Kristian Leth udgav sidste år bogen ”Verdens vigtigste bog”. Den har to hensigter: At kortlægge kristendommens grundlæggende idéstruktur og at vise, hvordan dette idémønster har indflydelse på os i dag.
Det første formål opfylder han på aldeles forbilledlig vis. Bogen er et must for dem, der vil sætte sig ind i, hvad kristendommen er for et fænomen. Den rummer essensen af Leths stærkt oplysende udsendelser i DR: Bibelen Leth fortalt.
Over for opfyldelsen af det andet formål er jeg kritisk.
Kristian Leths tese er – helt på linje med historikeren Tom Hollands – at den tidlige kirkes kerne af ideer stadig florerer i vores bevidsthed i dag, også i områder ”vi har det med at se som humanistiske, areligiøse eller endda antikristne.” Han tilhører således dén udbredte skole, som ser den vestlige civilisation som gennemsyret af det kristne arvegods. Han taler om ”kristendommens totale sejr. Jo mere man sætter sig ind i dens idéhistoriske arv, jo bedre bliver ens øjne i stand til at se den overalt, i alle aspekter af moderniteten.”
Leths første eksempel er ideen om en universel absolut sandhed. Det er klart rigtigt, at sådan opfattede de første kristne deres tro, men det er ikke rigtigt, at de er de første til at hævde ideen om universel sandhed. Den spiller en afgørende rolle helt tidligt i græsk filosof f. eks. i Platons opgør med den sofistiske relativisme.
Leths andet eksempel er den kristne skarpe opdeling af virkeligheden i det guddommelige og det ikke-guddommelige (dvs. den timelige verden). Denne opdeling af virkeligheden ”banede vejen for en af de mest chokerende og afgørende perioder i verdenshistorien, nemlig den naturvidenskabelige revolution.” Leth overser, at denne opdeling allerede sker i græsk filosofi f.eks. hos Epikur, hvis tanker blev udbredt i Europa i tiden før den videnskabelige revolution gennem Lukrets’ ”Om verdens natur” (”De rerum natura”). Det er kristendommens åbenhed over for græsk filosofi, der åbner den op over for videnskaben. Det er ikke monoteismen i sig selv, der befordrer videnskaben. Opdelingen af virkeligheden i det guddommelige og det timelige findes også i islam. Men islam lukker sig modsætningsvis på et tidspunkt over for græsk filosofi og det stiller videnskaben langt ringere i den muslimske verden.
Det tredje eksempel er selve humanismen. Det hævdes her, at ideen om menneskets iboende værdi, ”lugter ikke af rationalisme, men af kristendom”. At Kristian Leth kan sige dét er mig en sand gåde. Som om det kristne menneskebillede ikke er gennemsyret af forestillingen om arvesynden, der skal gøre det begribeligt, at langt hovedparten af menneskeheden fortjener evig straf og pine. Hvordan kan et sådant syn hævdes at være oprindelsen til ideen om ”menneskets iboende værdi”? Leth skriver: ”Kristendommen placerer mennesket centralt i verdensaltet. Unikt, værdigt, ædelt og med en personlig længsel mod en bedre verden og en ret til at forfølge den.” Mere misvisende kan man simpelthen ikke sammenfatte den forståelse af mennesket som en falden synder, der har været den dominerende i kristendommens historie.
Analysen følges op af et lige så misvisende udsagn om kristendommen som ophav til idéen om det frie individ, ”der selv skal definere sin vej gennem livet”. Er der noget kristendommen har strittet imod, så er det dén forestilling.
Der er et lys i verden, der skinner i moderniteten. Men jeg kan ikke se, at lyset stammer fra kristendommen. Det stammer snarere fra et opgør med dogmatisk kristen åbenbaringstro.
Selv er Kristian Leth hverken oplysningsrationalist eller kristent troende. Han er postmoderne relativist. Som han skriver: ”Støbningen af bevidstheden kommer først, derefter kommer tankerne om de gode ideer.” Hans ideal er folk, der ikke “ser andre kulturelle ståsteder som tilbagestående eller middelalderlige frem for helt andre lysninger i helt andre dele af skoven.”
Der er hos Leth tale om fremsættelsen af en postmoderne antiuniversalistisk, antiabsolutistisk livsforståelse som serien Bibelen Leth fortalt OGSÅ handler om at sprede i det danske folk.
Er der noget Leths livsforståelse med dens postmoderne opløsning af virkelighedsbegrebet er i strid med, så er det modernitetens oplysningsrationalisme – såvel som med kristendommen.
Indholdet har tidligere været bragt (eksempelvis på Filosofisk Forum), og er udtryk for skribentens egen holdning, og det skrevne er dermed ikke et udtryk for Ateisten.dks holdning. Tak for bidraget.
Illustration af Nina Blangstrup
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
