Jeg har levet størstedelen af mit liv som gudløs, og en stor del af mit forfatterskab har været en udforskning af det gudløse univers: To romaner: ”Unge år” (1998) og ”Studieår 1968” (2023) og tre filosofiske værker: ”Det åbne syn” (1991), ”Magten og Æren?” (1995) og Kulturrelativisme (2002), der blandt andet er en præsentation af Karl Poppers filosofi.
For teologen Lars Sandbeck, der er kendt for sin kamp for en kristendom med et menneskeligt ansigt, er den gudløse verden en fremmed verden, som han gennem omfattende læsning og også gennem deltagelse i Ateistisk Selskabs Debatforum har prøvet at sætte sig ind i, i sin bog: ”Den gudløse verden” (2020).
Sandbeck har et skarpt blik for de myter, den gudløse verden har dannet sig om sin egen idehistoriske sammenhæng, for dens ofte overdrevne tro på menneskets muligheder og for dens underbetoning af menneskelivets skrøbelighed.
Hvordan tilhængere af denne verden, i form af epikuræerne i middelalderen og spinozisterne i nyere tid, blev tvunget til at leve et undergrundsliv under kristen forfølgelse i hele Europa, beskæftiger han sig derimod ikke med.
For Sandbeck står den livsanskuelsesmæssige hovedkløft i den vestlige verden i dag mellem teister på den ene side og ateistiske naturalister på den anden. Det er jeg delvis enig i. Jeg ville nu tilføje postmodernismen som en tredje vigtig position, der er skudt op ved siden af de to andre inden for de sidste 30 år.
Postmodernismen står med sin afvisning af ethvert sandhedskrav i modsætning til både ateister og teister og er en fælles modstander for begge parter.
Jeg er selv ateistisk naturalist (en position, der kun anerkender naturlige forklaringer) og bygger min filosofiske ontologi på to af de mest indflydelsesrige fyrtårne i filosofihistorien: Baruch Spinoza og Karl Popper.
For Sandbeck er valget mellem teisme og naturalisme let, og det mener han også det må være for os andre. Han bygger nemlig hovedsagelig sin fremstilling af naturalismen på en reduktionistisk amerikansk filosof, som hedder Alex Rosenberg. Rosenbergs ontologiske hovedpositioner er mildt sagt skingre: Han hævder, i strid med al erfaring, at det eneste, der findes, er fysisk masse og benægter dermed eksistensen af sjæleliv, åndsliv, vilje, hensigter, forskel på rigtigt og forkert, godt og ondt. Menneskers historie og kultur betyder ingenting, ord og tegn er bare meningsløse lyde og blækklatter. Der findes ingen bevidsthed, fornuft og intet selv. Et menneske er ikke mere værd end en skovsnegl eller et sandskorn. Der findes ingen anden adgang til virkeligheden end gennem naturvidenskaben: fysikken.
Hvis disse synspunkter er alternativet til en teistisk livsforståelse, kan jeg godt forstå, at Sandbeck og hans læsere løber skrigende bort.
Sandbeck vånder sig i sin bog over nutidige ateisters angreb på kristendommen. Disse angreb bygger, hævder han, på alvorlig manglende viden om det faktisk eksisterende kristne trosliv. ”Man har først en god og overbevisende sag, når man har gendrevet sin modstander, hvor han er stærkest”, som han med rette skriver.
Dette gode princip har Sandbeck selv en del at lære af.
Poppers og Spinozas form for naturalisme rummer INGEN af de ontologiske eller erkendelsesteoretiske postulater, som Rosenberg her er refereret for at indtage ovenfor. Tværtimod tilbagevises de – især hos Popper – med stor lidenskab og skarpsindig argumentation. I ”Den gudløse verden” nævnes Spinoza kun i en sidebemærkning, mens Popper glimrer ved sit fravær.
Set fra mit perspektiv lider Sandbecks opgør med naturalismen af de samme mangler som han anklager ateisterne for: Han vælger sin modstander: Naturalismen i dens svageste udgave.
Til jer, der har et mindre negativt ladet forhold til naturalismen, vil jeg anbefale at læse Carl Henrik Kochs Spinoza – kætter og filosof. (2015) og Poppers værker, der hører til den lettest tilgængelige del af filosofihistorien.
Og – må jeg tillade mig lidt selvpromovering – mine egne bøger.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
