Det var den græske filosof Thales, der faldt i en brønd, mens han gik og kiggede efter stjerner. Det grinede de almindelige mennesker i landsbyen en del af den aften.
Det skulle de ikke have gjort.
Senere tog filosofferne hævn.
Det begyndte med Platon, der anbragte de almindelige mennesker i hulen, hvor de kunne sidde og studere skygger på bagvæggen, mens filosofferne nød solens klare lys.
Og Platon føjede spot til skade ved at give de almindelige mennesker besked på ikke at have noget at skulle have sagt i forbindelse med statens styrelse. Dertil var de simpelthen for uvidende.
I den anden ende af filosofihistorien har vi Nietzsche, der ikke blot så ned på de almindelige troende. Han havde også kun foragt tilovers for samtidens ateister. Disse troede, de kunne forkaste Gud og ellers leve videre, som om intet var hændt, og som om man stadig kunne regne med begreber som Fornuft, Sandhed og Godt og Ondt efter Guds død.
Nietzsches filosofi går ud på at dokumentere, at med Guds død falder al objektivitet bort. Det, der er tilbage, er alene den enkelte og dennes skabende vilje. Den enkelte er tvunget til at skabe sin egen ”sandhed” og til at sætte sit eget ”godt” og ”ondt”.
For at indse dette, er det ikke nok at være et menneske, forklarer Nietzsche. Det kræver mod og styrke, og det har kun Overmennesket. For Overmennesker er almindelige mennesker lige så latterlige, som aber er for almindelige mennesker.
Det er til disse Overmennesker, Nietzsche skaber en ny hellig skrift til erstatning for Bibelen: ”Således talte Zarathustra”. Og det er i den, han skriver det der med aberne.
I den mellemliggende tid har vi så haft besværet med den kristne foragt for mennesket i almindelighed – mennesket efter syndefaldet, den gamle Adam, sådan som foragten f.eks. kan studeres i Kierkegaards beskrivelse af ”Spidsborgeren”. Menneskene lever ganske enkelt ikke op til de laveste standarder for, hvad Gud havde tænkt sig med dem, da han skabte dem.
Jeg ville gerne have kunnet opliste marxisterne som en modsætning til denne tendens i idéhistorien. De ønsker jo dog at fremstå som forsvarere for de almindelige mennesker. Men også hos marxisterne går det galt. De udstyrer almindelige mennesker med en ”falsk bevidsthed”, der gør, at der overhovedet intet fornuftigt er at vente fra disses kant. Det eneste de jo kan er at lire det af, de er blevet indoktrineret med af den herskende klasse.
Indtil nu har jeg ikke nævnt et ord om Heideggers ”DAS MAN” og om Sartres ”LA MAUVAISE FOI”, begge ideer, der klart har nedvurderet mennesker i almindelighed i tiden efter anden verdenskrig. Men det er, fordi hverken jeg selv eller I – formodentlig – orker at blive ved med at høre på eksempler.
Har al denne filosofiske og religiøse selvhøjtidelighed og højrøvethed over for folk som de er flest – de der producerer varerne, laver mad og gør rent – virkelig været nødvendig?
Og hvordan forholder det sig så i dag? Hvem fører fanen af menneskeforagt og højrøvethed videre?
Jeg har en kandidat: Woke-bevægelsen. En af vor tids vigtigste fromhedsbølger med dens anklager mod alle os andre for at være blinde over for vores egen etnocentrisme, vores fremmedhad og racisme. Over for vores islamofobi og vores illusion om at køn er andet end en social konstruktion. Over for vores kulturimperialisme. Og over vores påståede illusioner om den hvide mands fortræffelighed, der blandt meget andet ytrer sig i vores nedladenhed over for andre kulturer i almindelighed og appropriation fra dem i særdeleshed: Med et ord: Vores neokolonialisme.
Under dække af et krav om gensidig respekt spreder woke-bevægelsen foragt for Gud og hvermand.
Måske du, kære læser, ligger inde med en anden kandidat?
På ganske få punkter har jeg været lidt forud for min tid – ellers er jeg gennemgående bagud. Jeg formulerede allerede en kritik af den anti-rationalistiske, identitetspolitiske filosofi tilbage i 1991 i mit skrift: ”Det åbne syn”. Bogen er et forsvar for en oplysningsfilosofisk rationalisme og naturalisme og er vendt imod postmoderne relativisme og imod dogmatisk tænkning, der hævder at ligge inde med den endegyldige sandhed og som opfatter tvivl som synd.
Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning. Vi takker for bidraget. Dit bidrag er også velkomment. Send det til os på Ateisten.dk, og vi ser nærmere på det.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
