Der er masser af filosofisk inspiration at hente i Det nye Testamente. Allerede Spinoza så det på den måde. Selv har jeg udfoldet min inspiration fra NT i min bog ”Magten of Æren?” (1995): Betydningen af aktiv medfølelse, ydmyghed i forhold til egen fejlbarlighed, vores afhængighed af hinanden, afstandtagen fra selvgodhed og selvmægtighed.
Mange vil måske sige, at vores forhold til NT ikke kan være et ta’ selv bord. Men kan det være andet for et voksent menneske?
Andre steder er NT det rene volapyk. Især når teksten skal bruges til at opbygge en kristen dogmatik. Det gælder fx lidelseshistorien, der som bekendt er opbygget over den forestilling, at Jesus’ lidelse og død på korset har den konsekvens, at vi andre får mulighed for at undgå evig straf i Helvede.
Det er denne vej til frelse, kirken fejrer i og med påsken.
Kigger vi på lidelseshistorien, hænger den overhovedet ikke sammen.
Først hører vi historien om alt det onde, der sker:
Disciplen Judas der forråder sin Herre med et kys – og endda for penge – Judaspenge. Siden har Judas været en afskyet figur. Hvem kunne i dag finde på at kalde deres søn for Judas?
Så det skamløse jødiske folk, der ikke vil se forskel på en forbryder og en hellig Herre og kræver forbryderen frigivet i stedet for Herren. En anklage der har haft katastrofale konsekvenser i jødernes senere historie.
Endelig de romerske myndigheder, der er parate til at begå et skændigt justitsmord for at passivisere de besatte jøder.
Pludselig bliver historien så vendt på hovedet:
Nej, nej, nej. Der er ikke sket noget skændigt! Det hele sker med nødvendighed, bestemt fra begyndelsen som en nødvendig foranstaltning med henblik på de troende menneskers frelse. Judas, jøderne og de romerske myndigheder er blot instrumenter i Guds hænder og udfører blot hans evige beslutning.
Herren skal dø, hvis mennesker skal leve evigt i Himmeriget.
Den dogmatisk troende tilgang til Bibelen kræver, at vi sluger sådanne modsigelser.
Som kirkefader Tertullian er blevet tillagt at have sagt: ”Jeg tror, fordi det er absurd” – for de latinkyndige: ”Credo quia absurdum est.”
Måske stiller troen krav om en ofring af forstanden.
Men er det ikke et lidt stort krav at stille til et moderne menneske, der er opdraget til at tænke kritisk og selvstændigt?
God påskeferie.
Ovenstående er udtryk for skrivbentens egen holdning. Tak for bidraget. Indlægget er tidligere bragt i en tidligere udgave i JP.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
