Ateisten.dk anbefaler disse to videoer fra det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet og kanalen “Som sagt” på YouTube, hvori Anja C. Andersen, Lektor, Niels Bohr Institutet, fortæller om stjernestøv og livets oprindelse.
Påstanden om, at vi alle er skabt af stjernestøv “lyder måske poetisk, som en smuk og lidt kryptisk metafor”, som det siges i den ene af de to videoer, men er i virkeligheden “et nøje dokumenteret, videnskabeligt udsagn”. Bag formuleringen gemmer sig ikke mystik eller spiritualitet, men en konkret fortælling om universets fysiske udvikling og om, hvordan de grundstoffer, vi består af, er blevet til. Sådan lyder det fra Anja C. Andersen fra Niels Bohr Instituttet.
Fortællingen begynder med Big Bang for 13,8 milliarder år siden, hvor universet “udvidede sig fra at være lille og kompakt til at blive kæmpe stort”. Vi ved stadig ikke, hvad der satte Big Bang i gang, men observationer viser, at allerede 380.000 år efter universets begyndelse blev de første lette grundstoffer dannet: Hydrogen og helium samt “en lille smule bor, beryllium og lithium”, fortæller Anja C. Andersen.
Hydrogen – eller brint – er universets mest dominerende grundstof. Universet består af cirka 75 procent brint, mens menneskekroppen kun indeholder omkring 10 procent. Alligevel spiller brinten en afgørende rolle i os. “Hver eneste brintatom i det vand, du har i kroppen, er altså urgammelt. Det er faktisk lige så gammelt som selve universet.” Det betyder, at noget af det stof, vi består af, har eksisteret siden universets tidligste fase.
Men kort efter Big Bang fandtes der stort set kun hydrogen og helium, og som det formuleres i videoen, er de “på mange måder virkeligt kedelige grundstoffer”. De eksisterer næsten kun i gasform, og det er reelt set begrænset, hvad man kan bygge af dem. Én ting kan dog opstå: Stjerner.
Stjerner er enorme gaskugler, hvor der i deres indre er så høje temperaturer, at kernefusion kan finde sted. Det er her, “brintatomkernerne bliver omdannet til andre grundstoffer”, og det er denne proces, der får stjernerne til at lyse. Små stjerner som Solen lever i milliarder af år, før de når deres slutfase, hvor de svulmer op og afstøder store mængder gas, “som er beriget med nydannede grundstoffer såsom kulstof og kvælstof”.
Noget af dette materiale samler sig i molekyler og bittesmå støvkorn. “Det er det, vi kalder for stjernestøv.” Stjernestøvet blæses ud i rummet og bliver en del af de interstellare tåger, hvor nye stjerner senere bliver dannet. Observationer med moderne teleskoper har vist, at det netop er i disse tåger, stjernedannelsen foregår.
Store stjerner lever langt kortere liv. De kan være mere end otte gange så tunge som Solen og lever kun i millioner af år. Til gengæld danner de mange flere grundstoffer og bidrager yderligere, når de “eksploderer som supernovaer”. En supernova er både voldsom og gavmild: ved eksplosionen slynges de nydannede grundstoffer ud i rummet, og chokfronten kan få interstellare skyer til at kollapse og danne nye stjerner.
Når stjerner dør, bidrager de således til “det store kosmiske kredsløb med alle de nye grundstoffer, de har dannet”. Universet bliver gradvist beriget med tungere grundstoffer end hydrogen og helium. For mennesket er det en forudsætning for vores eksistens, for først efter adskillige stjernegenerationer blev universet rigt nok på grundstoffer til, at en beboelig jord – og langt senere os – kunne opstå.
Menneskekroppen indeholder over tyve forskellige grundstoffer. Ilt, kulstof, kvælstof og brint udgør hovedparten og er byggestenene i proteiner, fedt og kulhydrater, mens andre grundstoffer indgår som essentielle mineraler og sporstoffer. Tilsammen danner de de komplekse molekyler, der udgør vores celler, væv og organer.
Derfor er konklusionen klar: “Når vi således siger, at vi alle er skabt af stjernestøv, er det altså ikke bare en smuk metafor.” Vi kan konkret pege på de enkelte atomer i vores krop og forklare, hvilke typer stjerner de blev dannet i, og hvordan de gennem tid og rum endte som en del af os. “Vi bærer på en helt kosmisk historie i vores egne atomer.”
