Nb. Indlægget er tidligere bragt i en ældre version i Weekendavisen. Ateisten har indhentet tilladelse.
Ofte hører vi fra troende, hvordan vi alle sammen er kulturkristne, også de selverklærede ateister, som tager afstand fra kristendommen. Men spørgsmålet er, om man ikke med samme ret kunne hævde, at de fleste vesterlændinge i høj grad også er præget af ateistiske idéer.
De fire mest skelsættende ateistiske filosoffer (forstået som filosoffer for hvem Gud/guder ikke spiller nogen rolle i vores tilværelse) i europæisk idéhistorie er, så vidt jeg kan se grækeren Epikur, hollænderen Baruch Spinoza, tyskerne Karl Marx og Friedrich Nietzsche.
Epikurs mål tilbage i 300 – 200-tallet før vores tidsregning var at frigøre individet for forestillingen om det guddommelige som en dømmende og straffende magt, som man både skulle frygte her og hisset. Påstanden var, at det, der møder os i tilværelsen, er et resultat af naturlige årsager og ikke af guddommelig straf og belønning. En sygdom f.x er et tilfælde – et sygdomstilfælde. I det hinsidige skal vi heller ikke frygte for guddommelig straf, eftersom vi ikke lever videre efter døden.
Med disse synspunkter lå vejen for Epikur åben til sindsro for den enkelte.
Fra midten af 1600-tallet er udfordringen for Spinoza og kredsen omkring ham, at kristendommen på den tid var blevet til samfundets dogmatiske, autoritære ideologiske overbygning, hvorudfra alle mulige politiske forhold blev legitimeret: Kongernes magt over deres undersåtter, adelens magt over bønderne, den hvide races magt over den sorte, mændenes magt over kvinderne, kirkernes magt over åndslivet og uddannelsessystemet.
Spørgsmålet, der blev åbnet, var: Hvad betyder det politisk, at der ikke findes en guddommelig autoritet? Og Spinozas svar var: Individuel frihed, lige rettigheder, tolerance og demokrati.
Et svar, der fuldt ud har bevaret sin aktualitet – nu i kamp mod den postmoderne fordom, at svaret kun har relevans inden for den vestlige civilisations kreds. Og mod islamisternes påstand om præsteskabets krav på autoritet.
Marx sætter skel med sit angreb på den fordelingsteori, at enhver skal nyde i forhold til sin indsats, sådan som John Locke havde forsvaret det. I stedet fremsætter han princippet om, at staten skal styre fordelingen: at enhver skal yde efter evne og nyde efter behov. Fordelingen af goderne skal ikke følge den helt tilfældige fordeling af evner i befolkningen. Social retfærdighed består i, at de, der er omfattet af skæbnens gunst, skal betale til dem, der er ramt af dens ugunst.
Dermed var han med til at lægge grunden til den nordiske samfundsmodel.
Princippet for velfærdsstaten må på ingen måde forveksles med den kristne idé om næstekærlighed. Velfærdsstaten handler om politik og rettigheder. Næstekærlighed handler om individuelle handlinger og almisser.
I slutningen af 1800-tallet, hvor kristendommen i de sekulære samfund havde mistet sin politiske betydning, bliver ateismen igen til et individuelt frigørelsesprojekt. Sådan møder vi den hos Nietzsche. Nietzsche bruger det billede på processen, at først er mennesket en kamel, der bærer hele det kristne idégods på sine skuldre. Så bliver det en løve, der kaster idéerne af sig. Sidst bliver det til barnet, der leger med tøndebåndet og danner sig sine egne tanker om tilværelsen.
Det spørgsmål Nietzsche rejser er: Hvad forskel gør ”Guds død” for min erkendelse og for min egen personlige eksistens?
Og hans betydning ligger i fuldstændig at have forvirret begreberne hos sine efterfølgere med sit svar, der går ud på, at ”Guds død” betyder en ophævelse af al objektivitet og som følge deraf erkendelsesmæssig og moralsk relativisme.
En opløsning som Popper allerede i 1960’erne kunne omtale som ”vor tids” åndelige sygdom.
Man kan – nævnt i parentes – høre, at den er gal rent logisk: Når Nietzsche vil reducere alt til at være perspektiver, overser han, at perspektiver altid er perspektiver på NOGET. Altså må dette NOGET eksistere.
Siden har de religiøse stik imod Nietzsches intentioner solet sig i denne postmoderne opløsning med påstanden om, at den religionskritiske fornuft blot er en myte på linje med alle andre myter.
Hvorom alting er, er de fleste af os vesterlændinge prægede af disse ateistiske idéer.
Hvad vi ellers er, er vi nok også ”kulturateister”.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
