Der var ingen mangel på optimisme, dengang vores åndelige brødre og søstre – de naturalistiske, ateistiske og oplysnings rationalistiske tænkere fra midten af 1600-tallet og frem – begyndte at tegne retningslinjerne til afløseren af L’Ancien Régime – det gamle religiøst dominerede herredømme. Moderniteten skulle afløse datidens teokratiske samfund. Det skulle være et liv i fællesskab præget af demokrati, kamp for det fælles bedste, individuel frihed i livsstil, fuld tanke -, ytrings- og pressefrihed, hvor de religiøse autoriteter er fjernet fra lovgivningsprocessen og uddannelsessystemet, og hvor kirke og stat er fuldt adskilt. Et liv under en moral, der tilstræber lykke i det dennesidige liv. Og uden tro på guddommelige åbenbaringer og mirakler og uden angst for guddommelige dømmende og evigt straffende foranstaltninger. Et liv i stadig fremgang på det teknologiske område.
Den rolle, som fremmedgørelse, absurditet, affortryllelse, nihilistisk filosofi, mangel på resonans, mangel på mening og betydning skulle komme til at spille for modernitetens mennesker, var der ingen, der havde forudset.
Camus peger på denne meningsløshed og ligegyldighed i romanen ”Den fremmede”, ligesom Sartre hævder den som et eksistensvilkår i sin roman ”Kvalme”. Deres tvivlsomme medicin mod sygdommen består – på linje med ateister som Nietzsche og Heidegger – i, at man selv skal skabe sig en meningsfuldhed ud af det meningsløse.
At det skulle kunne lade sig gøre, forekommer mig ikke at være en teori, der bygger på erfaringen. Det vender jeg tilbage til.
Også hos modernitetens sociologer møder vi meningstabet, ikke som et individuelt problem, men som en generel tilstand – en folkesygdom.
Max Weber kalder meningstabet for ”affortryllelsen” af verden.
Hartmut Rosa beskriver fremmedgørelsen som en tilstand, hvor det derude er dødt og tomt, og det inden i mig er stumt og goldt og fremmed. Tingene griber os ikke, men passerer blot forbi os uden betydning og indhold. Grundangsten i moderniteten, hævder Rosa, retter sig mod denne tilstand.
Lignende begreber om fremmedgørelse, isolation og meningstab kan findes hos andre samfundsforskere som for eksempel under betegnelsen anomi hos den franske sociolog Émile Durkheim og under betegnelsen Gesellschaft hos den tyske sociolog Ferdinand Tönnies.
Mange kristne ser modernitetens meningskrise som et resultat af naturalismens/ateismens fremtrængen. Det er den fortolkning, vi møder hos Kierkegaard, der fremstiller fænomenet hos pseudonymet, blot kaldet A, forfatteren til første halvbind af Enten – Eller. I Kierkegaards optik er A en person, der drager de sidste konsekvenser af at være naturalist: Livet er tomt og betydningsløst.
Løgstrup formulerer det således: ”Er Gud ikke livets skaber og med sin opstandelses magt dødens herre, er alt, hvad der i dagliglivet kaldes betydningsfuldt, ligegyldigt”.
Den fortolkning er Weber på linje med. Affortryllelsen sker ifølge ham i takt med, at det overnaturlige fjernes fra livet, og rationalitet, videnskab, teknologi og bureaukrati trænger frem.
At fremmedgørelsen er et mere fremtrædende træk ved vores vestlige civilisation sammenlignet med andre og tidligere civilisationer, er svært at afvise.
Især unge mennesker klager over den.
Men at dette forhold skulle have rod i gudløsheden, er en melodi, vi er nogle stykker, der ikke synger med på.
Følelsen af eksistentiel meningsløshed – manglen på resonans – kan have mange årsager: Rent medicinske, overanstrengelse, vanskeligheder med at finde sin plads i tilværelsen for et ungt menneske, uoverkommelig stor modgang, overdrevne skuffede ambitioner, tab af en tidligere stærk livsforståelse, alvorlig mangel på selvværd.
Den er ikke ateismen/naturalismen iboende. Den liberale sekulære samfundsforståelse er der mange, der har været parate til at kæmpe – og i yderste konsekvens – at dø for.
Når religiøse mennesker finder en mening i deres tro, er det fint – så længe denne tro ikke rummer en forestilling om, hvordan det skal gå alle os andre på dommedag med evig fordømmelse til følge. Denne teologi, som for eksempel er Luthers, og som folkekirken gennem præsteløftet forpligter sine præster til at forkynde i overensstemmelse med, er heller ikke rar for de religiøse selv, hvis de tænker Gudsbilledet til ende. Fordømmelsen kunne jo eventuelt ramme deres ægtefælle, børn, børnebørn, forældre, venner og bekendte.
Når de religiøse derimod hævder, at der ikke er mening og retning og gyldighed i livet uden for troen, er de galt afmarcherede.
Men jeg kan godt følge de religiøse, når de afviser den eksistentialistiske teori om, at ”mening” er noget vi selv skaber. Teorien om, at man kan vælge sig ud af tomhedsfølelsen ved at konstruere sin egen mening, svarer ikke til min erfaring med meningsløsheden.
Det er lidt ligesom man ikke kan beslutte sig for en god nats søvn. Mening er ikke noget, vi griber, men noget vi gribes af. Jeg tænker på mødet med ”den eneste ene”, at finde ”sin rette hylde”, at kunne være sig selv over for et andet menneske, at føle omsorg for andre, at møde kærlighed fra andre, at glæde sig over en ny dag, at FÅ en god idé. Mening er noget, der tildrager sig én, uden at være under ens kontrol. Man kan læse mere om det hos Rosa, hos Løgstrup (det han kalder de suveræne livsytringer) og – i al beskedenhed hos mig selv i ”Magten og Æren?”, der rummer en kritik af forestillingen om menneskets selvmægtighed.
Forestillingen om det enkelte menneskes suverænitet – dets selvmægtighed – som i udsagnet: ”Enhver er sin egen lykkes smed”, er en af modernitetens illusioner.
Indholdet er udtryk for skribentens perspektiv. Vi takker for bidraget og indsigten!
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
