Mennesket som en generel helhed med særblik på den vestlige verden, befinder sig i en kulturkamp. Hvis denne kulturkamp koges ned til selve essensen og ét enkelt ord skal fremhæves, så skiller ét ord sig markant ud: Binaritet (eller dualisme).
Ifølge Lex.dk betyder ordet:
Binaritet, (af lat. binarius to sammenhørende
+ -itet), binær opposition; modsætningsforhold mellem to sproglige
størrelser. Eksempler kan være: God – ond, gammel – ung, rig – fattig.
Hvorfor mener jeg, at ord i et modsætningsforhold skulle kunne forbindes til noget så omfattende og komplekst som disse tiders kulturkamp? Lad mig forklare ved hjælp af følgende:
Binariteten og dens ophav
Binariteten; den primitive opdeling af adjektiver i et modsætningsforhold, og det deraf afledte mindst ligeså primitive og enfoldige tankesæt, kan kun have rødder i kristendommen. Kristendommen dyrker binariteten! Den forstår i ”sandhed” virkeligheden binært, hvorved virkeligheden (naturen; omgivelser eller alt omkring os) mister sin autenticitet, sin dybde, sin originalitet og derved, paradoksalt nok, også sin virkelighed. Enten er man god eller ond; denne binære domsafsigelse lugter langt væk af en subjektiv påstand. Hvorfor subjektiv? Fordi moral ikke findes. Den er konstrueret, og derfor er der jo nogen, der skal have en afgørende stemme i en given morals udformning; derfor subjektiv.
I den vestlige verdens udformning af moral, er det selvsagt kristendommen, der har den afgørende stemme med rødder i de personer, der ganske subjektivt udformede den og dens dertil hørende moral, hvis vi nu holder Gud ude af ligningen, som man bør gøre i 2025. Af den grund har binariteten sneget sig ind og fordærvet vores evne til at tænke rationelt og rummeligt.
Dette forhold bør bekæmpes, for binariteten rummer en iboende og indbygget farlighed, fordi den glemmer nuancerne, hvilket fører til mangel på konkret og kompleks forståelse. Og hvad gør mennesket, når det bliver usikkert og ikke forstår? Det bliver aggressivt, med mindre det forfalder til en endnu mere omfattende dumhed og uforstand, og netop i denne proces har kristendommen særdeles gode kår med henblik på ignorance, selvfølgelig.
Også i Danmark hersker denne ”primitivisme”; en art bevægelse, hvor man enten er med eller imod, hvor man går ind for krig eller fred, død eller liv, god eller ond, og denne monstrositet er kun blevet værre gennem de sidste, få årtier, netop i takt med at kristendommen har fået en opblomstring eller vækkelse.
Hvad bør gøres?
Kristendommen bør ikke forbydes, men den må som minimum forvises til det private rum. Samfundet og dets institutioner bør/skal afkristianiseres, så rummelighed, konkret og virkelig forståelse med afsæt i menneskelighed og evident videnskab igen får de rette rammer til at udfolde sig i. Det er farligt ikke at lade være, fordi den farlige dem/os tankegang skaber konflikter og krig, og død og ødelæggelse. Binariteten er, så at sige, altødelæggende. Hvis kulturkampen skal løses, er der kun én sikker vej: Kristendommens endelige nederlag, så vi kan begrave den primitive og ødelæggende binaritet én gang for alle.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning, og Ateisten takker for deling af dette perspektiv.
Stefan Holm
Stefan Holm er 50 år - han er Forfatter, debattør og "tænker", som han selv kalder det.
Han er dertil "glødende ateist", der brændende ønsker sig en verden uden dogmatisk undertrykkelse. Han er desuden i færd med at undersøge alternativer til moral og pligtetik, bl.a. ved at udvikle en såkaldt ”eventualistisk etik”, der tager udgangspunkt i menneskers situation, kontekst og vilkår, uden at være dogmatisk, hvor muligheder af en form for afstemning mellem individer kan finde sted i det, han kalder ”det etiske rum”.
