I de lange, mørke vintre i det gamle nordens vikingtid mellem år 800-1000, hvor sneen lå tungt over landskabet, og solen knap nok viste sig, var julen – eller ”jól”, som vikingerne kaldte den – en tid fyldt med ritualer, overflod, blod og fejring. Midvinterfesten, der var en slags jul og nytår kombineret i en lang fest, tog udgangspunkt i vintersolhvervet, årets korteste dag, og på den måde markerede fejringen den spæde begyndelse på lysets gradvise tilbagevenden. Lyset var vigtigt, for med årstiderne kom jagten og høsten, der var så livsnødvendig for at overleve. Det var en tid til at ære guderne, de såkaldte vaner, at fortælle historier om jætterne, forstå naturen, styrke fællesskabet og forsikre sig selv og de nærmeste om velstand og frugtbarhed i det kommende år. Fejringen havde ikke altid været forbundet med den nordiske mytologis gudebilleder, men de havde pyntet på rammerne om narrativet. Før vikingerne fejrede jul var det naturens kræfter, jól-fortællingen handlede om.
Et helt præcist årstal for begyndelsen af jól vil historikerne ikke gætte på, da højtiden stammer fra førskriftlige tider (før vikingetiden, cirka år 500-800). Mange historikerne vurderer dog, at festlighederne går tilbage til den germanske jernalder, måske endda så tidligt som til år 500. Jól blev fejret omkring vintersolhverv (typisk 20.-22. december) Lysets tilbagevenden var en vigtig begivenhed i agrarsamfund, hvor befolkningen levede af naturens skatkammer. Økonomiens omdrejningspunkter var husdyrhold og landbrug.
Julens fejring begyndte ofte med store gilder. Langhusene blev fyldt med varme fra ildstederne, og duften af stegt kød spredte sig i de dunkle rum. Svinekød havde en særlig plads på bordet, og det var ikke blot en delikatesse, men også et symbol på frugtbarhed og velstand. Skålene blev fyldt med mjød og øl, som blev drukket i rigelige mængder. At “drikke for jól” – var ikke kun en fornøjelse, men også en spirituel handling, hvor man skålede for guder som Odin og Frej og bad om deres og naturens gunst og kræfter. Ordet “skål” stammer fra det gammelnordiske ord “skáli”, som betød en beholder eller skål til at drikke af. Dengang drak de af horn eller skåle, og derfor løftede man skålen, som vi i dag løfter glasset, for at påkalde sig fællesskabets ønsker om helbred og lykke.
En vigtig del af julefejringen var blót. Det var en rituelt offerhandling, hvor dyr blev slagtet og ofret som en gave til guderne. Blodet fra ofringerne blev brugt til at velsigne husene, markerne og højtidens deltagere selv. De blodige ceremonier fandt ofte sted i vikingernes haller eller hellige lunde, og den hellige blot blev ledsaget af fælles bønner og sang i kor. Formålet med ofringerne var, som med jól-skålen, at sikre gudernes og naturkræfternes velvilje og beskyttelse af samfundet mod ulykker og hårde tider.
Julens symbolik var rig på naturens elementer. Vikingerne dekorerede deres boliger med grene af stedsegrønne træer – og det blev forløberne til vores moderne juletræer, der dog først senere kom til Danmark i deres nuværende form via Tyskland – grenene, der typisk var fundet i den dengang store, danske skov, var dekoreret med små gaver, mad og figurer af de nordiske guder. Træer symboliserede dengang livet og naturens uovervindelighed og livscyklus midt i vinterens kulde – og det havde vikingerne brug for at mindes, når livet blev hårdt at leve. Julebukken, som de fleste nok forbinder med tordenguden Thor og hans gedebukke Tanngnjóstr og Tanngrisnir, var også en central figur i festerne for lysets tilbagevenden. De repræsenterede styrke og frugtbarhed, og dengang, hvor livsforholdene som sagt var langt strengere, var det nødvendigt at tro på den slags.
Med kristendommens ankomst til Norden i 900- og 1000-tallet begyndte jól at forandre sig. Kristne missionærer og konger søgte at assimilere de hedenske traditioner og give dem et kristent islæt. Kong Håkon den Gode af Norge var en af de første til at kristne julen. Han beordrede, at jól skulle falde sammen med fejringen af Jesu fødsel og indførte love, der påbød folk at drikke øl til ære for Kristus og Sankt Maria. Harald Blåtand spillede i Danmark en nøglerolle i kristendommens indførelse. Omkring år 965 lod han sig døbe og erklærede, at han havde “gjort danerne kristne”. Dette førte til udbredelsen af kristendommen som statsreligion, og julens fejring var en del af den kulturelle og politiske proces, der gjorde Danmark til et kristent land.
Mange af de gamle traditioner blev integreret i den nye kristne fejring – det var lettere end at aflyse festlighederne, og kirken kaldte dem, der dårligt assimilerede sig for hedningene. Og den hedenske skål til guderne blev omdannet til en skål for Jesus og helgenerne. Juletræets stedsegrønne grene blev et symbol på evigt liv gennem Kristus. Ja, selv tordenguden Thors julebukke overlevede,men tog nu form som en del af julens historiske folklore og blev en kristnet dekoration.
Jul i Danmark i dag bærer stadig præg af både hedenske og kristne elementer, hvilket gør den til en unik kombination af gammel og ny tradition.
Kristendommens assimilation af den nordiske jól viser, hvordan religiøse traditioner kan omformes og genfortolkes gennem verdenshistorien. Fra at være en fejring af naturens cyklus og de gamle guders magt og menneskers symbiotiske forhold til naturen blev julen til en højtid for den kristne tro og en fejring af Jesu fødsel. Alligevel lever mange af de gamle nordiske elementer videre og minder os om vores forfædres dybe forbindelse til naturen og deres ukuelige vilje til at fejre livets cyklus, selv i vinterens mørkeste stunder.
Se meget mere om den fantastiske julehistorie i denne video, som hermed er anbefalet.
