Hvordan opstår altruistisk adfærd? Hvis evolutionen favoriserer de stærkeste og mest egoistiske overlevere, hvorfor ser vi så eksempler på uselviskhed i naturen? Det spørgsmål bliver i denne video, hermed anbefalet, undersøgt gennem teorien om “grønskægseffekten,” hvor individer, der deler et særligt træk (i det her tilfælde et grønt skæg, red.), samarbejder indbyrdes.
I videoen “Simulating Green Beard Altruism” udforskes altruismens evolutionære overlevelsesevne gennem en simuleret verden, hvor aktører interagerer på baggrund af forskellige genkendelige træk. Videoen af YouTuberen Primer demonstrerer, hvordan evolution kan favorisere grupper, der deler træk og støtter hinanden, selv om dette kan synes kontraintuitivt. Simulationen foregår i en matematisk sandkasse-verden, der aldrig opnår de kompleksiteter, som samfundet byder på, men ikke desto mindre giver Primer en indsigt i, hvordan komplicerede scenarier teoretisk kan udspille sig i simpel praksis.
Primers “forsøg” har ikke kun biologisk, men også filosofisk relevans. Den udfordrer ideen om, hvorvidt moral og samarbejde kræver en guddommelig ophavsmand eller en autoritær kilde. Kan religiøse eller sociale gruppesymboler, der gør altruister genkendelige skabe en tryghed og forståelse for “the greater good”?
Filosoffer, der behandlede begrebet:
Auguste Comte (1798–1857)
Comte introducerede begrebet "altruisme" og betragtede det som en central etisk norm. I sin positivistiske filosofi hævdede han, at menneskers højeste formål var at tjene andres velbefindende, hvilket han anså som grundlaget for et harmonisk samfund.
Auguste Comte introducerede begrebet "altruisme" som en etisk filosofi, der betoner handlinger til fordel for andre uden egoistisk motivation. Han så altruisme som en nødvendighed for at skabe et harmonisk samfund og satte det i centrum for sin positivistiske tænkning. Comte mente, at menneskets moralske forpligtelse var at tjene menneskehedens fælles gode, hvilket han anså som højere end individuelle interesser. Dette dannede grundlaget for hans idé om "Menneskehedens religion," en sekulær tilgang til moral og social orden, hvor uselviskhed var fundamentalt.
David Hume (1711–1776)
Hume fokuserede på menneskelig sympati som drivkraften bag moralsk handling. Han mente, at vores evne til at føle med andre gør altruisme til en naturlig del af menneskets sociale adfærd.
David Hume anså sympati som kernen i altruisme og moral. Han argumenterede for, at mennesker naturligt føler med andre, og at denne evne er grundlaget for vores sociale liv og moralske handlinger. Hume afviste idéen om, at moral er baseret på fornuft alene, og pegede i stedet på følelsers rolle i at motivere os til at hjælpe andre. Hans idé om, at altruisme opstår spontant fra vores sociale natur, stod i kontrast til samtidens forestillinger om moral som en rationel pligt.
John Stuart Mill (1806–1873)
Mill forbandt altruisme med utilitarisme og argumenterede for, at moralske handlinger skulle fremme størst mulig lykke for flest muligt. Han støttede aktivt sociale reformer, især ligestilling og velgørenhed.
John Stuart Mill behandlede altruisme gennem sin utilitaristiske filosofi, som fremhævede "den størst mulige lykke for det størst mulige antal" som det etiske mål. Mill argumenterede for, at individer bør handle på måder, der maksimerer lykke og reducerer lidelse for andre. Han så altruisme som en nødvendig del af et moralsk samfund og fremhævede, at personlig frihed og sociale forbedringer kunne skabe en verden, hvor alle kunne bidrage til og nyde godt af fælles lykke. Hans arbejde inspirerede mange sociale reformer.
Simuleringen i videoen illustrerer altruismens grundidéer på en enkel måde, og resultaterne peger på, at moral ikke nødvendigvis er udelukkende transcendent, men kan være et produkt af naturlig udvælgelse. Dette åbner for en spændende debat om, hvordan vi forstår etiske normers oprindelse.
Er altruismen grundlæggende sand, hvis den kræver en evolutionær fordel vha. genkendelighed og tilhørsforhold?
Hvis du vil inspireres yderligere anbefaler Ateisten.dks redaktion, at du snuser til Steven Pinker.
