De sidder og læser i nogle meget gamle skrifter, skrevet af nogle mænd fra Østerland på nogle mere eller mindre uddøde oldtidssprog, hvis betydninger i afgørende tilfælde er tvivlsom. Det er skrifter om mænd, der hævder at have modtaget åbenbaringer fra Gud og om apostle, der hævder at have været vidne til nogle overordentligt usædvanlige begivenheder – den vigtigste begivenhed: Jesu opstandelse – endda som de stort set eneste.
Skrifterne er udvalgt af og erklæret kanoniske af nogle magtfulde kirkemænd fra antikken.
De lægger især vægt på en fortolkning af skrifterne, der blev foretaget af en tysk munk fra senmiddelalderen. (Hvor dette fortolkningsprivilegie kommer fra, er der ikke rigtig nogen, der kan forklare).
Når de er færdige med det og har taget deres embedseksamen på et statsfinansieret studium, går de ud og fortæller os andre, hvad der er Guds mening med det hele, hvad Han kræver af os og hvad Han tager afstand fra ved os, og hvad Han har tænkt sig at gøre ved os i al evighed.
De holder fast i den udlægning, der blev leveret af middelaldermunken, at vi, der ikke tror på, hvad lige netop han har fundet ud af om Gud i de gamle skrifter, vil gå evig fortabt. Selv var munken i sin ungdom så stiv af skræk for Gud, at han ynkede sig selv over at være blevet et menneske.
Det er en tro, de i øvrigt er forpligtede til at forkynde af den statsstøttede kirke, de er ansat i i henhold til bekendelsesskrifterne. Andre nøjes med at erklære os vantroendes liv for tomt, håbløst og meningsløst og uden retningslinjer.
At vi, der ifølge den udlægning er erklæret evigt fortabte eller hule og meningstomme, skal deltage i skattefinansieringen af forkyndelsen, er vi nogen, der ikke kan lade være med at være lidt stødte over det.
Selvfølgelig kan man søge inspiration til sine egne idéer i skrifterne, men de idéer man når frem til, må man selv stå til ansvar for.
At udnævne idéerne til at have guddommelig autoritet er humbug.
Vi er nogle, der aldrig bliver trætte af at protestere over vanvittige gudsbilleder, når de fremføres i ramme alvor.
Er der nogen der kan producere ateister, så er det teologer som Luther.
Tak til Niels Skovgaard for indlægget, der er udtryk for hans egen holdning/perspektiv.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
