter. Når lys, skygger og konturer tilfældigt danner noget, der minder om en menneskelig form, aktiveres de samme perceptuelle systemer, som bruges til at genkende rigtige mennesker.
Hvorfor virker netop disse billeder?

Fotografierne fra opgangen indeholder flere elementer, der er særligt effektive for hjernens fortolkning: lodrette flader, kontrast mellem lys og mørke, asymmetri og former, der kan læses som en silhuet. Når hjernen først “låser” en tolkning – for eksempel “en person, der står op ad en væg” – begynder den automatisk at udfylde detaljer. Dette kaldes top-down processing: forventninger påvirker det, vi oplever. Derfor kan to personer se det samme billede og opleve noget forskelligt – men begge oplevelser føles umiddelbart virkelige.
Det føles virkeligt, selv når vi ved bedre
Et vigtigt punkt er, at viden ikke nødvendigvis ophæver oplevelsen. Selv når man rationelt forstår pareidoli, kan figuren være svær at “slukke”. Det er ikke irrationalitet, men et grundvilkår ved menneskelig perception. På samme måde virker optiske illusioner stadig, selv når vi kender forklaringen.

Ingen mystik – kun biologi
Pareidoli bruges ofte som argument for overnaturlige forklaringer. Men fænomenet kræver ingen mystik. Tværtimod er det et klart eksempel på, hvorfor videnskabelig forståelse af sanser og perception er nødvendig. Vores hjerne er ikke designet til at vise verden, som den er – men til at skabe hurtige og brugbare fortolkninger. Fotografierne viser ikke en person. De viser en hjerne, der gør præcis det, den er udviklet til.
Pareidolia, religion og oplevelsen af det guddommelige
Pareidolia har længe været genstand for interesse i religionspsykologi, fordi samme mekanismer, der får os til at se ansigter i skyer eller figurer i tilfældige mønstre, også kan bidrage til religiøse og guddommelige fortolkninger – her bruger man det bredere fænomen Apofenia. Mennesker rapporterer på tværs af kulturer at se guder, hellige skikkelser eller “tegn” i naturlige fænomener som lysfænomener, klippeformationer, træer eller forbrændingsspor. Forskningen peger på, at dette ikke kræver nogen ekstern, overnaturlig årsag, men kan forklares gennem hjernens stærke tendens til agent-detektion – altså tilbøjeligheden til at antage, at der står en intentionel aktør bag uklare sanseindtryk.
It’s all in your head

Evolutionært har det været mere fordelagtigt at fejlagtigt antage en aktør (“noget vil mig noget”) end at overse en reel trussel. Måske er det derfor katte og hunde er mere paranoide end os mennesker til tider? I religiøse kontekster kan denne mekanisme kombineres med kulturelle forventninger, symbolsprog og tro, hvilket gør oplevelsen ekstra meningsfuld og følelsesmæssigt stærk. Det afgørende er, at oplevelsen føles autentisk for den, der har den – også selv om den kan forklares fuldt ud med kendte psykologiske og neurologiske processer. Pareidolia udfordrer derfor ikke nødvendigvis oprigtigheden i religiøse oplevelser, men tilbyder en naturalistisk forklaring på, hvorfor mennesker historisk og i nutiden har haft så stærke og ensartede forestillinger om guder og guddommelige tegn.

Mange troende som ateister har sikkert set dette og lignende billeder på internettet og trukket lidt på smilebåndet.
Vil du vide mere?
Pareidolia og apofeni er nært beslægtede fænomener. Apofeni er den overordnede betegnelse for menneskets tendens til at finde mening og mønstre i tilfældige data, mens pareidolia er en specifik visuel form for apofeni, hvor hjernen opfatter genkendelige figurer, især ansigter og kroppe, i uklare eller tilfældige visuelle indtryk. Kort sagt: Alt pareidolia er apofeni, men ikke al apofeni er pareidolia.
Se mere om den fascinerende ‘meningsdannelse’ i denne YouTube video:
Journalist, ateist











