Der er meningsfulde grunde til, at forkvinden for Intact Denmark, Lena Nyhus, forsvarer børns ret til selvbestemmelse. Den ene handler om troen på det gode i mennesket og naturen og om det rationelle og fornuftige. Den anden handler om hendes personlige fortælling. Samlet set har det gjort hende til en passioneret menneskerettighedsforkæmper, og som stifter af Intact Denmark har hun forsvaret dem, der lider under tilsidesættelsen af det forsvar for deres grundlæggende integritet, hun er så stor fortaler for.
“Man skærer da ikke i raske børn”, gentager hun gerne igen og igen i debatten om omskæring og børns kropsautonomi. Det har hun gjort siden, hun stiftede Intact Denmark i 2013 – og hun er ikke bange for at blive helt konkret:
“Det er sådan set meget simpelt: Hvis man overvejer at tage bleen eller underbukserne af et barn for at skære i deres raske kønsorganer, så er man voldsomt på afveje. Det bør enhver kunne sige sig selv. Det er klart, at hvis der er tale om sygdom, der ikke kan behandles på en mindre invasiv facon, så er det en helt anden sag, men raske børn skal man ikke skære i. Uanset hvilket køn barnet har, hvilken kultur de vokser op i eller hvilken religion deres forældre måtte have”, understreger hun.
Lena Nyhus er insisterende for børnenes skyld. Hun fremhæver, at kropslig integritet og kropslig autonomi er fundamentale rettigheder, der er forudsætninger for en lang række andre menneskerettigheder. For eksempel er der jo ikke reel seksuel autonomi for voksne, der er blevet omskåret, forklarer Lena Nyhus.
“Hvis de har fået bortskåret den mest følsomme del af deres kønsorgan som børn, er den autonomi taget fra dem”, forklarer hun.
Det virker måske for nogle, ifølge Ateistens perspektiv, helt omsonst at ytre noget, der umiddelbart virker så rationelt, men der er tungtvejende grunde til, at vi som samfund alligevel tillader nogle trossamfund at “skære i raske børn” – verden er nemlig også styret af religiøse magthavere med hver deres trosretnings dagsorden. Den rite, hvor helt små børn omskæres som en del af indførelsen i de religiøse fællesskaber i Islam og Jødedommen – før de kan regne, før de har et grams vægt at lægge i deres stemme – eller før de kan binde deres egne sko for den sags skyld – vil rabinerne og imamerne ikke fratages. Årsagerne er ofte uransagelige. De handler om retten til deres tros historiske riter, før de handler om barnets sundhed. Og alt imens kan alle andre spekulere i om det handler om magt.
Ateisten har talt med Lena Nyhus, der bor i Farum med kæresten Nikolaj Diamant Knudsen, der også er medstifter af Intact Denmark. Hun har meget på hjerte, og taler mere lige ud af posen end de fleste andre. Hvad har formet hende? Hvorfor? Hvordan? Vi har spurgt ind til det hele.
Hvilket livssyn har du?
“Jeg er skeptisk og antiautoritær af natur. Samtidig er jeg overordentlig højt begavet – nu er der nok nogen, der kommer efter mig med janteloven – men det er jeg altså. Det gør det svært at tro på noget overnaturligt. Jeg har faktisk forsøgt, for jeg ville i perioder gerne passe ind som ung, og håbede, at det ville hjælpe. Min mor var menighedsrådsformand, så det spillede også en rolle. Men det eneste, jeg fik ud af at forsøge at tro, var, at jeg blev vred, frustreret, ked af det og udadreagerende, for jeg tror jo ikke på det”, fortæller hun.
Forkvindens opvækst har formet hendes ateistiske og endda oftest antiteistiske tilgang til livet.
“Jeg erkendte meget tidligt i indskolingsalderen, at jeg ikke kan udstå alt det, som religionerne står for. Hvis der er en almægtig gud, så er denne jo ansvarlig for voldtægter af børn, hungersnød, naturkatastrofer og alverdens lidelser. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne helligholde sådan en skaber?”, spørger hun.
Og det var ikke kun guderne, der dengang virkede utiltalende.
“Jeg blev konfirmeret under tvang som 15-årig. Jeg har sjældent fået så mange bank som i perioden op til min konfirmation, og præsten vidste det godt. Men hun mente, at jeg nok ville blive troende en dag, så det med tvangen kunne hun godt se gennem fingre med. Dengang var det jo også lovligt at slå sine børn.”
Konfirmationsundervisningen bød ifølge Lena Nyhus på mange interessante diskussioner, som præsten gerne tog. Trods tvang og slag hjemmefra stod Lena imod de religiøse fortællinger som argumenter for skabelse og mening. Præsten var ellers generelt imødekommende. Ved en lejlighed et par måneder efter konfirmationen lod præsten hende tale fra prædikestolen under en gudstjeneste.
“Jeg benyttede lejligheden til at kritisere kristendommen, religion og overtro fra mit perspektiv. Det blev nogle af sognebørnene noget fortørnede over”, husker Lena Nyhus tilbage.
Der kom heller aldrig et svar på hendes religionskritik, som hun følte, hun kunne bruge til noget. Og så bar hun kritikken videre ind i voksenlivet.
Hvordan har dine oplevelser dengang formet dig?
“Jeg er ateist, humanist, sekularist, skepticist, naturalist, intaktivist (aktivisme for genital integritet, red.) og meget andet, men jeg er i høj grad også blevet antiteist. Jeg er af den overbevisning, at overtro skader det samfund, der giver den for meget plads. Som menneskehed bliver vi dummere, hvis vi bruger overtroiske forklaringsmodeller på naturlige fænomener. Så får vi voksne mennesker, der siger sådan noget vrøvl som “Har du nogensinde set en abe føde et menneske, måske?” Det er virkelig sørgeligt, når uddannelsesniveauet er så ringe, og som oftest skyldes det jo ikke, at den enkelte person er ubegavet. Jeg mener, det skyldes, at vi giver den uvidenskabelige forklaring for meget plads”, argumenterer Lena Nyhus.
Med den tilgang in mente er det måske værd at bemærke, at de fleste eksperter og parter i debatten i 2024 er enige i udsagnet om, at ellers raske drengebørn ikke har brug for omskæring af deres tissemænd – det har man også allerede indrømmet er tilfældet for raske pigebørn – stort set alle fra Red Barnet, Børns Vilkår og de øvrige børneretsorganisationer, over Lægeforeningen til Dansk Kvindesamfund og Sex og Samfund stemmer i. Flere stemmer har gennem årene sluttet sig til koret, der er vokset og vokset for hver gang Lena har gentaget rationalet offentligt. Hertil er størstedelen af den danske befolkning enige med Intact Denmark, organisationerne og eksperterne. Over 80 procent vender tomlen op til et forbud imod omskæring, det viste den sidste undersøgelse fra 2020 foretaget af Megafon. Og en overvældende støtte til Intact Denmarks borgerforslag i 2018 cementerede, at danskerne prioriterer børns sundhed og kropsautonomi over religiøse særhensyn. Men til trods for det massive overtal er der endnu ikke politisk indført en mindstealder for omskæring.
Undervejs satte de skiftende regeringer med Mette Frederiksen (S) og Lars Løkke Rasmussen (M) sig både på befolkningen og på deres partifæller og afviste indførelsen af en 18 års aldersgrænse for omskæring. Og 123 af Folketingets 179 medlemmer gjorde det samme, fulgte partilinjen fra de partipolitiske tinder og klappede i. Udenrigspolitiske interesser, minoritetshensyn og risikoen for terror var mere tungsvejende hensyn end børnenes rettigheder, lød det dengang.
Danskernes demokratiske vilje kan nedprioriteres af politikerne, når landet skal bygges med lov, som det ellers står mejslet i sten over Danmarks højeste rets bygning i København. Lena Nyhus forsøger i sit virke at belyse en sag i vores demokrati, hvor lyset ikke slipper ind bag de lukkede døre i ministerierne, hvor de mest magtfulde af vores politikere træffer beslutningerne. Danske drengebørn må leve med det konkrete religiøse særhensyn, der tilsidesætter den sagligt underbyggede kritik, barnets tarv, folkets røst og dén grundlæggende ret til kropsautonomi og selvbestemmelse, som Lena Nyhus står for.
Hvad fik dig til at engagere dig i sagen om ‘omskæring af raske drengebørn’ og børns kropsautonomi?
“Åh, det er virkelig svært at svare nogenlunde kort på, men jeg kan finde et par fikspunkter. Da jeg i folkeskolen hørte om omskæring, slog det mig som en vanvittig ting at gøre ved et barn på grund af overtro. Hvis voksne vil skade sig selv, må de om det, men at skade børn i ens varetægt rutinemæssigt er jo en menneskerettighedskrænkelse. Da debatten om pigeomskæring blussede op i slutningen af 1980’erne, købte jeg dog i en kort periode nogle af argumenterne om, at det skulle være noget helt andet og meget værre end drengeomskæring. Det er selvfølgelig en unuanceret og ofte forkert forestilling, men det vidste jeg ikke dengang. Da påpegede en gymnasiekammerat stilfærdigt over for mig, at princippet om “min krop, min ret” må gælde for drenge såvel som for piger. Den samtale husker jeg tydeligt den dag i dag.
I 2003 blussede debatten om omskæring af drenge op i forbindelse med stramninger af loven om omskæring af piger.
“Jeg hørte nogle virkeligt dygtige læger ved navn Katrine Søe og Morten Frisch argumentere for drengenes sag, og jeg forestillede mig ikke i min vildeste fantasi, at nogen kunne ignorere deres gode argumenter. Men jeg tog fejl. Politik er sjældent styret af fakta og etik”, fortæller hun.
I 2012 var hun lige så stille selv begyndt at debattere sekularisering, ateisme og religion på de dengang nye og hastigt voksende sociale medier. I den forbindelse kom omskæring ofte op, og især en kronik af Leo Milgrom, der i et åbent brev i Politiken spurgte daværende Overrabbiner, Bent Melchior, “Kan du give mig min forhud tilbage?, fangede hendes opmærksomhed. Overrabbineren svarede aldrig.
“Jeg lærte på den måde blandt andet Leo Milgrom og Mikael Aktor at kende. Da vi så stiftede Intact Denmark i april 2013, blev Leo foreningens første næstformand i det første år, og siden har Mikael Aktor siddet på posten næsten uafbrudt i de følgende år. Det har været en stor ære at lære så mange gode folk at kende gennem Intact Denmark i både Danmark og i udlandet,” fortæller Forkvinden.
Selve stiftelsen af foreningen imod omskæring og anden kønskirurgi på raske børn havde dog et helt specielt fikspunkt i en artikel i The Jerusalem Post. Dengang skrev den daværende landsformand for Liberal Alliances Ungdom, Magnus Frank, et indlæg, hvori han kaldte den danske modstand mod omskæring for et “nidkært sekulært korstog”.
“Det var simpelthen så nederdrægtigt og giftigt i mine øjne at sammenkæde oprigtig omsorg for børns grundlæggende menneskerettigheder med antisemitisme, at jeg kontaktede avisen for at få lov til at offentliggøre et modsvar. Jeg ringede til dem hver dag i en uge, før de accepterede”, fortæller hun.
Forventningen på modsvaret var dengang at blive mødt med stor modstand, men til Lena Nyhus’ store overraskelse blev modtagelsen helt anderledes, end hun havde forestillet sig.
“Der var mange positive kommentarer fra mænd fra hele verden. Mange af dem kontaktede mig også personligt og takkede mig for at give dem en stemme. De havde følt sig meget ensomme. Der var især en syrisk mand og en tysk mand med tyrkisk baggrund, der gjorde stærkt indtryk på mig. Dem er jeg stadig i kontakt med. Den syriske mand flygtede gennem flere år rundt i Mellemøsten og Asien, og hans familie er nu i sikkerhed i USA. Jeg blev meget rørt, da han nogle år senere, i forbindelse med vores borgerforslag i 2018, kontaktede mig fra Singapore og skrev “Lena, jeg har lige hørt dig i australsk morgenradio. Tak, fordi du stadig kæmper for mig!” Historier som deres føles så forpligtende, at jeg bliver ved med at kæmpe for deres rettigheder, trods modstand og underlødige beskyldninger. Vi får løbende nye henvendelser fra folk, der er berørt af omskæring eller anden kønskirurgi”, fortæller Lena Nyhus bekymret.
Til daglig færdes Intact Denmarks forkvinde, som hun foretrækker at blive tituleret, i Farums nordsjællandske natur. Skovenes dyb og søernes skvulp er et helle langt fra foreningsarbejdet, debattens strømninger, frustrationer og byens politiske puls. Men hun trives måske alligevel bedst på stenbroen. Hun er født på Nørrebro, dengang det var et arbejderkvarter før stigende priser, metroring og forældrekøb. Gennem hele opvæksten var besøgene hos bedsteforældrene på Vesterbro noget særligt.
“Det sted i verden, hvor jeg mærker mine rødder, er på Vesterbro, hvor mine bedsteforældre boede, da jeg var barn. Der sker noget særligt i mig, når jeg går op ad Istedgade og nærmer mig Humleby, Carlsberg og Elefantporten. Der er en følelse af forbundethed, som jeg ikke har oplevet andre steder”, fortæller hun.
Hvor skal du fejre nytår?
“For mig er nytår en stille affære med min søde kæreste, nogle venner og brætspil. Mine højtider er nok anderledes end mange andres. For mig er det for eksempel en hel fantastisk glad og berusende oplevelse at være på Folkemødet på Bornholm eller til julefest med ateisterne, mens jeg ikke rigtig gør mig så meget i almindelige familiefester”.
Hvad er vigtigt for dig i det nye år?
“Vi har knoklet på nogle nye tiltag i Intact Denmark, som vi håber vil få vinger i det kommende år, men der er meget, der skal falde på plads, før det sker. For en lille frivillig forening som vores er der altid nogle benhårde realiteter i form af stram økonomi, administrationsbyrden og velvillighed – eller mangel på samme – i det politiske landskab og medierne. Det skal håndteres, før vores visioner kan tage form”, rationaliserer forkvinden.
Ressourcerne i arbejdet for raske drengebørns kropsautonomi er en udfordring for Intact Denmark. Der er brug for gode menneskers støtte, fortæller forkvinden.
“Hvis man vil forandringer, så skal man lægge arbejdet i en eller anden form for fællesskab. Et samfund, hvor vi ikke organiserer os, er et samfund, der betaler skat til beslutninger, der er delvist baseret på overtro”, forklarer hun.
Hvad er dit svar til de religiøse personer og organisationer, der mener, du skal blande dig uden om?
“Jeg hverken kan eller vil blande mig udenom, når det gælder overgreb på børn. Men det fortæller mig meget om dem, at de forsøger at afkræve mig det.”
Findes der en form for kompromis for jer i Intact Denmark?
“Kompromiset er jo en 18 års aldersgrænse. Den gør, at det er individet, der skal leve med konsekvenserne af beskæringen af deres kønsorgan, der kan vælge til eller fra – og ingen anden. Hvad voksne gør med deres egne kroppe og kønsorganer, blander vi os selvfølgelig ikke i. Myndige personer jo selv afveje, hvilke konsekvenser og risici de vil udsætte sig selv for.”
Hvad er de største udfordringer i foreningens daglige virke?
“Der er en kæmpestor usynlig administrationsbyrde ved foreningsdrift, og så er der hele tiden kampe med de sociale medier (det er svært at skrive og fremvise sagens ord og billeder, da mange sociale medier har fællesskabsregler, der gør det svært, red.). I perioder fylder trusler, hacking, chikane og den slags også en del, men den slags har jeg efterhånden udviklet elefanthud overfor”.
Det værste for Lena Nyhus er, når dem, der selv er berørt, stiller sig frem. Det er en anderledes udfordring, fortæller hun berørt. Nogle af dem, der står frem, møder stor modstand, og sommetider får de endda trusler fra deres egen familie og netværk. De står frem trods alt, hvad det koster dem, fortæller hun.
“De bliver udskammet af deres menigheder og familier. De bliver beskyldt for alverdens forfærdelige ting, det er en høj pris. På mange måder “koster” det mig mindre at stille mig frem. På den måde kan jeg støtte og forstærke deres stemmer”, fortæller hun.
Kan du fortælle om nylige sager?
“Der er nogle sager, der fylder ekstremt meget, når jeg ser tilbage på 2024, men jeg kan desværre ikke tillade mig at fortælle ret meget om dem i offentligheden. Vi har – igen igen – rådgivet i en sag, hvor en forælder i forbindelse med en skilsmisse truede med at lade deres barn omskære mod den anden forælders vilje. I den forbindelse har vi også haft lejlighed til at have dialog med politiet, der ikke var helt skarpe på lovgivningen på området. De var meget imødekommende.
I en anden sag fik vi en henvendelse fra en repræsentant for en kommune. Det drejede sig om, hvordan man bedst håndterer sager, hvor børn skal omskæres i oprindelseslandet. Vedkommende var blevet opmærksom på vores viden om emnet via et foredrag på Folkemødet og udtrykte stor respekt i den forbindelse. Det betyder meget, når vi får ros fra dygtige professionelle”, fortæller Lena Nyhus.
Intact Denmark har flere sager. Men på grund af det meget personlige og principielle indhold er det mere reglen end undtagelsen, at det er svært at tale offentligt om indholdet. foreningens virke består i at være til stede i hele processen fra individ til fællesskab.
Intact Denmark underviser derudover sundhedsprofessionelle, holder foredrag, rådgiver pårørende, informerer om omskæring, laver puljeansøgninger, og så er der selvfølgelig det administrative bøvl, der hører med til foreningsdriften.
“Og så har jeg skrevet et opslagsværk om omskæring og anden kønskirurgi, som vi offentliggør i 2025. Den er jeg ret stolt af.”
Hvad er de vigtigste ting foreningen har udrettet siden den blev stiftet?
“Da vi startede, gik cirka 62 procent af befolkningen ind for en 18 års aldersgrænse, nu er det over 86 procent (i 2020, red.) Jeg tror ikke, at der er mange, der kan prale af at have været kulturbærende på den måde”.
Danmark har nogle af verdens strengeste regler for omskæring af raske drengebørn. Og det beskriver Lena Nyhus som en sejr for Intact Denmark, og for befolkningen, for det er trods alt et fremskridt, siger hun, men understreger også, at foreningen ikke er i mål, før alle børn har det godt.
“I mine øjne er det en falliterklæring for demokratiet og for vores fælles samfund, når regeringen og Folketinget tromler hen over befolkningen og indfører regler og lovgivning om, hvordan man under såkaldt “ordentlige forhold” kan påføre skade på forsvarsløse børns raske kønsorganer”.
Hvor står sagen lige nu i Danmark og Norden? Hvad er status?
“I Norge lavede man for nogle år siden efter et dødsfald lovgivning om, at drenge skal omskæres på hospitaler, men lægerne vil ikke medvirke af etiske årsager, og der er generelt ikke ressourcer, så der opstod årelange ventelister. Derfor er omskæringerne nu udliciteret tilbage til de samme klinikker, som man ville stoppe med den nye lov. I Danmark har vi opnået det, der nok er verdens bedste registrering af omskæringer. Samtidig har politikerne dog skabt en slags juridisk gråzone, der aktivt tillader læger at lave denne legemsbeskadigelse på raske børn, selvom det er ulovligt i henhold til både straffeloven og lovgivningen vedrørende kosmetiske indgreb,” forklarer forkvinden.
For piger og kvinder er sagen en helt anden. De er beskyttet mod omskæring, uanset om indgrebet finder sted i Danmark eller i udlandet, også når indgrebene er betydeligt mindre invasive end for drengenes vedkommende. Faktisk er Danmark et af ganske få lande i verden, der forbyder voksne kvinder frivilligt at tilvælge kønskirurgiske indgreb af kosmetiske eller kulturelle årsager.
“Jeg vil aldrig anbefale kønskirurgiske indgreb til nogen, men det er ret formynderisk at forhindre voksne mennesker i at råde over deres egne kroppe”, fortæller hun.
Det er ikke underligt, hvis du som læser tænker over, hvorfor det er så svært at få raske drengebørn beskyttet, når raske piger allerede nyder den beskyttelse.
“En lang række sundhedsfaglige organisationer har stillet sig utvetydigt på børnenes side og erklæret omskæring af raske børn for uetisk, skadeligt og potentielt farligt. Faktisk så farligt, at det nu – takket være vores indsats – er et krav, at der skal være livreddende udstyr til rådighed, når indgrebet finder sted.”
På foreningens hjemmeside kan nysgerrige læse mere om foreningens holdninger og virke. Lena Nyhus tror ikke på guder – hun foretrækker at vide, hvad der vides kan. Det lærte hun allerede som barn. Måske ikke så meget ved det gode eksempel, snarere tværtimod. Og når det daglige arbejde i Intact Denmark er gjort, skal der være plads til det lette og legende, for det er det, hun gerne vil skabe plads til for børnene. At de har den ret intakt.
Drikker du kaffe?
“Jeg er helst fri, men byd mig en kop varm chokolade med flødeskum, så bliver jeg lykkelig.”
Journalist, ateist