Kan man være dansk og muslim på samme tid? Det lader til at være et spørgsmål, som optager mange muslimske debattører og stemmer på sociale medier, og der er en konsensus om, at det kan man godt – men det lader til, at det altid skal være på islams præmisser. Og her mener jeg, at der er en vis uærlighed i den debat.
De fleste har måske hørt fortællingen før: At uanset hvad man som muslim gør, så er det ikke godt nok – uanset hvad man gør, bliver man som muslim betvivlet på sit demokratiske sindelag eller sin danskhed. Det er en fortælling, jeg også selv er vokset op med, da jeg var muslim, og som i dag stadig spredes i samfundet – især blandt den yngre generation af muslimer.
Jeg kan som tidligere muslim fortælle, at der ligger et selvbedrag i denne fortælling.
For hvad er det egentlig helt præcist, muslimer gør, som skulle gøre dem danske? Lytter man til de argumenter, der bringes frem, så er det altid nogle overfladiske parametre, der måles på: Arbejde, uddannelse, sprog eller foreningsliv. Man mener, at blot fordi man kan sætte flueben ved disse punkter, så er man dansk.
Men det er naturligvis ikke ensbetydende med, at man er dansk. Det har vi utallige eksempler på – som eksempelvis den åbent erklærede islamiske organisation Hizb ut-Tahrir, hvis medlemmer ofte er uddannede læger, ingeniører med mere, men som vi forhåbentlig kan blive enige om ikke ligefrem altid er lige danske. Det burde i virkeligheden være en selvfølge, at man har et arbejde og forsørger sig selv, eller at man taler sproget, så man kan kommunikere med sine medmennesker. Det gør bare ikke nogen dansk udelukkende af de grunde alene.
Alligevel bruges det i narrativet ofte som argument for, at man “har gjort alt”, og at det bare ikke er godt nok.
Virkeligheden er, at den mentale træthed, som muslimer giver udtryk for, når offerviolinen spilles, mens der synges den samme sang om, at man har prøvet alt og derfor peger fingre af Danmark som problemet, ikke blot er uærlig, men også farlig.
Det er uærligt, fordi man som muslim bærer en islamisk baggage med sig, som netop fra barnsben er årsagen til, at man ekskluderer sig selv fra rigtig mange fællesskaber. Man bliver fra barnsben lært, at man ikke er som danskerne. Jovist, i nogle muslimske hjem mere ekstremt end andre, men om man vokser op med pisk eller gulerod, kan være det samme, når endemålet er ens – nemlig at man er muslim, og at islam aldrig nogensinde må kritiseres. Det er netop dét, som skaber den mentale træthed hos muslimer: At de fleste forsøger at balancere to modsatrettede verdener, men hvor det nemmeste og mest omkostningsfrie netop er at pege fingre af det danske samfund i stedet for at se indad og risikere det islamiske baglands vrede ved at kritisere islam.
Det kender jeg alt til som frafalden fra islam.
Det ser man også i den aktuelle debat. Der er muslimer, der bruger oceaner af tid på at gradbøje danskheden og nærmest se sig som berettiget til at ændre danske normer og værdier, så de lettere kan bilde sig selv ind, at de kan forene de to verdener. Men de ville aldrig nogensinde kigge indad og gradbøje eller ændre noget som helst ved islam. Ja, de vil heller aldrig acceptere, at andre gør det.
Det er farligt, for hvis man som dansker køber ind på den uærlige offerfortælling fra muslimer, så ender man med at normalisere islamiske normer. Det kan jeg som frafalden fra islam kun på det kraftigste advare imod.
For er der noget dansk ved, at mænd og kvinder skal sidde kønsopdelt til foredrag, som det foreskrives i islam?
Er der noget dansk i, at en søster ikke må date en dansk, ikke-muslimsk fyr?
Er der noget dansk i det kvindesyn, som islam foreskriver – et kvindesyn, vi i Danmark gjorde op med for generationer siden i opgøret med kirkens magt?
Er der noget dansk i at mene, at visse satiriske tegninger af en profet bør være forbudt at vise i folkeskolen?
Der er mange eksempler på, hvor islam og det danske, vestlige, sekulære demokrati ikke er forenelige. Og det ved muslimer også godt. Men hvor ville det være befriende, hvis de også var ærlige omkring, hvad der i virkeligheden står i vejen. For jeg tror på, at langt de fleste muslimer ønsker at være individuelle mennesker og tage Danmark til sig med alle de friheder, der findes her – friheder, som ikke findes i deres forældres hjemlande. Men det er altså islams kollektivistiske struktur og bagland, der står i vejen for kritikken – ikke tonen i debatten, ikke politikerne og ikke Danmarks krav om integration.
Manglen på selvkritik ses gang på gang: Når eksempelvis en imam bliver afsløret i at prædike stening af utro kvinder, så er der en larmende tavshed, og vi skal igen høre tudehistorier om, at muslimer ikke mener, det er fair, at de skal tage afstand, da de ikke mener, de har noget med det at gøre.
Men samtidig kan de sagtens råbe op og fordømme, når en hvid dansk mand kommer i vælten for sexisme i mediebranchen. Og jeg forstår skam godt, hvorfor de ikke tør være ærlige: Det har en pris at gå imod det islamiske bagland. Men hvis de virkelig ville Danmark, havde de netop gjort dette.
Det skrevne er udtryk for forfatterens egen holdning. Ateisten.dk tager imod indlæg fra flere, der ønsker at deltage i den demokratiske debat. Du kan deltage ved at skrive til Ateisten.










