Du tænker måske: Er “blasfemiske” remakes ikke bare en anden måde at sige “de værste remakes” på? Jeg vil argumentere for, at det bestemt ikke er det samme. Blasfemiske remakes er genindspilninger, der aldrig burde have været forsøgt – selv hvis de er gode. Hvorfor? Fordi originalerne har opnået en tæt på hellig kultstatus, indeholder nærmest guddommelige skuespillerpræstationer, der gjorde det til himmelske filmoplevelser, eller noget tredje ophøjet, der har adskilt dem fra filmhistoriens hobevis af bastarder.

Når det er sagt, så er alle originalerne på denne liste episke værker, så jeg har rangeret listen, efter hvor meget deres remakes stinker!

Jeg vil kommentere både på de respektive remakes og deres originale modstykker, der har fundet vej til listen.

Okay, lad os komme i gang!

#10 – Scarface

På tiendepladsen finder vi Scarface. Pacinos præstation som Scarface tilbedes af filmelskere, fordi han transcenderer rollen og besjæler den til perfektion. Derfor kan der ikke være tale om et remake uden ham. Jeg vil hellere se en 2’er med pensionerede Scarface på plejehjem med Pacino i rollen end at se en anden i den rolle. Nu er genindspilningen stadig i præproduktionsfasen, men det betyder jo egentlig ikke noget, hvor god – eller endda himmelråbende fantastisk – den viser sig at være. Jim Caviezel kan spille Jesus til perfektion i Passion of the Christ, men Al Pacino er Scarface. Spøg til side, lad mig forklare, hvorfor du bør tilbede denne film.

Hvad gør Scarface til en kultklassiker?

Scarface (1983) anses bredt for at være en perfekt kombination af instruktion, skuespil og fortælling. Dens fejl, hvis der overhovedet er nogen, er en del af dens charme. At forsøge at “opdatere” eller genfortolke den føles unødvendigt og risikerer blot at besudle dens minde i kulturarven.

Brian De Palmas dristige, kompromisløse stil løftede Scarface fra blot at være et krimidrama til noget langt større. Hans brug af operatisk vold, intenst tempo og slående visuelle elementer skabte et storslået spektakel, der matchede den ambitiøse historie helt perfekt.

Al Pacinos portrættering af Tony Montana er en af de mest uforglemmelige præstationer i filmhistorien. Hans transformation fra fattig immigrant til hensynsløs narkobaron indfanger både tiltrækningen og tragedien ved uhæmmet ambition.

Filmen fra 1983 udforsker tidløse temaer som grådighed, magt og den amerikanske drøms korrumperende effekt. Montanas himmelfart og efterfølgende fald fungerer som en skræmmehistorie, der resonerer på tværs af generationer.

Replikker som “Say hello to my little friend!” og “The world is yours” er blevet indlejret i popkulturen. Filmen har inspireret alt fra musik og mode til parodier og videospil, hvilket har cementeret dens status som en kultklassiker.

Dens rå og kompromisløse skildring af kriminalitet, stoffer og overforbrug giver den en rå realisme, mens Giorgio Moroders synth-tunge soundtrack tilføjer en ikonisk, atmosfærisk dimension til filmens æstetik.

Scarface fik ikke kritikerros ved udgivelsen, men blev over tid til en elsket kultklassiker, beundret for sin dristige vision og dens evne til at påvirke generationer af filmskabere, kunstnere og publikum.

Hvad vi ved om den opkommende Scarface-remake?

Projektet har været undervejs i årevis med adskillige omskrivninger og kreative retningsskift. I øjeblikket er instruktør Luca Guadagnino (Call Me by Your Name, Bones and All) knyttet til projektet, hvilket tyder på, at det kan tage en stilistisk, karakterdrevet tilgang i stedet for at efterligne De Palmas ophøjede storhed.

Manuskriptet er angiveligt skrevet af Coen-brødrene (The Big Lebowski, Fargo og O’ Brother Where Art Thou), hvilket indikerer udsigt til skarpe dialoger og måske et moderne twist på historien.

Selvom Guadagnino og Coen-brødrene er talentfulde, er Scarface en af de sjældne film, som mange tilbedere betragter som urørlige.

Jeg elsker personligt Coen-brødrenes film, og derfor jeg vil derfor lade tvivlen komme dem til gode og har derfor placeret Scarface som nummer 10 på listen.

#9 – Total Recall

Den næste på listen, på niendepladsen, er Total Recall. Alle ved Arnie er actionfilmguden over dem alle – det kan man ikke slå, og man skal nok lade være med overhovedet at prøve. Selv Arnie ved, det er blasfemi at røre ved de gamle Arnie-flicks!

Hvad gør Total Recall (1990) til en kultklassiker

Jeg elsker Colin Farrell, specielt i mere komdieinspirerede roller som i filmen In Bruges. Og jeg nød faktisk også denne film en smule. Men man prøver bare ikke at forbedre en Schwarzenegger-film. Ikke engang hvis du er Schwarzenegger! Det vender vi tilbage til senere.

Paul Verhoevens Total Recall (1990) kombinerer mesterlig action, sort humor og sci-fi med satiriske undertoner, der gør den både tankevækkende og underholdende. Filmens levende skildring af et koloniseret Mars-samfund, bragt til live med praktiske effekter og miniaturemodeller, føles rå og tidløs.

Ambivalensen om hovedrollen Quaids virkelighed – om det hele er ægte eller blot et Recall-implantat – tilføjer en gensynsværdi, der gør den uforglemmelig. Arnold Schwarzeneggers karisma og stærke præstationer af Sharon Stone og Michael Ironside cementerer yderligere filmens status som en klassiker. Verhoevens satiriske kommentarer med hensyn til virksomheders grådighed og autoritarisme hæver filmen over blot at være endnu en actionfilm.

Hvad gør Total Recall (2012) til et blasfemisk remake

Genindspilningen erstatter originalens kitschede charme og humor med en poleret, men kedelig æstetik. Det svarer til at lave moderne skildringer af Jesus i joggingtøj – alle kan se, det ikke holder. Filmen mangler simpelthen den satiriske kant og selvironi, der gjorde 1990-versionen så mindeværdig.

I stedet for Mars fokuserer denne remake på en generisk dystopisk Jord delt mellem to territorier. Dette miljø føles uinspireret og mangler den originale films fantasifulde vitalitet. Mens 2012-filmen gør brug af moderne CGI, giver overforbruget i denne remake et sterilt og vægtløst udtryk sammenlignet med de grynede, praktiske effekter i originalen. Colin Farrells Quaid mangler Schwarzeneggers “larger than life”-karisma, og birollerne, selvom de er kompetent udført, efterlader ikke et varigt indtryk. Karaktererne føles som arketyper frem for engagerende personligheder.

Den nye version fjerner meget af den filosofiske tvetydighed omkring virkelighed og hukommelse. Ved at spille for sikkert ofrer genindspilningen den intellektuelle spænding, der ophøjede originalen.

Beslutningen om at erstatte Mars med Jorden og skrotte nøgleelementer fra den oprindelige historie føles som en spildt mulighed for at ære kildematerialet.

#8 – RoboCop

På ottendepladsen finder vi RoboCop. Vorherre Bevares? Læs med!

Hvad gør RoboCop (1987) til en tilbedt kultklassiker?

Endnu en Verhoeven-film; RoboCop leverer skarp satire om virksomheders grådighed, privatisering og sensationalistiske medier, hvilket gør den til en tidløs kritik af samfundsproblemer, der stadig eksisterer og kun er blevet værre. Peter Wellers portræt af Alex Murphy/RoboCop kombinerer følelsesmæssig dybde med ikonisk design, hvilket skaber en karakter, der både er overbevisende og uforglemmelig.

Filmen kombinerer brutal action med temaer som menneskelighed og fri vilje, forstærket af håndgribelige praktiske effekter som RoboCops design og den groteske ED-209, lavet med stop motion. Den overdrevne vold fungerer som en kommentar til vores desensibilisering og forudser uhyggelige moderne medietrends.

Replikker som “Dead or alive, you’re coming with me” og “I’d buy that for a dollar!” har cementeret dens status som en kultklassiker og påvirket utallige værker i underholdningsbranchen.

Hvad gør RoboCop (2014) til et blasfemisk remake?

Genindspilningen fra 2014 udvander originalens bidende satire. Den forsøger at behandle moderne emner som dronekrigsførelse og overvågning, men gør det overfladisk og mangler den skarpe humor og dybde som forefindes i Verhoevens kritik.

Selvom den svenske skuespiller Joel Kinnaman normalt er fremragende, mangler hans portræt af Alex Murphy den følelsesmæssige dybde og karisma, som Peter Wellers præstation bringer til skærmen. 2014-udgavens fokus på teknologi frem for menneskelighed gør Murphys karakterudvikling mindre fængende.

Den tunge brug af CGI gør denne version steril og vægtløs sammenlignet med originalens grynede, praktiske effekter. RoboCop-dragten, nu redesignet til et sort slankt ydre, mangler det ikoniske, robuste æstetiske udtryk fra 1987-designet.

Denne remake vælger en PG-13-klassificering, hvilket nedtoner volden og den mørke humor, der definerede originalen. Salige er de, som er fattige af filmånd, thi den nye Robocop er deres.

Selvom genindspilningen introducerer interessante ideer om fri vilje og virksomhedskontrol, formår den ikke at udforske dem meningsfuldt. Originalen balancerede action med tankevækkende temaer, mens genindspilningen føles overfladisk og ufokuseret.

Genindspilningen mangler den unikke personlighed og charme fra originalen og fremstår som en generisk sci-fi-actionfilm, der ikke skiller sig ud fra lignende skaberværker.

Ved at fjerne det rene, der gjorde originalen speciel – dens satire og følelsesmæssige vægt – føles genopstandelsen som en unødvendig og uinspireret gentagelse, der fejler i at ære sin forgænger.

#7 – Snehvide

Nummer syv på listen er Snehvide (Snow White). Engang var både Disney og folkekirken originale og traditionsbårne institutioner. Nu er de begge blevet woke, i et forsøg på at please alle. Og når man prøver at please alle, pleaser man ingen. Snehvide er et godt eksempel på dette.

Hvad gør Snehvide og de syv dværge (1937) til en kultklassiker?

Walt Disneys Snehvide og de syv dværge var den første animationsfilm i spillefilmslængde, der revolutionerede biograffilm og etablerede animation som en legitim kunstart. Filmens håndtegnede animation, forbedret af den banebrydende multiplan-kamera-teknologi, er stadig et visuelt imponerende skaberværk.

Den tidløse historie, de elskelige dværge og den skræmmende onde dronning appellerer på tværs af generationer, understøttet af ikoniske sange som “Heigh-Ho” og “Someday My Prince Will Come” til vores allesammens indre ‘good vs evil’-barn. Som Disneys første prinsessefilm satte den standarden for genren og blev en hjørnesten i Disneys arv.

Dens universelle temaer om venlighed og kærlighed, der overvinder ondskab, sikrer dens vedvarende appel og gør den til en hellig klassiker i genren. Selv for folk som mig selv, der var barn i 1990’erne, havde denne film en enorm indflydelse over halvtreds år efter dens udgivelse.

Hvad gør Snehvide (2025) til et dårligt remake (så vidt vi ved)?

Genindspilningen fra 2025 ser ud til at afvige markant fra både den originale Disney-klassiker og Grimms eventyr, som det fremgår af både udeladelsen af nøgleelementer som dværgene og Snehvides traditionelle rolle. Disse ændringer risikerer at fremmedgøre fans af originalen og rive den ud af historisk kontekst.

Rachel Zieglers rolle som Snehvide har skabt debat, især på grund af hendes offentlige udtalelser om ikke at følge den traditionelle prinsessearketype (i stedet skal Snehvide være en “boss”) og hendes generelle attitude i interviews og på sociale medier. Dette har rejst spørgsmål om, hvorvidt denne nyfortolkning respekterer karakterens herlighed og arv.

Forsøg på at modernisere historien, såsom at fjerne prinsen som en væsentlig karakter og nedtone de traditionelle romantiske elementer, er blevet kritiseret for at fjerne sig for meget fra essensen af den oprindelige fortælling. Det risikerer at fremmedgøre genrens disciple, der værdsætter den klassiske eventyrstruktur, der har eksisteret i århundreder – der er nok en god grund til troskaben.

Udskiftningen af skuespillerne, der spiller de syv dværge, med CGI-figurer, der falder i “uncanny valley”-kategorien, har naturligvis også fået kritik. Et par skuespillere, der selv er dværge har følt, at deet nærmest har været blasfemi, at de skal gengives af ai, når filmen og Disney ellers vil fremstå som ophøjet i forhold til ønsket om inklusion.

Som det fremgår af traileren, er genindspilningens tunge brug af CGI en skarp kontrast til den tidløse, håndlavede skønhed i den originale animation. Og det risikerer at give filmen et generisk visuelt udtryk – et problem, der præger mange af de moderne Disney-remakes.

Kombinationen af kreative beslutninger, kontroversielle cast-udtalelser og uhellige afvigelser fra den oprindelige, milde historie har udløst diskussioner og fået mange til at stille spørgsmål ved, om genindspilningen respekterer eller underminerer originalens ubegribelige arv.

#6 – Oldboy

På sjettepladsen finder vi Oldboy. Den originale Oldboy fra Park Chan-wook balancerer brutale hævntemaer med en næsten mytisk religiøs dybde. Genindspilningen skænder dette til en mere action-præget beretning uden den samme symbolske vægt, og det kan opfattes som en hovmodig fortolkning af originalens eksistentielle refleksioner.

Hvad gør Oldboy (2003) til en kultklassiker

Park Chan-wooks Oldboy er et visuelt betagende mesterværk, kendetegnet ved sin ikoniske one-take-kampscene i gangen og dens minutiøst ‘godlike’ komposition. Filmens udforskning af hævn, skyld og moralsk tvetydighed efterlader seerne foruroligede og reflekterende længe efter rulleteksterne.

Choi Min-siks rå og følelsesladede portræt af Oh Dae-su forankrer historien og gør ham til en af filmhistoriens mest uforglemmelige Judas’er. Det ødelæggende klimaks cementerer filmens dristighed og grænseoverskridende natur.

Som et afgørende skaberværk, der introducerede koreansk film til et globalt publikum, opnåede Oldboy alle kritikeres anerkendelse og påvirkede moderne hævn-thrillere, hvilket sikrede dens kultstatus. Dens tankevækkende temaer gør den til et vedvarende diskussionsemne.

Hvad gør Oldboy (2013) til et dårligt remake

Spike Lees genindspilning formår ikke at tilføre noget nyt eller originalt. Den følger tæt handlingen fra 2003-filmen, men mangler de dristige kunstneriske valg og den emotionelle resonans, der gjorde originalen unik. Genindspilningen toner den rå intensitet og psykologiske kompleksitet ned og vælger en mere konventionel og poleret fortællestil. Det reducerer den følelsesmæssige højhellighed og chok-værdien af nøglescener.

2013-versionen mangler de slående og ubarmhjertigt gode visuelle elementer fra originalen. For eksempel er gang-kampscenen genfortolket, men mangler den rå energi fra one-take-sekvensen i 2003-filmen.

Selvom Josh Brolin leverer en habil præstation, blegner den i sammenligning med Choi Min-siks uforbeholdne og dybt menneskelige portræt. Birollerne formår heller ikke at matche intensiteten og nuancerne hos deres koreanske modstykker.

Den originale Oldboy er dybt forankret i koreansk kultur, især hvad angår familiedynamik og samfundsmæssige strukturer, der spiller en afgørende rolle i historien. Den amerikanske genindspilning formår ikke at oversætte denne kulturelle specificitet, hvilket resulterer i en mindre slagkraftig fortælling.

Genindspilningen forenkler historiens moralske og filosofiske tvetydighed, hvilket får den til at fremstå mere som en typisk hævnthriller end den tankevækkende udforskning af menneskets forræderiske natur, som originalen var.

#5 – The Upside

På femtepladsen finder vi The Upside, også kendt som De urørlige. De urørlige har “hands off” indbygget i titlen. Alligevel har Hollywood copy/pastet en livsbekræftende, fransk vinder, der lever på sin charme og proppet den ned i den blockbuster-maskine, der skal fodre det amerikanske publikum med følelseporno som var de en anden foie-gras gås. Og den blasfemiske kopi er lutter downsides.

Hvad gør De urørlige (2011) til en kultklassiker

Den franske film De urørlige fortæller en hjertelig og humoristisk historie om det usandsynlige venskab mellem en velhavende tetraplegisk mand, Philippe, og hans hjælper, Driss. Dens udforskning af empati, gå-på-mod og menneskelig forbindelse mellem modsætninger der mødes har en universel appel.

Omar Sy og François Cluzet leverer karismatiske, følelsesmæssigt rige præstationer, hvor deres kemi udgør filmens hjerte. Med en balance mellem komedie og følelsesmæssig dybde løfter humoren historien uden at undergrave dens seriøse temaer.

Ved at reflektere over klasseskel og immigrantudfordringer leverer filmen subtil social kommentar sammen med tidløse temaer om venskab og nedbrydning af stereotyper. De urørlige blev et globalt fænomen, høstede kritikerros og står tilbage som en af Frankrigs mest elskede film.

Hvad gør The Upside (2017) til et dårligt remake

The Upside forsøger at gengive den følelsesmæssige resonans fra De urørlige, men mangler samme oprigtighed og charme. Humoren føles ofte påtaget, og filmen kæmper forgæves for at genskabe den naturlige varme fra originalen, der tager den fra skaberværk til mesterværk.

Selvom Kevin Hart leverer en overraskende afdæmpet præstation, i forhold til hans typiske spradebassekarakterer, formår hans komiske stil og kemi med Bryan Cranston ikke at genskabe det naturlige og autentiske bånd mellem Omar Sy og François Cluzet. Genindspilningen føles mindre ægte og mere skabelonagtig.

Filmen mister de kulturelle nuancer og den autenticitet, som originalen havde, ved at tilpasse den til et overpoleret og generisk Hollywood-miljø. Den unikke sociale kommentar fra De urørlige bliver erstattet af klichéer og udvandede temaer.

The Upside læner sig tungt op ad sentimentalitet og komiske indslag, der ofte føles malplacerede og forstyrrer den nøje balance mellem humor og drama, som gjorde De urørlige så effektfuld.

Ved at genindspille en film, der allerede var perfekt, indbyder The Upside til skarpe sammenligninger og fremstår som en hul efterligning.

#4 – Taxi

Nummer fire på listen er Taxi. Puha, jeg har svært ved at tilgive det her remake.

Hvad gør Taxi (1998) til en kultklassiker?

Taxi kombinerer hæsblæsende biljagter med skarp humor og fransk charme, i typisk Luc Besson stil, hvilket adskiller den fra typiske buddy-cop-film. Det umage makkerpar, Daniel – en hensynsløs taxachauffør – og Émilien – en klodset betjent – leverer smittende kemi og naturlig, kulturelt forankret humor.

Filmens mesterligt koreograferede biljagter, med Daniels ikoniske Peugeot 406, blev dens kendetegn og en stor tiltrækningskraft. Marseille som setting tilføjer autenticitet og skaber genklang hos både franske og internationale publikummer.

Taxis succes førte til efterfølgere og inspirerede mange efterfølgende actionkomedier, hvilket cementerede dens status som en elsket serie og en hjørnesten i fransk filmhistorie.

Hvad gør Taxi (2004) til et dårligt remake?

Den amerikanske genindspilning, med Queen Latifah og Jimmy Fallon i hovedrollerne, mangler den franske originals autentiske humor og charme. Vittighederne føles påtvungne, og dynamikken mellem hovedpersonerne har ikke samme gnist.

Mens filmen fra 1998 havde en jordnær, kulturelt rig tone, læner genindspilningen sig op ad overdreven komik og en generisk buddy-cop-formel. Den fjerner originalens unikke præg og føles som endnu en typisk Hollywood-komedie.

Queen Latifah og Jimmy Fallons karakterer mangler dybde og relaterbarhed i forhold til Daniel og Émilien. Især Fallons portræt af en inkompetent betjent bliver ofte dybt pinlig at overvære, og deres partnerskab føles kunstigt.

Biljagterne, der var et højdepunkt i originalen, er uinspirerede i genindspilningen. På trods af de prangende opsætninger mangler de kreativiteten og intensiteten, der gjorde sekvenserne fra 1998-filmen så mindeværdige.

Ved at flytte historien til New York City mister genindspilningen den unikke franske stemning, der gjorde originalen til noget særligt. Det generiske bymiljø og den amerikaniserede humor fratager filmen dens unikke personlighed.

#3 – Ghostbusters

Nummer tre på listen er Ghostbusters. En af de største blasfemiske remakes i nyere tid. Hvordan tager man en hjertevarm, sjov og guddommeligt udført firserfilmserie og ødelægger den? Well…

Hvad gør Ghostbusters (1984) til en kultklassiker

Ghostbusters blander mesterligt overnaturlige elementer med skarp humor og leverer en frisk og original genremix. Kemien mellem Bill Murray, Dan Aykroyd, Harold Ramis og Ernie Hudson bringer det skæve koncept til live og gør deres karakterer ikoniske.

Replikker som “Who you gonna call?” og den enorme skumfidusmand er blevet to eksempler på et utal af popkulturelle milepæle fra denne film. Dens innovative SFX og vittige manuskript sikrer dens tidløse appel. Med temaer om teamwork og vedholdenhed blev Ghostbusters en kultklassiker og startede et elsket franchise med animationsserier, merchandise og spil.

Hvad gør Ghostbusters (2016) til et dårligt remake

Ghostbusters (2016) forsøgte at genopfinde den originale film, men fejlede totalt ved ikke at indfange charmen og balancen mellem komedie og sci-fi, der definerede 1984-versionen. Ligeledes formåede dens afhængighed af nostalgi uden at ære originalens ånd kun at fremmedgøre fans.

Genindspilningen “gender-swappede” Ghostbusters-teamet, hvilket kunne have været innovativt, men endte med at føles som et overfladisk markedsføringsgimmick snarere end et organisk narrativt valg. Ved at promovere filmen som et “feministisk reboot” prioriterede markedsføringen kønspolitik frem for en stærk fortælling. Dette gjorde filmen til et stridspunkt i det i forvejen tiltagende poliserede politiske klima, der satte gang i debatter om Hollywoods tendens til at politisere remakes.

Ghostbusters (2016) nævnes ofte som en af de første store film, der markerede den moderne tendens med identitetspolitik i remakes. Mens intentionen om diversitet kan være prisværdig, føltes udførelsen klodset og reducerede karaktererne til deres køn frem for at udvikle dem som individer. Denne tendens er siden blevet gentaget i mange remakes, der ofte splitter publikum.

Castet, inklusive talentfulde komikere som Melissa McCarthy og Kristen Wiig, manglede kemien og dybden fra det originale team. Karaktererne fremstod som overdrevne karikaturer, der ikke formåede at bringe samme jordnære relaterbarhed som 1984-Ghostbusters.

I modsætning til de praktiske effekter i originalen lænede genindspilningen sig tungt på CGI, som ofte virkede tegneserieagtig og mindre imponerende. Spøgelserne manglede den uhyggelige charme, deres 1984-forgængere havde.

Humoren føltes ofte påtaget og manglede den skarpe kant, der gjorde originalen elsket. Mange vittigheder faldt til jorden eller lænede sig op ad slapstick i stedet for den elegante, tørre humor fra 1984.

Genindspilningen ignorerede de originale karakterer og den eksisterende mytologi, som blev behandlet mere som en punchline end som et fundament. Cameoer fra det originale cast virkede obligatoriske og adskilte fra plottet.

Filmens markedsføring fremmedgjorde mange gamle fans ved at afvise deres bekymringer som sexistiske eller forældede, hvilket yderligere polariserede publikum. På trods af hypen fejlede genindspilningen ved billetlugerne og blev bredt kritiseret for ikke at forstå, hvad der gjorde originalen så speciel.

#2 – Ondskabens hotel

På andenpladsen finder vi Ondskabens hotel (The Shining). Selvom miniserien ikke er en direkte genindspilning og faktisk blev lavet til tv, placerer dens forsøg på at genskabe historien som en trofast adaptation af Kings roman den i direkte konkurrence med Kubricks film. Dette inviterer sammenligninger, der fremhæver dens urenheder og får den til at føles som en reaktionær og blasfemisk genfortolkning snarere end en selvstændig fortolkning. Det understreger virkelig pointen: DU MÅ IKKE pille ved filmperfektion!

Hvad gør Ondskabens Hotel (1980) til en kultklassiker?

Kubrick forvandlede Stephen Kings roman til et psykologisk gysermesterværk, præget af omhyggelige detaljer, uhyggelige billeder og hypnotisk symmetri. Jack Nicholsons ikoniske portræt af Jack Torrance, der blander galskab og rædsel, og Shelley Duvalls rå præstation som Wendy tilføjer følelsesmæssig dybde.

Filmens tvetydighed – fra Overlook Hotellets overnaturlige indflydelse til det uhyggelige sidste fotografi – har igangsat årtiers analyser. Scener som “Here’s Johnny!” og Dannys cykeltur på sin trehjulede cykel er indprentet i popkulturen, mens Wendy Carlos’ urovækkende soundtrack forstærker spændingen.

Selvom King ikke kunne lide fortolkningen, forstærkede Kubricks ændringer den psykologiske rædsel og gjorde Ondskabens hotel til en kultklassiker og en hjørnesten i gysergenren.

Hvad gør Ondskabens hotel (1997) til en utugtig genfortolkning?

Miniserien fra 1997, skrevet af krimiguden Stephen King, er en mere trofast fortolkning af romanen, men mangler den psykologiske kompleksitet og filmiske kunstneriske dygtighed, der gjorde Kubricks film overbevisende. At følge kildematerialet for tæt resulterede i mangel på overraskelse og innovation.

Mick Garris, på trods af at være en kompetent instruktør, manglede Kubricks visionære touch. Miniserien føles som en standard tv-produktion med mindre slående visuelle effekter, atmosfære og spænding.

Steven Webers portræt af Jack Torrance blegner i sammenligning med Nicholsons legendariske præstation. Selvom Weber fremhæver Jacks menneskelighed, mangler hans gradvise nedstigning i absolut galskab den intense og mindeværdige kraft, som Nicholson leverede.

Som miniserie strækker 1997-versionen historien over flere timer, hvilket fører til et langsommere tempo og en mindre slagkraftig historiefortælling. Den forlængede spilletid fortynder historiens spænding og rædsel.

Kings version forklarer mange elementer eksplicit, såsom Overlooks baggrundshistorie og overnaturlige kræfter, hvilket fjerner den mystik og fortolkningsrigdom, der gjorde Kubricks film så uhyggelig og tankevækkende.

Miniseriens visuelle effekter, især de animerede topiære dyr, er forældede og utroværdige. Disse elementer underminerer rædslen og gør den mindre effektiv sammenlignet med Kubricks brug af praktiske effekter og slående billeder.

Miniserien kan ikke undslippe sammenligninger med 1980-filmen. Selvom den måske appellerer til fans af Kings roman, føles den overflødig og overskygges af Kubricks ikoniske adaptation.

#1 – Terminator: Dark Fate

Og endelig, på førstepladsen, har jeg valgt Terminator: Dark Fate. Du tænker måske, hvordan er dette et remake? Men hæng på… Ved at udviske den fremtid som Terminator 2 baner vejen for, genstarter Dark Fate effektivt fortællingen. Det er ikke bare en efterfølger – det er en gentagelse af den selvsamme “beskyt frelseren”-handling, men med en ny, mindre appelerende hovedperson; Dani Ramos. At slette de følelsesmæssige investeringer vi som publikum har foretaget i T2 gør Dark Fate til en tematisk og narrativ nulstilling, der retfærdiggør dens klassifikation som et de facto blasfemisk remake snarere end en fortsættelse.

Hvad gør Terminator 2: Judgment Day (1991) til en kultklassiker

Terminator 2 udvidede etterens præmis til en komplet tilfredsstillende fortælling, der blandede action, hjerte og tematisk dybde med legendarisk effekt. Edward Furlongs rebelske John Connor tilføjede følelsesmæssig vægt, mens Schwarzeneggers omprogrammerede Terminator blev en ikonisk helt, og Linda Hamiltons Sarah Connor redefinerede den stærke, flerdimensionelle kvindelige hovedrolle.

Robert Patricks flydende metal T-1000, realiseret med banebrydende CGI, satte en tidsløs standard for specialeffekter. Filmens udforskning af livets værdi, potentialet for forandring og Terminatorens rolle som surrogatfar ramte dybt. Eksplosive actionscener som jagten i L.A. River og klimakset på stålværket balancerede spænding med følelsesmæssige indsatser, hvilket gjorde T2 til et varigt og episk mesterværk.

Hvad gør Terminator: Dark Fate (2019) til et dårlig “remake”

Johns Connors evne til at overleve i T2 var kulminationen på Sarah Connors ofring i etteren samt Terminatorens forløsning, hvilket gør hans pludselige død til et forræderi mod det mest afgørende kapitel i dette franchise.

Dark Fate læner sig tungt op ad identitetspolitik og nedprioriterer nuanceret karakterudvikling til fordel for at introducere Dani Ramos som den nye “frelser” uden at vi som publikum har investeret noget i karakteren. Selvom repræsentation er en vigtig værdi i filmbranchen, bør det styrke historien, ikke overskygge den.

Filmen genbruger i bund og grund “beskyt frelseren mod en dræber-Terminator”-formlen uden at tilføje noget nyt. I stedet for at bringe historien videre føles den som en træt gentagelse af de originale film.

At bringe Arnold Schwarzenegger og Linda Hamilton tilbage kunne have været en fejring af den arv T2 efterlod, men deres roller føles påtvungne og dårligt integrerede. Sarah Connors udvikling bliver overflødig, uden John, og Arnolds Terminator – selvom han er underholdende – underminerer den oprindelige rejse.

Filmen forsøger at efterligne T2s balance mellem action, humor og følelser, men formår ikke at opnå den samme resonans. Humoren føles ofte malplaceret, og de emotionelle øjeblikke mangler vægten fra de tidligere film.

Selvom James Cameron var involveret som producer, føltes hans indflydelse minimal. Filmen manglede den tematiske dybde og narrative innovation, der definerede hans tidligere arbejde, og føltes mere som et samlebåndsprodukt end et passioneret kreativt projekt.

Hvad kan vi lære af det?

Blasfemiske remakes fremhæver en vigtig pointe i filmens verden: bare fordi en film kan genindspilles, betyder det ikke, at den skal. De originale film på denne liste har trandensceret underholdning og er blevet kulturelle hjørnesten, indgraveret i vores kollektive hukommelse for deres kunstneriske kvalitet, præstationer og tidløse temaer.

Alle remakes på denne liste ender som hule imitationer, der fjerner den magi, der gjorde originalerne så tilbedelsesværdige.

I sidste ende er lektionen klar: Remakes kan aldrig erstatte den kreativitet, risikovillighed og autenticitet, der definerede disse kultklassikere. Hvis noget, understreger disse fejlslagne forsøg originalernes storhed og minder os om, hvorfor de er værd at værdsætte og genopleve – igen og igen.