Tekst: Mads Ahola, Illustration: Jonathan Blangstrup
I serien, Den Lille Ateismus giver Mads Ahola sit bud på, hvordan vi bringer den mere tidsløse religionskritik frem og holder den aktuel, uden nødvendigvis at løbe fra overskrift til overskrift i den flakkende samfundsdebat. I stedet kan vi tage udgangspunkt i humanistisk og videnskabsbaseret filosofi, og se på, hvad det er, vi som ateister kan tilbyde til et samfund, der skyr alt, hvad der vokser frem under den skeptiske regnbue. |
Første artikel i serien: Under den Skeptiske regnbue Næste artikel i serien: Mod til Moderne religionskritik |
Når først man som ateist vælger at have en holdning til den offentlige debat omkring religion, samfund og så videre, er det så ikke værd at tænke over, hvad vores rolle skal være? Hvad vil vi gerne have vores rolle til at være? Jeg kommer ikke til at levere svaret i denne artikel, men jeg vil argumentere for to vigtige pointer:
Vi skal være bedre til at modtage kritik.
Vi skal være bedre til at give kritik.
Den mere åbne definition af ateisme er “en person, der ikke tror på guder”. De fleste ateister benytter selv den åbne definition. Man kan sagtens være ateist uden at lade det farve ens holdning til religion, samfund og den offentlige debat. Man kan sagtens være en meget diskret ateist, og det er nok det, de fleste ateister gør, men for de af os, der vælger at have en holdning, offentligt eller privat, er det værd at tænke over, hvad vores rolle er i den offentlige debat.
Konstruktivitet
Før vi når til konstruktiv kritik, er det værd at have en arbejdsdefinition af, hvad det vil sige at være konstruktiv i det hele taget. Konstruktivitet er, når der er et overlap mellem de midler og evner vi har til rådighed, og det problem, vi skal løse. Hvis der er et overlap mellem problem og løsning er løsningen mulig. Så længe man har fokus på dette overlap, og arbejder ud fra det, så er man konstruktiv.
Kritik og modtagelighed generelt
På papiret er alle åbne over for kritik. Vi ved, at det er det “rigtige” svar, at man skal være modtagelig overfor udfordringer, men i praksis ser det anderledes ud. Så snart folk er færdige med den obligatoriske fortale om at være åben over for kritik, kommer den helt uundgåelige tilføjelsesparagraf “…altså, hvis det er konstruktiv kritik”.
Det er en fælde.

Fordi? Der findes ikke konstruktiv kritik som sådan. Det er en fiktion, vi dyrker, lidt ligesom guder og magi, og det har de samme problemer. Forstå mig ret. Man kan sagtens være mere eller mindre konstruktiv, men eftersom der ikke er en gylden målestok for konstruktivitet, vil det altid være din umiddelbare følelse, der styrer din vurdering af kritikken. Vi mennesker har altså en tendens til at blive defensive, når man kritiserer os. Vi føler os “under angreb”, og det aktiverer vores fight or flight respons.
Eller sagt med andre ord. Den person, der skal vurdere om kritikken er konstruktiv, er næsten per definition den person, der er mindst objektiv i situationen.
Derfor bør man ideelt set flytte sit fokus.
I stedet for at tænke på om kritikken er konstruktiv eller ej – det er en falsk dikotomi – så skal man fokusere på følgende:
Er jeg afsenderen af kritikken?
Eller er jeg modtageren?
Det virker banalt, men hvis man bruger denne regel, giver det et helt andet perspektiv på, hvad konstruktiv er og kan være. Du kan tilpasse din konstruktivitet til, om du er afsender eller modtager.
Når du er Afsender af kritikken
Afsenderen af kritikken har et særligt ansvar. Når det er dig der kommer med kritikken, kan du nærmest ikke blive konstruktiv nok. Det er lidt ligesom den religiøse skyldfølelse. Det er et ideal du aldrig kan leve op til, men du skal prøve.
Når du er modtager af kritikken
Nu ændrer vi reglerne, og vender dem helt på hovedet. Når du modtager kritik, er al kritik konstruktiv kritik. Selv hvis du møder en fremmed på gaden, der bare råber “Røvhul!” efter dig på gaden og kvitterer med en hjælpsomt løftet finger. Her er det oplagt at erklære kritikken for “ukonstruktiv”, men det kan vi ikke lære noget af. Måske gjorde vi noget irriterende i trafikken, som vi ikke var opmærksom på. Ved at afskrive kritikken lærer vi helt sikkert ikke noget.
Kritikken er en gave.
Vi skal huske, at når vi afgiver kritik, så står vi med en gave, der er dyrebar og værdifuld for dem, vi gerne vil kritisere… de ved det bare oftest ikke selv. Vi ønsker jo en forbedring for dem, for ellers ville vi måske tie stille. Vi står klar med en gave, og vi er ivrige for at give den, men vi skal bare huske, at det er en gave, de ikke nødvendigvis har ønsket sig. Den stod ikke på deres ønskeseddel, og din fornemmeste opgave som kritiker er at give dem mulighed for at modtage gaven i den ånd, den er givet.
Det er hårdt arbejde, op ad bakke og dybt utaknemmeligt at afgive kritik til folk, der ikke er klar til det. Derfor er det kritikkens vigtigste opgave at blive bedre til at levere på en måde, der får folk til at tage imod. Det findes. Det hænder, men det er sjældent, at det kommer af sig selv. Du står bare der med dine gode intentioner, ivrig for at sige din mening, men du må lige vente og tælle til ti.
Den stoiske modtager
Hvis det lyder utopisk og idealistisk, at man skal være uendeligt konstruktiv som kritikkens afsender, så bare vent. Som modtager af kritikken er det endnu højere idealer vi skal forsøge at leve op til.

Det er ikke sikkert, vi får chancen for at stille uddybende spørgsmål til den sure mand i trafikken, der verbalt sammenligner os med diverse kropsåbninger, og der er ingen der beder os om at gøre det umulige. Problemet er, at det er så uendeligt meget mere bekvemt at give op overfor ukonstruktiv kritik, end at løbe efter manden, halsende med umotiverede beklagelser, og forsøge at gøre ham glad nok til at uddybe, hvad fingeren egentlig var for.
Vi kan også stoppe op, mens vi har situationen tæt på, og tænke igennem, hvad der mon kunne udløse sådan en reaktion. Hvem ved? Vi risikerer kun at blive klogere.
Er alt dette relevant for religionsdebatten? …spurgte han retorisk. De hurtige har nok allerede gættet hvor jeg vil hen…
Den aktive ateismes gave til samfundet, vennerne, menneskeheden og til religionerne er vores kritik. Vi er kritiske over for religion, fordi vi ikke finder begrundelserne overbevisende, og vi kan ikke holde vores kæft med det. Det skal vi heller ikke. Begrundelserne for gudetro er i vores øjne mangelfulde eller direkte dårlige, og menneskeheden vil helt sikkert have gavn af at have en højere standard for hvad vi tror på, ideelt set.
Måske har vi allerede tænkt meget over, hvad vi mener om de religiøse begrundelser for troen, og vi ved præcis hvad vi vil sige til de forskellige påstande. Vi er klar. “This is what we have trained for”. Vi har argumenterne klar. Vi har tænkt på alt undtagen målgruppen. Religionskritik stod ikke øverst på deres brev til julemanden i år. Ikke engang hvis de selv tror på kritikkens gavn og goder, for kritik er aldrig så velkommen, som den burde være. Det er her vi skal tænke på, hvordan vi gerne vil fremstå som person. Hvad vil vi huskes for. Kan vi levere noget folk faktisk vil blive glade for i sidste ende. Det er prøven, og jeg påstår at det kan vi godt. Hvis vi øver os. Og hvis vi vil.
Hitchens og “Hitchslaps” (et lille eksempel)
Ateismen har hverken helte eller helgener. Den slags overlader vi til religionerne. Men vi har en række markante personligheder, som mange henter inspiration fra. En af de første rollemodeller folk nævner ofte er forfatteren Christopher Hitchens (1949-2011). Forfatter til “God is not Great”, men nok mest kendt for de utallige debatter, som man kan finde på Youtube. Hitchens har været et forbillede for mange ateistiske debattører. Han var altid meget skarpsleben i sin kritik, men alligevel både elsket og respekteret blandt sine “ofre” og modstandere. Det er vigtigt at lægge mærke til. De små hårdtslående uddrag man finder er netop bare soundbites. De hårde punchlines og retoriske bredsider kom aldrig uden forspil, og sjældent tidligt på aftenen. Jeg har indtryk af, at Hitchens først og fremmest var nysgerrig, godt selskab, konverserende, anerkendende og sjov. Det kan åbne mange døre, og bygge et fælles fundament af respekt som kritikken så kan udveksles fra.
Viden, nysgerrighed, indsigt og humor
Det er her, vi kan gøre det bedre. Vi skal gøre det interessant at tale med en ateist (skeptiker, humanist, etcetera) fordi det burde det altid være. Hvis ateismen er den ultimative nul-hypotese, hvor der kun eksisterer de guder og “spøgelser” vi kan bevise, så giver det os først og fremmest et rum til at være konkrete og oplyste og til at starte samtaler. Samtaler der måske kan interessere alle, også de troende, hvis livssyn vi udfordrer. Din kritik nytter trods alt kun, så længe folk lytter. Så hvad giver du dem at lytte til? Hvad er der i “gaven”?

I min sidste artikel argumenterer jeg for, at vi som ateister bør have et mere nuanceret syn på os selv og hinanden. Også når vi snakker med folk, der ikke deler vores skepsis. I dag er min påstand, at vi også bør have et mere nuanceret syn på dem, vi kritiserer, og dermed på, hvad vi har at tilbyde sammen med den kritik. Du er sværere at ignorere eller afvise, hvis du har en entusiasme for andre ting, og du byder ind med viden og perspektiver.
Din indsigt i, hvad de troende og de religiøse faktisk tror på, og føler at de tror på, har også høj værdi. Der er intet, der er så let at ignorere som en stråmand, eller bare følelsen af en stråmand. Derfor bliver den aktive ateist nødt til at være villig til at lære mere om religion, end man lige kan læse i en Richard Dawkins bog, eller hvor man nu end forstærker sine fordomme og sit bias. Den religiøse livsoplevelse er levende, og er altid i forandring (ligesom din og min), så man må indstille sig på at udvise reel nysgerrighed. Din indsigt er alle de ting du ved om troen, som den religiøse bliver glad for eller nysgerrig af at høre dig snakke om.
Når vi pakker “gaven” ind skal det altså ikke ændre på indholdet af kritikken, men forberede den og tilpasse den. Kritikken skal følges ad med andre input og en opmærksomhed på fælles værdier. Det gør meget for værdien af en samtale, at den man snakker med ikke virker ligeglad – at kritikken ikke kører på papegøje-juice og autopilot, men rent faktisk henvender sig til den, du selv føler du er.
Til debatterne!
“Kammerater, ateister og humanister i Danmark!” Hvis vi gerne vil have en bedre religionsdebat, kan vi desværre kun starte et sted.. Med os selv. Det er ikke retfærdigt, men nødvendigt. Det konstruktive felt i et Venn-diagram begynder ikke med retfærdighed eller sandhed. Det begynder der, hvor de midler vi har til rådighed overlapper med de seriøse mål, vi sætter for, hvad vi vil opnå. Dette overlap kan være svært at se, og det flytter sig alt efter, om du er afsender eller modtager.
Rollespiller, cand.mag, historiker, far til tre, mega nørdet, videnskabsformdídler, podcaster, gør-det-selv mand, gymnasielærer i historie og engelsk, pædagog, fortæller, humanistisk ateist, ateistisk humanist, skeptiker, kronisk travl, udendørs menneske, gift med Sarah, kaffedrikker, fantast