Tom Hollands bog ”Herredømmet” (Dominion) er skrevet ud fra den idé, at kristendommen er alfa og omega for forståelsen af vores vestlige civilisation. Det er en tese, som en del kristne har sat pris på at se udfoldet, og det har gjort ham populær i de kredse.
Også de idéstrømninger, der opfatter sig selv som protester mod kristendommen. er, hævder Holland, i virkeligheden dybt rodfæstede i dens muld. Spinoza og Voltaire, ja hele oplysningsbevægelsen, er i virkeligheden ”endnu en variant af den kristne tro”. (s. 379)
Uanset hvordan vi vender og drejer det, er vi alle kulturkristne, er Hollands påstand. Måske til undren for nogle, der kan have svært ved at se, at Spinoza – med sin afvisning af en skabergud, af mirakler og åbenbaringer, af Jesus’ særstatus i universet, af kanoniske bøger, af evig frelse og fortabelse, kort sagt af hvert eneste punkt i trosbekendelsen – bliver udlagt som skaber af et reformistisk kristent projekt.
Hvis man undersøger Tom Hollands egen livsforståelse, er det påfaldende, hvor stærkt han er påvirket af Nietzsche, kristendommens hårdeste kritiker i vores idéhistorie.
Holland er enig med Nietzsche:
I synet på kristendommen: Kristendommen er et slaveoprør, et oprør, der vender alle antikkens værdier på hovedet. De fattige, de afmægtige, de ukendte, de ringeagtede, kort sagt, bunden af det sociale hierarki, ophøjes, mens de mægtige, rige, berømte, toppen af det sociale hierarki, nedvurderes.
I synet på Europas historie: De hævder begge, at alt er gennemtrængt af kristendom, også oplysningsbevægelsen og socialismen. Den sekulære humanisme er et barn af den kristne myte. Som Holland skriver: ”Hvert menneske har en iboende værdi. Dette princip stammede – som Nietzsche med stor foragt havde påpeget – hverken fra den franske revolution, Uafhængighedserklæringen eller oplysningstiden, men fra Bibelen.” (s. 491)
I synet på moralen: Moralen står og falder, som Nietzsche hævder, med troen på Gud. Holland citerer med tilslutning Nietzsche: ”Når man opgiver den kristne tro, trækker man samtidig retten til kristen moral væk under fødderne på sig selv”. (s.462) Uden Gud gælder alene den stærkes ret.
I sin erkendelsesteori: Holland afviser som Nietzsche eksistensen af en universel sandhed. Sandheden er kulturrelativ / mytisk funderet. Når Gud falder bort, falder sandheden bort, og der bliver kun det menneskelige perspektiv tilbage. Tilhængerne af universelle sandheder dyrker en forestilling om ”universalitet, der kulturelt var yderst specifikt” (s. 535) Holland afviser klart universalitet på det værdimæssige område. Værdier er for ham noget vi har, fordi vi er opvokset med og opdraget i dem. Vi har alle ”de instinkter, der hører sammen med at være vokset op i en kristen civilisation”. (535) Når rationalister bilder sig ind, at deres værdier har rod i ”fornuften”, er der i virkeligheden blot tale om en ny myte uden nogen form for hold i noget almengyldigt.
I sin ontologi: Holland afviser med Nietzsche troen på Gud. ”Det håb, den kristne fortælling tilbød, at der fandtes en orden og en mening med menneskets eksistens, var noget, der for altid var gået tabt for mig”. (s. 532) Men til forskel fra Nietzsche hævder han, at kristendommens omvurdering af alle værdier kan leve videre, selvom denne omvurdering ikke har rod i andet end en myte.
Hollands bog ”Herredømmet”, med undertitlen: “Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed”, er et postmoderne manifest forklædt som en historiebog. Og det er spændende historier, Holland har at fortælle, selvom de også i nogle tilfælde er på kant med virkeligheden.
Tom Holland vurderer overordnet kristendommens indflydelse positivt. Nietzsche helt og aldeles negativt. På det punkt ophører han med at være elev af Nietzsche.
I den uenighed er jeg langt hen ad vejen enig med Nietzsches vurdering – blot med andre argumenter.
Problemet er den teologi, der har domineret det meste af den hidtidige teologi, og som lover frelse til de døbte og troende. Den rummer et Gudsbillede, som er ubegribeligt hårdt. For hvad sker der med de andre – de, der ikke er døbte og troende? Mange teologer vil sige, at de får deres retfærdige straf. Men betegnelsen straf er misvisende her i forhold til, hvordan vi normalt forstår dette begreb. Straf er et onde, der påføres en person med henblik på specialprævention. Altså for at undgå en gentagelse af ugerningen, eller med henblik på generalprævention: Altså for at afskrække andre fra at begå ugerningen. Men det er der jo ikke tale om her. Ondet påføres synderen uden nogen form for formål og nødvendighed.
Hvad kalder vi normalt det?
Ja! Grusomhed.
Hvordan disse kristne forestillinger har martret vores civilisation, er dén nye teologi, der bygger på at alle vil blive frelst på dommedag, ét langt oprør imod.
Tom Holland nævner ikke dette skisma inden for kristendommen i synet på dommedag, selvom han ellers gør meget ud af at omtale nogle af de fremtrædende teologer i antikken: Gregor af Nyssa og Origines, der var fortalere for alles -frelse-teologien. Det er fair nok, eftersom denne teologi stort set ikke har spillet nogen rolle i vores historie. Det gør den til gengæld i dag, hvor der er et oprør i gang inden for folkekirken imod fortabelsesteologien. Det er et oprør, jeg som ateist i ligestillingens navn opfatter som vedkommende.
Synet på dommedag er afgørende, fordi det siger noget afgørende om Gudsbilledet og om os. Hvis Gud kan påføre os evig pine, kan vi også gøre noget – langt mildere -ved hinanden som fx brænde kættere som Bruno, for at undgå, at han leder andre i evig fortabelse.
Ved at underbetone disse terroragtige sider af den kristendomsopfattelse, der har domineret vores historie, bliver Tom Hollands bog i for høj grad til et skønmaleri.
Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning. Ateisten.dk takker for bidraget.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
