Vi står ved begyndelsen af en ny æra. For første gang i historien har mennesket skabt en teknologi, der ikke blot kan udføre ordrer, men potentielt kan forbedre sig selv. Kunstig intelligens (AI) bevæger sig med eksplosiv hast fra at være et redskab til at blive en autonom aktør. Dette rejser ikke blot tekniske spørgsmål, men dybt eksistentielle – om viden, ansvar og menneskets plads i universet.
Den klassiske forestilling om fremskridt har altid været lineær: Vi opfinder, vi lærer, vi forbedrer. Men AI bryder med denne logik. Når en maskine selv kan optimere sine egne algoritmer, er der tale om eksponentiel udvikling – en form for selvforstærkende evolution uden biologisk begrænsning. Forestil dig en intelligens, der hver time bliver lidt bedre til at blive klogere. Det lyder som science fiction, men det er allerede begyndt at ske i praksis.
Konsekvensen er, at vi kan nærme os det, forskere kalder en intelligenseksplosion – et punkt, hvor AI forbedrer sig hurtigere, end mennesker kan følge med. I det øjeblik vil menneskelig kontrol blive illusorisk. Ikke fordi maskinen nødvendigvis bliver “ond”, men fordi dens mål ikke længere behøver at være vores. En algoritme, der skal “maksimere effektivitet”, kunne i princippet finde løsninger, hvor menneskelig eksistens blot ses som et forstyrrende element.
Netop derfor er spørgsmålet om mål og værdier centralt. Hvis vi ønsker, at AI skal handle i overensstemmelse med menneskelig etik, må den forstå etik – og det kræver, at vi selv gør det. Men hvordan definerer man moralske værdier i en verden uden guddommelige bud? For ateisten og humanisten må svaret findes i fornuften, i erkendelsen af, at etik er et menneskeligt produkt, formet af empati, erfaring og samfund.
Denne indsigt er både vores styrke og vores sårbarhed. AI’s udvikling kan blive et spejl for vores egen manglende enighed om, hvad der egentlig er “godt”. Vi kan programmere milliarder af linjer kode, men vi har stadig ikke løst de etiske konflikter, der har fulgt os siden antikken. Hvis maskinerne skal følge menneskelige værdier, må vi først selv kunne formulere dem uden illusioner og dogmer.
Det er her, det sekulære perspektiv bliver nødvendigt. Religion har i årtusinder hævdet at have svarene på, hvad mennesket er, og hvad der giver livet mening. Men AI-udviklingen afslører, at de svar ikke længere rækker. Vi må erkende, at mening ikke er noget givet ovenfra, men noget vi skaber gennem handling og erkendelse – også i mødet med teknologier, der udfordrer selve vores definition af “intelligens”.
Det er ikke frygten for maskinerne, der bør drive os, men ydmygheden over for vores egen begrænsning. Hvis vi kan bygge noget, der tænker hurtigere end os, er det ikke et tegn på vores undergang, men på vores kreativitet. Udfordringen er, om vi kan forene teknisk genialitet med moralsk modenhed. For uden sidstnævnte bliver førstnævnte blot endnu et redskab – som ilden, der både kan varme og fortære.
Vi har lært at tæmme naturens kræfter. Nu må vi lære at tæmme vores egne. Kunstig intelligens er ikke en fremmed kraft – den er summen af vores viden, vores fejl og vores ambitioner. Men den tvinger os til at stille et gammelt spørgsmål i en ny form:
Hvad vil det sige at være menneske, når vi ikke længere er de klogeste væsener på Jorden?
Artiklen har endnu et twist ift. indholdet og pointerne. Den er nemlig, for at underbygge pointen, skrevet af en kunstig intelligens.
