Spinoza og hans ateistiske tilhængere – folk, der afviste åbenbaringer, profetier og mirakler og holdt sig til fornuften i alle spørgsmål, både kausale og normative – gik fra sidste halvdel af 1600-tallet og frem mod den franske revolution i kamp for nogle basale værdier: demokrati, retssikkerhed, individuel frihed i livsstil, fuld tanke-, ytrings- og pressefrihed, for et samfund, hvor religiøs autoritet er fjernet fra lovgivningsprocessen og uddannelsessystemet og hvor kirke og stat er fuldt adskilt. For et samfund, hvor det er tolerancen, der er i højsædet, også over for religionskritik og angreb på religionens grundforestillinger. Det er den pakke af værdier, vi plejer at kalde ”moderniteten”: Kerneværdierne i vores vestlige civilisation.
Når man har beskæftiget sig med den historie, bliver det en gåde, hvor udbredt den myte er, at vores vestlige civilisation har sit udspring i kristendommen. Kendsgerningen er, at spinozisterne (med Jonathan Israel kan vi kalde dem den radikale oplysningsbevægelse) blev bekæmpet af samtidens herskende kristenhed med næb, klør og forfølgelse. De blev betragtet som undergravende af al tradition, al religiøs og kirkelig autoritet, al hidtidig politisk legitimitet, hele det gældende sociale og kønslige hierarki – og det var jo netop det, de ville: Revolutionere samtidens religiøst baserede samfundssystem. De blev tvunget til gennem generationer at arbejde under jorden for deres værdier, hvis de havde deres liv, frihed eller karriere kær.
Der var også kristne i samtiden, der begyndte at kæmpe for tolerance, men det var som hovedregel tolerance over for forskellige konfessioner. Den form for tolerance finder vi jo også i den islamiske verden over for forskellige udlægninger af islam, men gør det den islamiske verden til en del af den vestlige civilisation?
En ting er, at nutidens kristne er hoppet med på modernitetens tog. Det skal de være velkomne til. Men når kristne vil give kristendommen æren for fremkomsten af moderniteten i den vestlige verden, så er det for meget. Det er en hån mod de lidelser Spinoza og hans tilhængere måtte døje med under kristenhedens voldsomme intolerance over for deres ligheds – og frihedsidealer.
Den tolerance, der gør, at os naturalister, ateister og agnostikere i dag kan leve vores liv i fred og ro som medlemmer af vores sekulære samfund, har fortidens ateister selv kæmpet sig frem til. Det er dem, vi med rette skylder tak og ikke de troende og arven fra Jerusalem.
Det skrevne er udtryk for skribentens egne anskuelser. Tak for dem.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
