Når vi søger at forstå, hvor vi kommer fra, har vi som mennesker ofte en tendens til at lede efter begyndelser; En første begivenhed. Et afgørende øjeblik. Noget, der “startede det hele”. I religiøse fortællinger er det skabelsen, fred være med det. I populærvidenskab er det ofte Big Bang-teorien eller livets opståen, der koges i tvivlens gryde. Men set i et evolutionært perspektiv er det en grundlæggende misforståelse, at din eksistens udspringer fra en enkelt begivenhed. For ‘du’ kan ikke spores tilbage til én begivenhed alene. Din væren her og nu kan kun spores tilbage gennem en ubrudt kæde af generationer, før dig – og de har alle gennemlevet den samme historie, som du er en del af – menneskets. Her er derfor et utroligt faktum at starte denne artikel med:
Der har aldrig været et tidspunkt, hvor din (slægts) linje stoppede.
Ikke én eneste gang i hele din slægtslinjes historie, gennem millioner af år, har reproduktionen slået fuldstændigt fejl. I hver generation har mindst ét individ overlevet længe nok til at give livet videre – endeligt til dig. Hvis bare én generation i netop din direkte linje var blevet afbrudt, fandtes du simpelthen ikke den dag i dag. Ej heller i en anden form. Men slet ikke.
Det er ikke filosofi (selvom det kan stimulere din indre filosof), men en logisk konsekvens af evolutionsteorien, sådan som den understøttes af moderne biologi. Metoden bag denne erkendelse er nøgtern og kumulativ: Fossiler dateres ved hjælp af radiometriske metoder, genetiske slægtskaber kortlægges gennem DNA-sammenligninger, og generationstider estimeres ud fra både nulevende arter og arkæologiske data. Resultatet er ikke præcise tal, men robuste intervaller, der giver os en fornemmelse af skala.
Lad os begynde tæt på.
Moderne mennesker, Homo sapiens, har eksisteret i omkring 300.000 år. Det ved vi fra fossiler fundet i Nordafrika, hvis alder er fastslået gennem uafhængige dateringsmetoder. Genetiske studier af nulevende mennesker viser samtidig, at den gennemsnitlige generationstid historisk har ligget omkring 25 til 30 år. Dividerer man tid med generationstid, giver det et meget forsigtigt estimat på omkring 10.000 til 13.000 menneskelige generationer – give and take!
Ti tusind led, hvor stafetten blev givet videre. Uden anden plan end overlevelse. Uden et egentligt mål om mening. Uden viden om, at du engang ville eksistere. Hvis vi skal sætte det i perspektiv er religion blevet adfærdsmæssigt observeret for rundt regnet 70.000 år siden, mens de skriftbaserede religioner er cirka 5000 år gamle. Der er dog ingen grund til ikke at gå kritisk til disse observationer, men indtil videre kan vi sagtens roligt konkludere, at religion er en meget lille del af menneskets historie, hvis man måler det på, hvor længe, vi har levet uden. Den verdenskendte, nu afdøde ateist, professor i Psykologi ved Tufts University, Daniel C. Dennett, behandlede dette emne:
For Dennett er religion ikke noget overnaturligt indført udefra, men et fænomen, der er opstået inden for naturen på samme måde som sprog, musik, moral og politiske systemer. Religion er et produkt af menneskets biologiske og kulturelle udvikling og kan derfor studeres med de samme redskaber, som vi bruger til at forstå andre naturlige fænomener: Psykologi, antropologi og historie – og ikke mindst evolution.
Men Homo sapiens opstod ikke ud af ingenting. Slægten Homo kan spores mindst 2,5 millioner år tilbage i fossilmaterialet. Generationstiden har sandsynligvis varieret, men lå formentlig i samme størrelsesorden som i dag. Det betyder, at din eksistens allerede her hviler på omkring 100.000 ubrudte generationer.
Vi er stadig kun lige begyndt.
Bevæger vi os videre tilbage til den fælles stamform for mennesker og chimpanser, forlader vi menneskets snævre historie og træder ind i primaternes dybere evolution. Her bliver dateringerne mere usikre, fordi vi arbejder med både fossiler og genetiske “molekylære ure”, der estimerer slægtskab ud fra mutationshastigheder, ifølge videnskaben. Alligevel tegner der sig et konsistent billede: Adskillige millioner år adskiller os fra denne fælles stamform.
Generationstider hos vilde chimpanser og beslægtede arter giver et rimeligt sammenligningsgrundlag. Resultatet er svimlende! Mellem en kvart og en tredjedel million generationer ligger mellem dig og det punkt, hvor menneske- og chimpanselinjen skiltes.
Her bliver det tydeligt, hvorfor evolution ikke kan forstås som en stige, men kun som et træ. Din slægtslinje er én gren blandt millioner. De fleste grene ender brat. Døden er ikke en undtagelse i evolutionen – den er tværtimod reglen, hvoraf du er undtagelsen – miraklet? Langt de fleste organismer, der nogensinde har levet, efterlod ingen efterkommere i dag. Men din gren og linje fortsatte. Ikke fordi den var bestemt til det, men fordi den, indtil videre, ikke er blevet brudt.
På et eksistentialistisk plan er det derfor en god filosofisk undren at tænke på døden – for vi skal alle som bekendt dø – men alle os, der kalder os mennesker, har overlevet historien i en lige linje – handler overlevelsen derfor mere om det, vi giver videre genetisk og ift. vores viden/visdom – eller om dem, vi er/vil være?
Før vi kunne tænke den tanke
Når vi bevæger os endnu længere tilbage, før primaterne og før pattedyrene, bliver det gradvist mindre meningsfuldt at tælle generationer præcist. Tidlige pattedyr, tidlige hvirveldyr og de første flercellede organismer havde helt andre livscyklusser og generationstider end os. Her skifter metoden. I stedet for generationstal arbejder biologien med tidsdybde. Altså hvor langt tilbage bestemte træk kan spores gennem fossiler, anatomi og genetik.
Men selv når tallene bliver usikre, ændrer hovedpointen sig ikke. Der har aldrig været et eneste spring. Aldrig et nulpunkt. Aldrig et sted, hvor livet “startede forfra” i din slægts levede linje. Fra de første selvreplikerende molekyler, over encellede organismer, flercellet liv, dyr, hvirveldyr, pattedyr og primater, hele vejen igennem er der kun sket én ting: Reproduktion mellem de to biologiske køn i vores livstræs evolutionsgren med variation og fortsættelse af samme.
Det er derfor misvisende at tale om din eksistens som ekstremt usandsynlig i en simpel matematisk forstand. Den er nemlig betinget. Kun ubrudte linjer findes til at stille spørgsmålet om deres egen oprindelse. Alle de brudte linjer, langt fleste, er tavse. De blev aldrig til.
At se sig selv som resultatet af en ubrudt kæde ændrer perspektivet for mange ting i livet. Det fjerner behovet for mirakler, men det fjerner ikke forundringen. Tværtimod! Det placerer dig – ja, DIG (!!!) – som et midlertidigt led i en næsten ufattelig lang proces, hvor intet havde dig som mål, men hvor alt måtte fungere, for at du kunne være her den dag.
Hvis du vil danne dig et visuelt overblik over denne rejse – ikke som fortælling, men som konkret kort – kan du udforske livets evolutionstræ på onezoom.org, hvor millioner af arter er sat ind i ét sammenhængende slægtskab. Her kan du zoome ud fra dig selv som menneske og se, hvor din lille gren hænger på det enorme træ, der forbinder alt liv på Jorden.
Og måske stille dig selv det mest nøgterne – og samtidig mest svimlende – spørgsmål af dem alle:
Ikke hvorfor du er her, men hvad du skal bruge dit kosmiske øjeblik på, uanset om du giver ‘stafetten’ videre eller ikke.
