Som barn ønskede jeg brændende, at Gud ville give sig til kende, så jeg kunne tro på ham. Nu hylder jeg visdommen i, at han forbliver skjult. Så kære Gud:
Tak. Ikke for det, du har gjort, men for det, du ikke har gjort:
Og tak for, at du ikke på mystisk vis har åbenbaret dig i eller for nogle personer eller i hellige skrifter.
Dermed har du stillet os alle lige. Du har ikke givet de skriftkloge en forrang. Du har ikke ladet lydighed mod en bestemt fortolkning af tekster fra oldtiden være afgørende for, om vores liv her på jorden, og i et eventuelt hinsides, lykkes. Du har gjort os frie fra, at skulle underkaste os dine åbenbaringer.
Tak, fordi vi ikke skal bryde vores hoved med spørgsmålet om, hvilke mystiske dogmer og hvilke besynderlige krav, der tillægges dig, der er de sande, og hvilke, der er de falske, men at vi uden angst kan beskæftige vores tanker med dagligdagens gøremål og spørgsmål. Tak, fordi du ikke tiltrækker dig al vores opmærksomhed, men gør det muligt for os at koncentrere os om os selv og om hinanden.
Tak, fordi du har ladet alle kirkerne med hver deres påberåbelse af at besidde den sande dogmatik sejle deres egen sø.
Tak, fordi du ikke har fortalt nogen, at du er verdens skaber. Så vi kan blive fri for at bryde vores hoveder med, hvorfor du har indrettet det sådan, at halvdelen af dyreverdenen skal leve i evig skræk og rædsel for at blive spist af den anden halvdel. Og med hvad meningen kan være med, at vi skal leve i frygt for uhyggelige sygdomme og naturkatastrofer.
Tak, fordi du har overladt det til os selv, som de fejlbarlige mennesker vi er at prøve at forstå verden og at finde ud af, hvad der tjener til vores eget og til vores fælles bedste. Til selv som søstre og brødre med vores indlevelse og fantasi og erfaring, at skulle finde frem til de normer, der tjener os bedst og til selv med vores prøven og fejlen at afdække virkelighedens karakter.
Tak, fordi den rette holdning er at trække på smilebåndet eller ryste på hovedet, når mennesker gennem studiet af skrifter fra oldtiden gør det til deres levevej at kende dig og kalder andre mennesker for vantro og fortabte i dine øjne.
Tak, fordi vi kan se stort på, at vores politiske modstandere kalder os for dine modstandere. Du lader disse mennesker stå afklædte tilbage. Du har ikke givet nogen mulighed for med rette at tørre ansvaret af på dig for det, de selv mener og tror på. De, der påberåber sig dig i politik, moral og verdensforståelse spænder dig for deres egen vogn. Din skjulthed gør det klart, at de mennesker, der kræver forbud mod blasfemi, kun ønsker at få deres egne ideer og interesser beskyttet.
Tak, fordi modenhed kan få lov til at bestå i at tænke selv og ikke i andægtigt at gengive, hvad læreren har sagt – det være sig Martin Luther, eller hvem det nu er, der påberåber sig at kende dig. Tak, fordi du lader os være de voksne mennesker vi er og ikke kræver, at vi skal parkere hovedet under armen som mekaniske nikkedukker (som det var tilfældet gennem mange, mange hundrede år). På den måde kan vi være som ubekymrede børn, der leger med deres tøndebånd, over for dig.
Lad det være således: Amen – som de siger i kirken.
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Tak for perspektivet. Indlægget er i en tidligere version ligeledes bragt i Berlingske.

Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.