Oplysningsfilosofien, der spiller en vigtig rolle for vores vestlige civilisation, var realistisk i den filosofiske betydning, at der findes en virkelighed, der ikke er afhængig af vores kultur, antagelser og ønsker. Vi konstruerer selv vores teorier, men ikke de kendsgerninger disse teorier handler om. Gennem prøven og fejlen kan vi danne os et mere sandt billede af virkeligheden – vi kan lære af vores fejl. Man kan kalde det et åbent syn på virkeligheden, eftersom man er klar til at revidere de antagelser, man hidtil har gjort sig. Ytringsfriheden bliver en central værdi, eftersom det er den, der holder det nødvendige kritikfelt åbent.
I kraft af dette åbne syn fik Oplysningen to fronter:
På den ene side front mod den autoritære dogmatisme, hvis grundsyn er, at virkeligheden findes og at vi kender sandheden om den. Derfor er tvivl og kritik det samme som synd og forbrydelse og som sådant strafbart. Ytringsfriheden er på ingen måde en værdi, eftersom den først og fremmest tjener til at føre mennesker på afveje. I de første århundreder var den dogmatiske modoplysningsbevægelse religiøst begrundet, senere dukkede den op i fornuftsbegrundede former som i sovjetmarxismen og i nazismen. Internt i den vestlige verden i dag er islamismen den stærkeste autoritære dogmatiske bevægelse som Oplysningen er oppe imod.
På den anden side løb Oplysningen ind i relativismen. Grundsynspunktet i den konsekvente relativisme er, at forskellen mellem sandt og falsk og mellem rigtigt og forkert dybest set ikke kan begrundes. ”Virkeligheden” skal sættes i anførselstegn”. Grunden til at vi foretrækker bestemte teorier og normer er udelukkende, at vi er opvokset med dem i en bestemt kultur. Troen på sandheden uden anførselstegn er en form for etnocentrisme.
I relativismen er der altså tale om en grundlæggende anti-absolutisme. Hvad man vil stille op med dette udgangspunkt, kan der være forskellige bud på, men manglen på fundament hævdes under alle omstændigheder at være vores grundvilkår. Relativismen i dag har mange navne: Kulturrelativisme, socialkonstruktivisme, paradigmeteori, postmodernisme, wokeisme.
Det er en god ting at huske på, at ateister adskiller sig langt mindre fra troende, der har ladet sig forme af oplysningstankerne om tolerance, end begge parter adskiller sig fra relativister og autoritære islamister.
Det er min opfattelse, at kløften mellem den kristne og ateisten er mindre end kløften mellem disse og relativisten. Ateisten anerkender trods alt, at det er virkeligheden den kristne og ateisten er uenige om, og at det giver mening at diskutere denne uenighed. De er også enige om, at svaret på spørgsmålet om tro og ikke-tro er af afgørende betydning. F.eks. i spørgsmålet om virkeligheden af guddommelige åbenbaringer, mirakler, guddommelige moralske forskrifter og af en guddommelig styring af historien, af hellige kanoniske skrifter og af at et teologisk studium skulle give indsigt i Gud.
Relativisten derimod, der hævder at virkelighedsbegrebet er tomt, må tage afstand fra alt dette. Relativisten ser kun en strid om virkelighedskonstruktioner, hvor den ene konstruktion kan være lige så god som den anden. Dybest set er diskussionen om tro og ikke-tro for relativisten ikke et spørgsmål om argumenter, men alene et forsøg på overtalelse – som i reklamen.
Relativisterne vil gerne fremstå som folk, der vil respektere synspunkterne i deres forskellighed.
I virkeligheden river de tæppet væk under os alle sammen.
Må jeg lige tilføje: Med den liberale kristne deler den liberale ateist den grundlæggende opfattelse, at ytringsfriheden er et universelt gode.
For relativisten er der slet og ret tale om en eurocentrisk, kulturimperialistisk fordom.
Det skrevne er udtryk for skribentens egen holdning. Vi takker på Ateisten.dk for bidraget. Ovenstående kommentar er også bragt i en version i Berlingske.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
