Manifest

Ateisme er ikke en tro og ikke et livssyn. Ateisme betyder ganske enkelt fraværet af gudstro. En ateist er et menneske, der ikke tror på guder.

Ateisten.dk beskæftiger sig med alt det, der sker på den anden side af gudstro. Med andre ord: Det verdensbillede, hvor guder ikke er nødvendige for mening, moral, viden eller det gode liv. Det betyder ikke, at ateister ikke kan inspireres eller forundres over tro.

Religion fylder historisk, kulturelt og politisk i verden. Derfor forholder Ateisten sig kritisk, nysgerrigt, rationelt og vidensbaseret til religiøse fortællinger, idéer og institutioner. Når guder optræder i vores indhold, sker det i kraft af ateismens skeptiske perspektiv og med udgangspunkt i viden, oplysning og sekulær tænkning. Eller via vores kilder.

Ateisten er ikke et antireligiøst projekt, men et sekulært. Vi ønsker ikke at dæmonisere troende mennesker, men vi fastholder, at fællesskabets regler, rettigheder og samfundets rammer skal formes uafhængigt af religion. Religionskritik er derfor både legitim og nødvendig i et sekulært demokrati.

Vi giver plads til personlige historier, livsvalg, etik, kultur, videnskab og samfund – også når religiøse mennesker optræder i dem. Men vores fokus er det liv, der leves uden guder, og de muligheder, ansvar og friheder, der følger med.

Ateisme er ikke tomhed. Det er friheden til at tænke, tvivle, vide og skabe mening uden overnaturlige autoriteter. Ateismen åbner døren for mange livssyn. Ateisten drives af frivillige og udvikles i samme ånd: Nysgerrigt, kritisk og uafhængigt med fokus på fascination og tilgængelighed for de fleste.

Jonathan Blangstrup, Ansvarshavende 2024 (opdateret 2026)