Hvad er Livssynshistorier?
Ateisten skaber ved hjælp af 'Livssynshistorier' rum til fortællinger om forskellige menneskers livssyn eller tilgang til livet fortalt med deres egen stemme/pen. Hvorfor har vi egentlig det syn på livet, vi har? Ateisten bringer beretningerne for at vise, hvor stor mangfoldighed, der er i norden, hvor ytrings-, tanke- og religionsfrihed er en stor del af de fleste af os. Ateisme er per definition ikke et livssyn, men kan give mennesker et andet syn på livet. Vi udfordrer skribenter til at deltage med deres egen 'Livssynshistorie', og skribenterne har efterfølgende mulighed for at sende stafetten videre til en person, som de gerne vil spørge: "Hvad er din livssynshistorie?". Ateisten opfordrer til, at du som læser sætter farten ned, lytter til stemmen bag ordene og reflekterer over forskelle og ligheder. God læselyst!
Rami Zouzou er forfatter, selvstændig og aktiv i debatten om integration i danske medier. Dette er hans bidrag til livssynshistorier på Ateisten.dk:
Det sker ikke så sjældent, at jeg tænker tilbage på min tid i Folkeskolen. Det forestiller jeg mig, de fleste gør. For en stor del af vores barndom tilbringes i selskab med skolekammerater og lærere i det faglige, kulturelle og sociale fællesskab, vi i dagligdagen omtalte som Vores klasse. Den klasse, der udgjorde det fællesskab, der for altid vil være en del af min bagage, havde til huse på Enghøjskolen i Avedøre Stationsby i Hvidovre. I dag ville den være berygtet, men så sin tid var den faktisk ret berømt. For som Tom McEwan, der var vært i et børneprogram, der hed Kazoo, sagde, da vores klasse i 2. var en del af programmet, så adskilte klassen sig fra så mange andre skoleklasser i Danmark. For den ene halvdel stammede fra forskellige landsbyer i Tyrkiet, mens den resterende del stammede fra Danmark.
Jeg ved egentlig ikke, hvor meget det fyldte i det daglige. Vores klasse fungerede i det store og hele som mange andre klasser, hvor der blev snakket og spillet fodbold i frikvarteret, mens timerne var den sædvanlige blanding af larm og lærdom, der præger mange andre skoleklasser den dag i dag. Bevares. Vi lærte nok en del mere om Tyrkiets historie end så mange andre på vores alder. Men det betragter jeg nu ikke som det store tab. Tværtimod var det en viden, som jeg senere har hilst velkommen. Og det forhindrede mig ikke i at vide, at Moses blev 120 år eller kende navnet og rækkefølgen på Det Nye Testamentes evangelister. Men som berømmelsen steg, kulminerende med en 2 ugers rejse til Tyrkiet i 5. klasse, fra det europæiske Istanbul til den anatolske højslettes metropol, Konya, hvor klassens kurdiske elever havde deres oprindelse, desto mere bevidste blev vi om vores særegne konstruktion.
Når jeg tænker tilbage på Enghøjskolen, og genser programmet, som jeg stadig har liggende på en gammel dvd, kan jeg ikke lade være med at smile. For jeg gentager lige Tom McEwans ord. Den ene halvdel er fra Tyrkiet, den anden halvdel er fra Danmark. Jeg havde ikke andet tilhørsforhold til Tyrkiet end mine danske klassekammerater, så naturligvis befandt jeg mig i den halvdel. Og sådan følte jeg mig vist også. Som dansk altså. Alt andet havde aldrig været en tema. Hverken hjemme eller i skolen. Vi fejrede jul hos min Mormor, jeg var ikke muslim og anede knap nok navnet på den syriske by, min far stammer fra. Og når vi besøgte familien i det, som jeg senere fandt ud af hed Latakia, foregik samtalen altid med min far som tolk, for det arabiske tungemål, har aldrig været en del af mit vokabularium.
Det skete da fra tid til anden, at folk spurgte til mit navns oprindelse, og jeg svarede naturligvis i overensstemmelse med sandheden, at jeg var fra Hvidovre, men at min far kom fra Syrien, hvilket blot medførte et nik. For udover at jeg nok blev kategoriseret som en lidt kontroversiel dreng, fordi jeg elskede at synge Tre hvide Duer af Jodle Birge, når jeg var med fodboldholdet på træningslejr, så adskilte mit liv sig vist ikke fra så mange andre af Hvidovres børn og unge.
Hverdagen gik med skolegang og fritiden udspillede med en masse aktivitet i Hvidovre
fodboldklub. Min følelse af normalitet skulle imidlertid ændre sig, da jeg startede i gymnasiet fyldt op med ambitioner om at lære mere om Den græske oldtid, Middelalderens krige, Den Franske Revolution og ikke mindst økonomisk historie. Det ændrede sig, da jeg kom i gymnasiet. Min gymnasietid var nemlig ikke mange dage gammel, da en venlig lærer, som jeg desværre har glemt navnet på, spurgte til mit navn. Det var jeg jo vant til. Men hans svar, havde jeg ikke hørt hørt før “Så du er fra Syrien. Det var da utrolig spændende” Var jeg fra Syrien? Ok. Den havde jeg ikke hørt før. Jeg havde nu altid identificeret mig med Hvidovre og særligt boldklubben HIF. Men min forundring fortsatte. For han introducerede mig for et helt nyt begreb. Et begreb end ikke DR havde benyttet sig af, da de filmede vores klasses udvikling fra 2.-5. “Du er godt nok velintegreret”
Ok. Hvad var nu det for noget? Velintegreret.
Jeg gik mest op i fodbold og Death metal i skoletiden, og lektielæsning lå mig en smule fjern, men helt idiot har jeg aldrig været og fremmedord flød let fra min tunge. Men integreret. Tænk, det ord kendte jeg ikke. Så af frygt for at fremstå som hel idiot over for den autoritet, der ved årets udgang skulle tildele mig årskarakterer, nikkede jeg med alvorstung mine. Og på få timer var jeg ikke længere dansk. Jeg var blevet transformeret om til en velintegreret araber. Javel, javel.
Måske det ikke ville have fyldt så meget, hvis det ikke var fordi, at mine holdninger, interesser og vidensapparat, helt sikkert i den bedste mening, hele tiden blev udfordret ud fra den præmis at jeg, at jeg ikke længere var født på Rødovre fødeklinik i 1977 og opvokset i Hvidovre, men stammede fra Syrien og havde muslimsk baggrund, med de fordele og udfordringer, det nu engang medførte.
Jeg havde godt nok aldrig læst koranen, men blev ofte spurgt om indholdet af de forskellige passager i muslimernes hellige bog. Nuvel. Det berigede mig, da jeg, igen for at hente lidt ekstra point på karakterkontoen, satte mig ind i min fars religion.
Konsekvensen blev desværre den, at jeg talt fra at skrive en opgave om min store interesse for økonomisk historie. Nej, mine lærere havde meget bedre idé. Og her blev jeg introduceret til et nyt begreb, som jeg i min ungdoms sløvsind ikke var stødt på. Det blev mig foreslået at skrive en sociologisk opgave med fokus på udsatte områder. Udsatte områder? Hvad var nu det for noget?
Jeg hadede sociologi, og fandt økonomi og historie langt mere interessant, men årskarakteren blinkede i horisonten, så hvorfor ikke. Jeg spurgte derfor, hvilke områder hun havde i tankerne? Med et blik, som en nonnemoder, der lige har hørt, at ordenens yndlingssøster skal giftes med en sømand, svarede hun hovedrystende “ Avedøre Stationsby. Du kunne tage udgangspunkt i din egen integrationsproces, og hvordan det har påvirket din sociale habitus”. Jeg ville meget gerne tale om min sociale habitus og Pierre Bourdieu, men jeg anede jo intet om udsatte boligområder eller integration. Men med tanke på det blik, min ellers så søde lærer havde sendt mig, og min årskarakter, gik jeg ind på præmissen. Men det stod mig hurtigt klart, at min historie faktisk fremstod en smule flad og kedelig. Min opvækst lignede jo de fleste andres. To arbejdende forældre, to brødre, fodboldtræning, musik og senere billige øl fra Netto og den akavede jagt på det modsatte køn. Det kunne vel ikke være det, min lærer havde ment. Det tvivlede jeg stærkt på.
Så jeg skabte min egen fortælling. En fortælling, der skulle sikre mig mit 13 tal. En fortælling om en rejse. En rejse ud af ghettoens mørke og ind i en lysere verden af frisind, frihed og danskhed. En farefuld og vanskelig færd, brolagt med udfordringer og ydmygelse, men en stejl læringskurve fra altruistiske ressourcepersoner og det inkluderende, danske foreningsliv. Og da jeg endelig efter 3 år fik min hue på hovedet, var jeg ikke længere Rami fra Hvidovre. Jeg var en velintegreret syrer, der på trods af alle odds havde erhvervet mig en ungdomsuddannelse, snart skulle starte på universitetet og som tilmed havde formået at være en del af foreningslivets demokratiske fællesskaber. En integrationsmæssig solstrålehistorie, hvis indhold jeg godt nok selv havde opdigtet, men ingen af de akademisk lærde jeg mødte på min vej, gjorde sig den ulejlighed at gennemgå kilderne til mit livs rejse. Mit navn alene var min histories vidne- men min hjemmestrikkede fortælling, der blev skabt i den nådesløse jagt på anerkendelse og en højere karakter, blev desværre også min skæbne som ansat i den integrationsindustri, jeg senere har gjort alt for at lægge afstand til.
