Baruch Spinoza er den filosof i Europas filosofihistorie, der har betydet mest for udviklingen af en ateistisk offentlighed i Europa. Han er den liberale sekularismes fader. Fader til oplysningsfilosofiens grundlæggende idealer. Og det er i ham og i kredsen omkring ham, moderniteten har sine dybeste rødder.
Skribenten, Niels Skovgaard, er cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968. Niels Skovgaard fortæller her om Baruch Spinozas liv, lære, syn på religion og hans samtids voldsomme reaktioner.
Spinozas Liv
Baruch Spinoza blev født ind i en portugisisk-jødisk handelsfamilie i Amsterdam midt under trediveårskrigen i 1632. I Portugal havde familien været krypto-katolikker for at undgå straf, men levede nu i den jødiske menighed i Amsterdam og førte også her familiens handelsvirksomhed videre. Som ældste søn skulle Baruch overtage virksomheden, men fandt snart arbejdet uforeneligt med sin dybe interesse for filosofi. Denne interesse førte også til, at han lagde sig ud med den jødiske menighed i Amsterdam, hvorfra han i 1656 blev udstødt. Udstødelsesdommen lød således:
“Forbandet vil han være om dagen, og forbandet vil han være om natten. Forbandet vil han være, når han ligger ned, og forbandet vil han være, når han står op. Forbandet vil han være, når han går ud, og forbandet vil han være, når han går ind. Herren vil ikke vise nåde over for ham, og røgen fra hans rasende jalousi vil blæse ind over denne mand, og alle de forbandelser, som står skrevet i bogen, vil ramme ham, og Herren vil udslette hans navn fra jord til himmel”.
Det er lidenskabelige ord, men de adskiller sig på ingen måde fra lidenskaben i den voldsomme fordømmelse Spinoza og hans tilhængere skulle møde fra kristenheden.
Konsekvensen af udstødelsen var, at han måtte afbryde al forbindelse med sin familie. Han forlod i 1661 Amsterdam og slog sig en tid ned i Amsterdamforstaden Rijnsburg, hvor han ernærede sig ved at slibe linser til kikkerter og teleskoper. Ved siden af drev han så i dybeste hemmelighed og i en snæver kreds på med sin filosofi. Der er nu indrettet et museum, blandt andet med hans bogsamling i det hus, hvor han lejede sig ind. Det er et pilgrimssted for fritænkere.
Hemmeligholdelsen var drevet af den dybeste nødvendighed. De tanker Spinoza gjorde sig var i samtiden dybt kontroversielle. Det første hovedværk, den teologisk-politiske “Traktat” – der for nylig også er udkommet på dansk – blev trykt i hemmelighed under pseudonym og cirkulerede blandt tilhængere i yderste hemmelighed. Det andet hovedværk: “Etikken” turde han ikke selv udgive. Det udkom først ud efter hans død.
Spinoza døde stille en søndag eftermiddag den 21. februar 1677, 44 år og tre måneder gammel af en lungesygdom, der havde plaget ham i mange år og som han formodentlig havde pådraget sig ved sit slibearbejde. Men hans tanker levede videre og bredte sig ud i Europa – også hos helt almindelige mennesker, som det tidligt blev bemærket i samtiden. For trods deres lærde form havde de et letforståeligt indhold.
Spinozas lære
Grundlæggende er naturen det eneste, der eksisterer. Den har udviklet sig ud af sig selv. Der findes intet overnaturligt, der kan gribe ind i den. Der findes kun naturlige forklaringer. Også trangen til at finde overnaturlige forklaringer er der en naturlig forklaring på. Naturen er hverken god eller ond, straffende eller belønnende, men alene styret af sin egen indbyggede lovmæssighed. Menneskene er på ingen måde uden for naturen. Alle er vi underkastet naturens vilkår. Indsigten heri kan give mennesker en naturlig solidaritet, en gensidig kærlighed og venskabelighed, som er den højeste form for salighed et menneske kan opnå. Opnåelsen af materielle goder, magt og ære derimod splitter mennesker ad og kan derfor på ingen måder måle sig med kærligheden som værdi. Et liv i venskabelighed og kærlighed er et liv i overensstemmelse med fornuften i modsætning til et liv, der er et liv styret af lidenskaber. Som Spinoza skriver: Der er ikke noget i naturen så nyttigt for et menneske som andre mennesker, der lever i overensstemmelse med fornuften.
Staten skal være rammen om de utallige måder, vi mennesker kan have glæde af hinanden på. Den enkeltes formue rækker ifølge Spinoza ikke til at afhjælpe fattigdom. Derfor skal man ikke begynde at dele ud af den. Det skal derimod være statens opgave, at hjælpe folk, der ikke kan klare sig selv. Statens anden opgave er at hjælpe folk med at styre deres lidenskaber ved at opstille et system af love med tilhørende straffe. Så længe det ikke skader andre, bevarer vi retten til inden for staten frit at udfolde os selv. Det er her især afgørende, at staten respekterer ytrings- og pressefriheden: Libertas philosophandi –friheden til at filosofere. Den udgør menneskets dyrebareste besiddelse. Filosofiens frihed åbner muligheden for, at den træder ud af rollen som teologiens tjenestepige og i stedet angriber kerneindholdet i kirkernes åbenbarede religion og præsteskabets autoritet. Det fører selvfølgelig til splid. Men Spinozas pointe er, at menneskenes indbyrdes modstridende synspunkter ikke skal forhindre dem i at leve i indbyrdes fred og fordragelighed. Det er ikke dem der ytrer sig, men dem der prøver at undertrykke disse ytringer, der er ballademagerne i et samfund.
Hvad er så det gode liv for Spinoza? Et liv i et fællesskab præget af demokrati, individuel frihed i livsstil, fuld tanke-, ytrings- og pressefrihed, hvor religiøs autoritet er fjernet fra lovgivningsprocessen og uddannelsessystemet og hvor kirke og stat er fuldt adskilt. Et liv under en moral der bygger på at tilstræbe individuel lykke i det dennesidige liv og uden tro på guddommelige åbenbaringer og mirakler. Et liv i udforskning af naturen og dens lovmæssigheder og i udforskning af, hvorledes det retfærdige fællesskab mennesker imellem kan etableres.
Spinozas Bibelsyn
I Spinozas samtid var der enighed om, at Bibelen er Guds åbenbaring. Uenigheden gik på udlægningen af åbenbaringen og det var på grund af disse uenigheder staterne førte krig mod hinanden i trediveårskrigen, der lagde Europa øde og på grund af disse uenigheder, at de bekæmpede deres egne borgere, hvis de kom på forkerte tanker. Der eksisterede ingen forestilling om, at den enkelte selv skulle bestemme, hvad han ville tro på eller ikke tro på.
Det er i opposition til dette bibelsyn, at Spinoza udvikler den bibelkritiske læsning. Grundsynet er, at der intet guddommeligt er ved bibelen. Den er skrevet af mennesker og skal forstås i sin idehistoriske kontekst som udtryk for, hvad den tids mennesker tænkte. Den skal altså læses på samme måde som alle andre tekster. Det betyder også, at den ingen autoritet har for os, medmindre den udtrykker filosofiske sandheder. Det er grunden til at Spinoza er positiv over for Jesus. Jesus udtrykker en filosofisk gyldig etisk vejledning om kærlighedens, venskabets og fairnesshedens betydning og advarer mod materialismens og lidenskabernes vildveje, men han er ikke på nogen måde en guddommelig frelserskikkelse. Jesu enkle budskab degenererer hos hans tilhængere til en uophørlig strid om overherredømmet med anvendelse af teologiske dogmer som våben. Budskabet forvandles til latterlige mysterier og mennesker, der dybt foragter fornuften og intellektet, gør krav på at være i besiddelse af det guddommelige lys, som Spinoza skriver. Som det kan ses hænger Spinozas bibelsyn på det nøjeste sammen med hans syn på naturen. Der er intet overnaturligt ved den.
Reaktionen på Spinoza
I Holland fulgte der hurtigt efter Spinozas død og udgivelsen af hans posthume værker et forbud mod dem. Det var forbudt at genoptrykke dem, at citere dem, at give en sammenfatning af dem, idet der blev fastsat strenge straffe for forfattere, udgivere, trykkerier og boghandlere, der trodsede loven. Også det øvrige Europa var gennemsyret af censurbestemmelser, kætterstatutter og dekreter om religiøs uniformitet. Overalt dominerede den konfessionelle teologi både tanke, tro og uddannelse. Religionskritik og filosofi, der ikke slog sig til tåls med at være teologiens tjenestepige, var der overhovedet ikke plads til. Det gik hårdt ud over Spinozas tilhængere. I Madrid og Rom blev de brændt. I Wien og Paris blev de sat i fængsel. At gøre en akademisk karriere som tilhænger af Spinoza var fuldstændig udelukket overalt i Europa. Først når man var død, var man i sikkerhed.
I Europa har tolerancen og den individualistiske sekulære tankegang siden 1650’erne kæmpet sig frem i trods mod – og i lange tider – under forfølgelse af religiøse og senere anti-religiøse autoritære kræfter i form af kommunismen, fascismen og nazismen. I en tid, hvor oplysningsidealerne trues af en ny modoplysningsbevægelse i form af den autoritære islamisme, er det vigtigt at besinde sig på, hvor vi kommer fra.
Niels Skovgaard
Cand.mag. i idéhistorie, samfundsfag og religion, hertil forfatter af adskillige artikler om blandt andet ateisme i danske medier og seneste i en række bogudgivelser er romanen Studieår 1968.
