At religion historisk har været brugt til at legitimere magt og lovgivning er ikke nyt. Men et omfattende studie fra Københavns og Lund Universitet dokumenterer nu en tydelig og systematisk sammenhæng mellem religion og anti-demokratisk lovgivning – både historisk og i nutidige samfund.
Forsker i religionsøkonomi Jeanet Sinding Bentzen fra Københavns Universitet har sammen med en kollega analyseret et meget stort datamateriale bestående af historiske oplysninger fra omkring 1250 samfund kombineret med moderne data fra over 150 lande. Resultaterne peger i én retning: Religion har fungeret som et effektivt redskab til at stabilisere magt og reducere behovet for demokratiske rettigheder.
“Når man bruger religion til at legitimere sin magt, er det mindre nødvendigt at give borgerne demokrati for at fastholde deres støtte”, fortæller hun til Altinget.
Ifølge forskerne handler det ikke blot om enkeltstående eksempler i studiet fra 2023, men om et bredt strukturelt mønster. Samfund, der historisk har været præget af stærke religiøse forestillinger, især om guder der straffer umoralsk adfærd, har i dag oftere love og institutioner, som bygger direkte på religiøse normer.
“Historisk set har nogle herskere brugt religion til at legitimere deres magt, mens andre har baseret sig på mere demokratiske midler. Denne tendens, kaldet guddommelig legitimering, har givet herskere incitament til at indlejre religion i samfundets institutioner. Vi viser inden for en simpel teoretisk ramme, at brugen af religion til at legitimere magt og den deraf følgende institutionalisering af religion kan være med til at forklare, hvorfor religion og religiøse institutioner har overlevet trods modernisering,” forklarer forskerne.
Fra fortid til nutid
Studiet viser, at historiske religiøse strukturer har langtidseffekter. Lande og samfund, hvor magthavere tidligere brugte religion til at legitimere deres autoritet, har i dag oftere religiøst baseret lovgivning. Det gælder eksempelvis blasfemiparagraffer, begrænsninger af kvinders rettigheder og indskrænkninger af homoseksuelles rettigheder.
Sammenhængen gælder på tværs af religioner. Forskerne har opdelt materialet i blandt andet islamiske, kristne, hinduistiske og buddhistiske samfund og finder, at mønsteret optræder inden for hver gruppe. Det betyder, at der ikke er tale om et problem knyttet til én bestemt religion, men om en generel mekanisme, hvor religion bruges som politisk legitimeringsværktøj.
Bentzen understreger samtidig, at der ikke er tale om absolutte regler for hvert enkelt samfund, men statistiske mønstre på tværs af store datamængder. Sammenhængen er tydelig i gennemsnit, selvom enkelte lande naturligvis afviger.
Straffende guder og stærke ledere
En særlig interessant del af studiet handler om forskellen mellem religionstyper. Samfund med forestillinger om straffende guder, altså guder, der overvåger menneskers adfærd og straffer moralske overtrædelser, har markant større sandsynlighed for at udvikle religiøst baseret lovgivning og svagere demokratiske institutioner.
Forklaringen er ifølge forskerne relativt enkel. Når befolkningen allerede tror, at en højere magt overvåger og sanktionerer adfærd, bliver det lettere for politiske ledere at koble deres autoritet til denne guddommelige orden. Dermed reduceres behovet for folkelig legitimitet gennem demokratiske processer.
Religionens dobbelte rolle
Selvom studiet dokumenterer negative samfundsmæssige konsekvenser, afviser Bentzen at drage den enkle konklusion, at religion udelukkende er skadelig. Forskning viser nemlig samtidig, at religion på individniveau kan have positive effekter på mental trivsel, fællesskabsfølelse og livsmening.
Dermed opstår et komplekst forhold mellem forskning, data og statistik, som man skal passe på at konkludere ud fra. Det, der kan være gavnligt for individet, kan samtidig have problematiske konsekvenser på samfundsniveau, hvis religion institutionaliseres politisk og bruges til magtkonsolidering, og der er altså dermed ikke tale om religion som helhed i studiet.
Historisk set peger nogle teorier endda på, at religion kan have spillet en rolle i opbygningen af tidlige komplekse samfund. I perioder uden stærke retssystemer kan forestillingen om straffende guder have fungeret som et socialt kontrolsystem, der gjorde store fællesskaber mulige.
Hvad betyder det for fremtiden?
Ifølge Bentzen afhænger religionens fremtidige politiske rolle i høj grad af geografisk kontekst. I stærkt sekulariserede samfund som Danmark er religion i dag i praksis politisk ubrugelig som magtinstrument. Tværtimod forbindes åben religiøsitet ofte med lavere politisk troværdighed.
Situationen er anderledes i lande som USA, hvor religiøs identitet fortsat spiller en central rolle i politik, og hvor åbent ateistiske politikere er sjældne. Samtidig ses stigende religiøsitet i dele af Latinamerika, Afrika og Asien, hvilket potentielt øger religionens politiske anvendelighed i disse regioner.
Studiet peger derfor på, at kampen for demokratiske rettigheder ikke kun handler om institutioner og økonomi, men også om kulturelle og religiøse strukturer. Hvis religion i den form den end leveres i bruges som autoritetsgrundlag, kan behovet for folkelig legitimitet svækkes ift. gennemsigtighed og demokratiske checks and balances.
“Lande, der har baseret sig på guddommelig legitimering, er i dag mere autokratiske, og deres befolkninger er mere religiøse. Disse resultater bidrager til vores forståelse af, hvorfor både religiøse og autokratiske institutioner har været vedvarende over tid,” forklarer forskerne.
Studiet bidrager til en bredere forståelse af, hvad der faktisk driver demokrati, og måske hvorfor religion fortsat spiller en afgørende rolle i mange af verdens mest autoritære samfund.
