Forestil dig, at du flyver op over Jorden, langt ud over Mælkevejen, videre ud over de galaksehobe, vi normalt beskæftiger os med. Herude, i det ufattelige mørke, breder Laniakea Superhoben sig som en gigantisk flod af lys, en svimlende struktur, der definerer vores plads i universet. Det hæver sig næsten over menneskelige guder og videnskabelige observationer til et næsten poetisk udtryk. Det er her, vi bor. Ikke bare i en galakse, ikke bare i en hob, men i en superhob. En svulmende, sammenflettet skov af galakser, der slynger sig gennem rummet med en uforståelig elegance.
Lad os sende et brev til dig fra den anden ende af galaksen. Det tager ikke ret lang tid, hvis ikke postnord dummer sig på dit dørtrin.
Din adresse → Landekode → Jorden → Solsystemet → Mælkevejen → Den Lokale Galaksegruppe → Laniakea Superhoben → Det Observerbare Univers
Den utrolige himmel under Hawaii
Laniakea betyder “utrolig himmel” på hawaiiansk, og det er ikke bare poetisk, det er en præcis beskrivelse af denne svimlende kosmiske storhed. I 2014 kortlagde astronomer ledet af R. Brent Tully fra University of Hawaii denne struktur og gav den et navn, der matcher dens vælde. Laniakea er ikke bare en samling af galakser. Den er en tyngdekraftsforbundet gigant, en region af rummet, hvor galakserne som langsomme stjerner i en kosmisk flod flyder mod et fælles skæbnepunkt: Den Store Attraktor.
Hvad består Laniakea af?
Mælkevejen er en blandt omkring 100.000 galakser, der alle suges mod et mystisk gravitationscentrum. Men Laniakea er ikke en ensartet, rolig struktur. Den er en vild, kaotisk samling af filamenter, tomrum og klumper af stof. Galakserne her hvirvler rundt i komplekse baner, bundet af tyngdekraftens usynlige tråde.
Den vigtigste rival til vores egen hob i Laniakea er Virgo-hoben – et gigantisk knudepunkt af galakser, der fungerer som en slags trafikcentral i det kosmiske netværk. Og alt dette, hele denne svimlende samling af lys og mørke, er bare en lille brik i et endnu større puslespil, hvor andre superhobe som Perseus-Pisces og Shapley flyder rundt i rummet som kosmiske kontinenter.
Den Store Attraktor trækker os langsomt mod tidernes begyndelse
Hvis Laniakea er en flod af galakser, så er Den Store Attraktor et sort hul af tyngdekraft – ikke et egentligt sort hul, men en enorm, mystisk massekoncentration, der trækker hele superhoben mod sig med en kraft, vi endnu ikke helt forstår. Det er ikke et synligt objekt, men en gravitationel skygge, der gemmer sig bag Mælkevejens tætte skyer af stjerner og støv. Alligevel kan vi mærke dens tilstedeværelse i den måde, galakserne bevæger sig på. Som en sirenesang i mørket trækker den os mod sig.
Kosmisk forsendelse
Hvis du troede, at din adresse var simpel, så tænk igen. Nej vent. Prøv at mærk efter, hvor uendeligt lille og samtidigt underlig stor, du er på din adresse:
Din adresse → Landekode → Jorden → Solsystemet → Mælkevejen → Den Lokale Galaksegruppe → Laniakea Superhoben → Det Observerbare Univers
Laineka-superhoben er en kæmpe galaksehob, der spænder over omkring 520 millioner lysår i diameter. Hvis vi antager, at du sender et brev (eller en besked) med lysets hastighed, ville det tage:
Så hvis du sender et brev fra den ene ende af Laineka-superhoben til den anden, og det rejser med lysets hastighed, vil det tage 520 millioner år at nå frem.
Hvis du derimod brugte en almindelig posttjeneste… ja, lad os bare sige, at modtageren nok er uddød længe før brevet ankommer!
En svimlende tankegang, men også en, der forbinder os til noget større. Vi er ikke bare en lille planet i en tilfældig galakse. Vi er en del af en gigantisk bevægelse, en del af en kosmisk dans, der har været i gang i milliarder af år. Laniakea er vores hjem – ikke bare på en astronomisk skala, men i den mest fundamentale forstand. Herfra kommer vi. Her lever vi. Her driver vi langsomt gennem rummets endeløse dybder.
Kilder: NASA/IPAC Extragalactic Database (NED), University of Hawaii research papers, Tully, R. B., Courtois, H. M., Hoffman, Y., & Pomarède, D. (2014). The Laniakea supercluster of galaxies. Nature, 513(7516), 71-73.
