Jeg er ikke nødvendigvis fan af Charlie Hebdos hånlige udtryk. Jeg synes ikke, det er ret godt tegnet, selvom idéerne kan være skarpe. Jeg ved ikke engang, om det er klogt eller nødvendigt at håne Islam på den måde. Måske er der andre måder? Kærligt er det vist slet ikke, selvom intentionen nok er god. Og det ukærlige kan med rette kritiseres – med ord, tak! Jeg vil til trods for mit lunkne indtryk stadig forsvare Hebdos ret til at at tegne magtkritisk satire. Her er mine tanker om Hebdo og Koranloven:
I et nyligt interview med Frihedsbrevet den 4. januar 2025 svarer den tidligere franske ambassadør i Danmark, Francoís Zimeray, på foruroligende vis på Flemming Roses spørgsmål med en undren, der næsten kun kan læses som en massiv kritik af den såkaldte Koranlov:
“Hvis Charb og de andre ansatte på Charlie Hebdo lige nu sidder et sted oppe i himlen og ser ned på den danske koranlov, så vil de måske overveje, om de i deres solidaritet med Danmark risikerede livet forgæves”.
Ambassadøren refererer til, at de tolv satiretegnere, der den 7. januar 2015 i koldt blod blev myrdet ved et brutalt terrorangreb mod deres franske satiremagasin, Charlie Hebdo, blandt andet havde fået trusler op til anslaget, fordi de havde genoptrykt de berømte og berygtede tolv muhammed-tegninger fra Jyllandsposten i solidaritet.
Og man må dertil spørge: Hvad er værst? 12 døde satiretegnere eller 12 magtkritiske tegninger, der sårer religiøses følelser?
Nogle vil måske argumentere, at hån og latterliggørelse kan brolægge vejen til vold og had, og det skal vi turde tale om, men ultimativt kan fraværet af samme brolægge vejen til massiv undertrykkelse, der leder til samme eller værre. Det er nærmest et tilbagevendende kendetegn for totalitære bevægelser og regimer (herunder flere fra mellemøsten), at binde en knude på kritikeres tunger på forskellige måder. Forskellige religioners overhoveder har ofte, historisk været de værste til at lede ved at dehumanisere… hvor havde vi været, hvis de ikke havde fået den kritik, de fortjente?
Bare en uge efter anslaget mod Hebdo fulgte i øvrigt et terrorangreb på Krudttønden i Danmark den 14. februar 2015.
Tilsyneladende spørger de ekstreme islamister sig selv, som også Anders Breivik gjorde det, før han pløjede en hel sommerlejr af glade, unge i Norge ned i iskoldt blod: Hvorfor argumentere for sin sag med ord, når rædsel viser sig langt mere virksomt?
Heldigvis fik Breiviks totalhjerneskadede handlinger ingen effekt, vi stod imod, men at terroranslag fra ekstremister, der desværre ofte er dybt fundamentalistiske islamister, indskrænker ytringsfriheden er desværre et faktum skrevet i blod over blæk her ti år efter i 2025. Det er også oftest et af flere mål for samme. At terrorister er lykkedes med at få den satiriske magtkritik, der er et nødvendigt onde for frihedsrettigheder og demokratiets løbende udfoldelse, tysset ned til tæt på ingenting, er blevet tykt understreget ved, at danske politikere i 2023 indførte den såkaldte Koranlov, der ulovliggør “utilbørlig” behandling af hellige tekster. I stedet for at stå fast, er vi gået i knæ. Og de politikere, der har sørget for den her svært udvaskelige skamplet på ytringsfriheden, mener jeg, skal stemmes hjem, gerne hurtigst muligt.
Tidligere Formand i Ateistisk Selskab og debattør, Simon Ørregaard Nielsen, kalder i et facebook-opslag, der adresserer interviewet i Frihedsbrevet, den manglende solidaritet en skændsel:
“Koranloven er en skændsel, og Lars Løkke og Peter Hummelgaard er de farligste danske politikere i nyere tid”, skriver han.
Han har åbenlyst ret, og man kan måske tilføje, at det er vigtigt at lægge mærke til, at Hummelgaard er placeret som tårn på dronning Mettes skakbræt. Det er den politiske top i Dnamark, og “Det er fand’ma uhyggeligt du!”, som Peter Schrøder sagde engang i et satireprogram i 1990erne – længe før vi mærkede følgerne af globaliseringen og indvandringen fra mellemøsten og nordafrika, hvor Islams ledere har godt fat i tøjlerne. Jeg vil i den forbindelse minde om, at det ikke er alle tilrejsendende og efterkommere fra muslimske lande, der har ekstreme holdninger til magtkritik.
Jeg har stadig et billede på nethinden af den dansk-iranske kunstner, Firoozeh Bazrafkan, der sammen med Simon Ørregaard Nielsen og en flok unger (sikkert en skoleklasse), sidder rystede på Folketingssalens tilskuersæder, mens vores politikere totalt ødelægger hendes mulighed for at udtrykke sig magtkritisk og frit ved at stemme for Koranloven. Hun må gerne kritisere hellige skrifter, lyder det, men det skal ske på en pæn og ordentlig måde, der ikke gør for stort et indtryk, for ellers bliver de ekstreme islamister sårede, måske endda voldelige og lader dertil være med at købe vores mejeriprodukter, synes det hykleriske budskab mellem lovens linjer at være. Selv udtaler hun, at hun har fået ødelagt sit virke. Censur, som det her minder gevaldigt om, handler om alle de ting, du ikke må se og føle.
Ateistisk Selskab har ikke udtalt sig i denne sag (endnu?), men er tidligere af flere blevet kritiseret for at gå for blødt til Koranloven. Det ville klæde dem at melde tydeligt ud nu, for uden følelsen af fællesskab omkring vores frihedsrettigheder og levevis, er det svært at stå imod så voldsomme trusler. Det går ikke at gemme sig bag en kritik af Folkekirken igen igen, selvom det er en smart kommunikationsstrategi, hvis man er helt til venstre politisk, for det her rækker langt udover, hvad en håndfuld biskopper alene skal svare for. Det er kun “synd for muslimer”, hvis de skal behandles som inkompetente børn, der ikke selv kan tage stilling til, hvad der er magtkritik, og hvad der er hovedløs småracisme.
På nystartede Ateisten.dk er vi påvirkede af både terrorangrebene, den franske ambassadørs udtalelser og Koranloven, men som et lille, frivilligt netmedie kan vi ikke gå forrest i den kamp, der skal til – det kan kun de 94 danske politikere, der i stedet for at forsvare de frihedsrettigheder, der oppebærer demokratiet, er faldet i knæ. Ikke kun i den her sag, men også i forhold til undervisningsfriheden.
Og derfor må man vel på den baggrund konkludere, at:
Les politiciens danois ne sont pas Charlie – De danske politikere er ikke Charlie.
Journalist, ateist
