Glenn Diesens bog The Ukraine War & the Eurasian World Order (2024) begynder ikke i Ukraine, og netop dét er pointen. Ifølge Diesen, der er professor ved institut for økonomi, samfundsvidenskab og historie ved universitetet i Sydøstnorge, kan man ikke forstå krigen som en isoleret begivenhed, men kun som resultatet af en lang historisk proces, hvor verdensordenen gradvist er gledet ud af balance. Ukraine er blevet en slagmark, fordi to magtstrukturer, der over tid har forandret sig er kollideret.
Han starter bogen med idéen om verdensordenen: Hvem sætter reglerne, hvem håndhæver dem, og hvem accepterer dem som legitime. Verdensordener opstår, stabiliseres og bryder sammen. Når magtforholdene ændrer sig hurtigere end institutionerne, opstår der konflikter. Krige opstår sjældent “ud af det blå”; de opstår, når gamle regler ikke længere passer til den nye magtfordeling.
Herfra går Diesen tilbage til den westfalske orden, som opstod efter Trediveårskrigen i 1648. Den byggede på idéen om suveræne stater, ikke-indblanding og formel lighed mellem stater – også små. Denne orden var ikke moralsk perfekt, men den var stabil, fordi stormagter accepterede, at sikkerhed måtte være gensidig. Ingen skulle dominere hele kontinentet.
Over de næste århundreder forskydes magten gradvist mod Vesten. Europæiske – senere amerikanske – maritime magter opbygger global dominans gennem handel, kolonier, finans og kontrol over adgang: havruter, markeder, valutaer. Ifølge Diesen er det vigtigt at forstå, at Vestens magt ikke kun var militær, men strukturel. Den blev indlejret i institutioner, normer og økonomiske systemer.
Efter Anden Verdenskrig institutionaliseres denne magt gennem FN, Bretton Woods-systemet og senere NATO. Under Den Kolde Krig holdes systemet nogenlunde stabilt af bipolariteten mellem USA og Sovjetunionen. Men da Sovjet kollapser i 1991, opstår et unikt øjeblik: USA står alene som global hegemon.
Her indfører Diesen begrebet liberalt hegemoni. I stedet for blot at balancere magt forsøger USA og dets allierede at udbrede et universelt politisk og økonomisk system. Demokrati, markedsøkonomi og vestlige normer fremstilles ikke blot som én model blandt flere, men som den eneste legitime. International ret, menneskerettigheder og institutioner kobles tættere til vestlig magt.
Ifølge Diesen er dette vendepunktet. For i stedet for at skabe en fælles, pan-europæisk sikkerhedsorden efter Den Kolde Krig, udvides NATO gradvist østpå. Rusland integreres økonomisk, men ikke sikkerhedspolitisk. Dets bekymringer behandles som illegitime, fordi systemet præsenteres som “ikke-rettet mod nogen”. I bogens logik er det netop her, at spændingerne bygges op.
I takt med at Kina vokser, og andre ikke-vestlige magter får større økonomisk tyngde, begynder Vestens dominans at miste legitimitet globalt. Mange lande accepterer stadig institutionerne, men ikke længere Vestens monopol på at definere reglerne. Diesen beskriver dette som fremvæksten af et “globalt flertal”, der ønsker multipolaritet snarere end vestlig ledelse.
Ukraine kommer ind i fortællingen som et grænseland – geografisk, historisk og politisk. Efter 1991 er landet splittet mellem forskellige identiteter, økonomiske interesser og sikkerhedspolitiske orienteringer. Ifølge Diesen bliver Ukraine gradvist trukket ind i stormagtskonkurrencen, hvor kompromis bliver stadig sværere, fordi landet i stigende grad bliver et symbol på, hvem der skal dominere Europas sikkerhedsarkitektur.
Perioden 2014–2022 fremstilles som en fastfrysning af konflikten. Militarisering, sanktioner, diplomatiske sammenbrud og gensidig mistillid ophober sig. Samtidig tolkes begivenhederne fundamentalt forskelligt i Moskva og Vesten. Hvor Vesten ser aggression, ser Rusland en eksistentiel trussel mod sin sikkerhed og sin rolle i Europa.
Konflikten i 2022 beskrives ikke som et isoleret russisk valg, men som kulminationen på denne strukturelle konflikt. Diesen kalder krigen for en proxy-krig i en større kamp om verdensorden. Ukraine er slagmarken, men konflikten handler om, hvem der sætter reglerne i en post-unipolær verden. Sanktioner, energikrig, våbenleverancer og diplomatiske blokke bliver alle dele af samme systemiske opgør.
Glenn Diesen slutter med et blik fremad: Diesen argumenterer for, at verden bevæger sig mod en multipolær, mere eurasisk og mere westfalsk orden, hvor regionale magtbalancer igen bliver centrale.
Men overgangen er farlig, fordi den gamle orden forsøger at fastholde sin dominans, mens den nye endnu ikke er stabiliseret. Krigens tragedie, ifølge Diesen, er derfor ikke kun menneskelig, men strukturel: den er/bliver et symptom på en verdensorden, der er ved at bryde sammen – uden at en ny endnu har taget form.
Foto af Glenn Diesen: By Wolfgang Wee Uncut Podcast
Journalist, ateist
